Suveræn thrash i Roskilde
Danske Pectora leverede en solid support, mens hovednavnet nok engang beviste, at de live er et af verdens fedeste thrash-bands.
2. Voracious Souls
3. Seemingly Endless Time
4. The Dream Calls for Blood
5. Son of the Morning
6. The Devil Incarnate
7. Caster of Shame
8. The Moth
9. Humanicide
10. Absence of Light
11. Thrashers
12. Bored
13. Thrown to the Wolves
Det skulle have været en tre måneders lang fest igennem Europa, da Bay Area-thrashere i Testament, Exodus og Death Angel drog over Atlanten i februar 2020, og lagde ud i Danmark med et brag af en åbning på turneen.
Glæden var dog kort. Efter få uger på landevejen endte det hele i et mareridt. Stort set alle medlemmer og crew-members blev ramt af Covid19, der hastigt lagde verden ned. Værst gik det ud over Death Angels trommeslager Will Carroll. Lægerne havde næsten opgivet ham, da den 49-årig Carroll fik drænet fem liter væske fra lungerne, men mirakuløst vågnede efter tolv dage i koma.
Will Carroll kæmpede sig ikke bare tilbage til livet. Han kæmpede sig også tilbage i trommestolen. Og formen fejlede bestemt intet, da kvintetten fra San Francisco returnerede til Danmark fredag aften på Gimle i Roskilde. Det kunne næppe være mere livsbekræftende.
Klokken var præcis 22.15, da bandboss og leadguitarist Rob Cavastany blæste åbningsriffet fra klassikerdebuten ’The Ultra-Violence’ ud af højtalerne, og de godt og vel små 200 gæster på Gimle forsamlede sig foran scenen.
De par hundrede publikummer kunne ikke have fået mere valuta for pengene. Death Angel gentog simpelthen triumfen fra 2015, da de nedlagde det nu lukkede KB 18 i København. Hvis thrash-genrens store koryfæer er begyndte at fremstå lidt slidte i udtrykket, så er der ingen træthed at spore hos Death Angel.
Tværtimod. De spillede ligeså virilt og energisk, som levede de stadig i 1988. Året, hvor de første gang gæstede Danmark og som ganske unge mænd fik lov til at spille på Roskilde Festival, som et af de hårdeste bands festivalen på det tidspunkt nogensinde havde haft på programmet.
En koncert, de heller ikke selv havde glemt. Cavastany og frontmand Mark Osegueda er eneste tilbageværende medlemmer fra dengang, og i løbet af aftenen kom Osegueda med flere anekdoter fra deres sidste visit i Roskilde. Flere gæster tilkendegav da også, at de var der. Dengang for 34 år siden på Dyrskuepladsen. Det er det smukke ved heavy metal. Dedikationen. Og en passion for livet, når man først har solgt sin sjæl til genren som et ungt menneske.
Passionen var også til at mærke på scenen. Af uransagelige årsager er Death Angel aldrig blevet et kæmpe navn. Men det skider de på. Om der står 200 eller 20.000 mennesker foran Death Angel, så er nerven og nærværet der. Oprigtig glæde og en vilje til at give deres ypperste. Og det gjorde de sympatiske amerikanere fuldt ud i gennem samtlige 90 minutter. I en alder af 53 år, så synger Osegueda stadig som en ung lømmel, der fra start til slut også havde publikum i sin hule hånd som karismatisk indpisker.
Cavastany flænsede riffs og soli igennem på sine forskellige guitarer undervejs, mens rytmetrioen på trommer, bas og guitar spillede vanvittig tight sammen. Og igennem tretten numre fra det meste af diskografien cementerede amerikanerne nok engang, at de er et liveband i verdensklasse.
Support af den gamle skole
To bands var på som support, men Man.Machine.Industry meldte afbud få timer før på grund af sygdom. Koncertstart blev udskudt en halv time, og klokken 21 præcis fik lokale Pectora æren af at være solosupport for Death Angels triumf.
Pectora er stadig et relativt nyere navn på den hjemlig scene, og bandet gør sig i ægte 80’er-metal. Ikke bare musikken, men selv udseendet med nittevester og læderjakker med frynser, så selv W.A.S.P. ville være stolte af drengene. Og hvor er det egentlig befriende at se et dansk band tro på heavy metal. I særdeleshed i en tid, hvor alt for mange danske – og internationale – bands kun forsøger sig med middelmådigt og ligegyldigt black metal.
I stedet er Pectora leveringsdygtige i en genre, der hylder de gode kompositioner med twin-guitarer, en vokal i det høje toneleje og solid bund fra bassen og trommerne. Og så er det muligt, at kvintetten stadig har til gode at skrive de helt store metalhits, men det opvejer attitude på scenen til gengæld for.
Viljen til at ville det. Energien, udstrålingen og begejstringen var i den grad til at mærke igennem koncertens syv numre fordelt på 45 ganske medrivende minutter.