De snavsede sejrende
PopulærSnavs var i mere end een forstand temaet for en ganske vellykket aften, der musikalsk både pegede frem og tilbage i tiden.
Man kan godt se doom-metallen som et opgør med 00'ernes overproducerede, overpyntede metalcore, på samme måde, som grungen i sin tid var en fed finger til sleaze-metallens optagethed af fremtoning.
Selv om aftenens koncert på Templet i Lyngby ikke havde egentlige doom-bands på plakaten, så var det tydeligt, at både bands og publikum var et udtryk for dette nye opgør med det polerede. Om det var de vilde skæg, det fedtede hår, eller de knasende Marshall-stacks, så var stod det klart at idealet var det beskidte og det vilde, som eksponenter for ærlig og oprindelig rock'n'roll. Og det var lige præcis, hvad aftenens bands leverede – i hvert fald dem, jeg nåede at høre.
Californiske Saviours ramte smukt en form for metal, der pegede tilbage på thrashens spæde start, samtidig med, at den var knivskarpt leveret. Twinguitarer og smadderstykker afløste hinanden og energiniveauet var, som det skulle være. Bandet mangler måske lige det sidste i at skrive mindeværdige riffs, men det skal roses for at lave noget, der på én eller anden måde både er meget knasende undergrund og samtidigt meget mainstreammetal, på en meget gammeldags måde.
Tormented fra Sverige spiller en meget skrabet gang proto-dødsmetal der ikke ligger milevidt fra Entombed, men er en tand mere punket, da førstnævnte ikke har meget af det bluestunge i sig. Det var sådan set en fin og engageret optræden, men musikken var meget simpel og statisk, og kunne der for ikke helt røre denne anmelders metalhjerte, og sådan var der øjensynligt flere der havde det, for bandet havde ikke det samme tag i publikum, som Saviours og, skulle det vise sig, Black Breath havde.
Et af metallens håb er netop Black Breath og noget kunne tyde på, at håbet ikke er helt grundløst. Seattle-bandet spiller en blanding af thrash og hardcore, men har lånt noget af fremtoningen fra doommetallen. Hurtige og tunge riffs afløser hinanden og bliver toppet af med Neil McAdams hardcore-vokal.
Black Breath har ikke mange år eller album på bagen, men flere af numrene var alligevel leveret med en autoritet der affødte respekt, som eksempelvis 'Children of the Horn' og det mere Slayer-agtige 'The Flame'. I det hele taget var orkestrets vilje til at levere en metalkoncert ganske opkvikkende at overvære, og det gør det lettere at tilgive, at de sådan set ikke har så meget nyt at komme med – bandet retter måske bare nogle af de fejl, det seneste årti har affødt.