Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Death Angel – ‘The Ultra-Violence’

Populær
Updated
death-angel-ultra-violence-

Poserdræberriff på pungriverriff og en overivrigt tonedøv sanger: Death Angels debut fra 1987 er så ren og smuk en thrashoplevelse, at man skammer sig over den rolle, historien har tildelt dem.

Kunstner
Titel
The Ultra-Violence
Label
Genre
Trackliste
Thrashers
Evil Priest
Voracious Souls
Kill as One
The Ultra-Violence
Mistress of Pain
Final Death
I.P.F.S.
Karakter
666

Vi tog fejl.

Allesammen.

Alle os, der dengang mente, at Death Angel var et fedt nok Bay Area-band, de var bare lige en tand for sent ude. I første omgang, altså. 

Som om de på nogen måde kunne have været tidligere ude: Da de indspillede debutalbummet ‘The Ultra-Violence’ over tre dage i sommeren 1986, var fætrene Gus og Dennis Pepa på guitar og bas begge knap 19 år gamle; trommeslageren Andy Galeon var 14. Han var også deres fætter, alle i det band var fætre, også guitaristen Rob Cavestany, alle bortset fra forsangeren Mark Osegueda, der var de andres grandfætter. 

Hvad lavede du og dine fætre, da I var 14-19 år gamle? Trak hinanden på slæder over markerne efter firhjulstrækkere? Smuglæste En Halv Humørtime inde på værelset, mens jeres forældre røg Cecil hen over resterne af hamburgerryggen? Pettede med jeres kusiner? Indspillede stenkolde thrashmesterværker?

Filipinoamerikanerne i Death Angel havde allerede i 1983 som de rene børn lavet demobåndet ‘Heavy Metal Insanity’, så de valgte at gå med den sidste valgmulighed og inspillede ‘The Ultra-Violence’, da de var klar.

I dén grad klar.



Kapløb med tiden
‘The Ultra-Violence’ er en fuldstændigt overtændt plade. Året forinden, i 1985, havde Kirk Hammett fra Metallica set potentialet i dem og produceret deres andet demo, ‘Kill as One’. Enigma havde endelig givet det purunge band en kontrakt og sendt dem i studiet med Davy Vain, der lige havde startet et hair metal-band i sit eget navn. Alt skulle fyres af på de tre dage.



I dag er det ikke til at sige, hvilken af de omstændigheder det var, der fik Death Angel til at gå så voldsomt til værks, som de gør på ‘The Ultra-Violence’. Måske var det bare opsparet energi, måske vidste de allerede dengang, at de var ved at komme for sent til den thrash metal, der var begyndt i deres hjemby San Francisco nogle år tidligere med Metallica og Exodus? Pladen står i hvert fald som et skoleeksempel på det kapløb, der i de år prægede thrash metal: Metallica havde spillet hurtigt og tight på ‘Kill ‘Em All’, den forsmåede guitarist Dave Mustaine havde skruet tempoet en tand op i sit nye band Megadeth på ‘Killing Is My Business … and Business Is Good’, og Slayer nede fra Los Angeles havde givet den endnu et nøk op i det røde felt på ‘Reign in Blood’.

Kunne det blive hurtigere og vildere, lød spørgsmålet gang på gang. ‘Thrashers’ svarer entydigt “ja” med en hyldest til moshpitten, til kaosset, til denimen, læderet, tinitussen, svedige kroppe, der smadrer ind i hinanden, og blod, der bruser vildt og flyder frit. Hvilket allerede dengang var lidt gammeldags. På ‘Master of Puppets’ havde Metallica allerede vist en – relativt – mere moden tilgang til thrash metal med tekster om samfundet uden for klubberne og en noget mere nuanceret sangskrivning, mens Slayer på ‘Reign in Blood’ havde fundet nye ekstremer at spille sig op mod. Anthrax var rykket videre, Megadeth var rykket videre, Testament var rykket videre, alle andre var ved at rykke videre, men Death Angel ville bare rykke. 



Overivrig
Det gør ‘The Ultra-Violence’ til en sært anakronistisk plade at lytte til. Men også hvinende uskyldig og uimodståelig. Der er en overivrighed i sangene, som kommer til udtryk på flere måder. Tydeligst i knap 18-årige Rob Cavestanys leadguitar, der indleder pladen med en lyd som af teenage-Kirk Hammett fuld af sig selv derhjemme foran spejlet. Faktisk ville det ikke være helt uretfærdigt lige at påpege, at temaet i ‘Thrashers’ er fuldstændig rippet fra Metallicas ‘Metal Militia’.

Hvilket et eller andet sted er underligt, for det, der er styrken ved ‘The Ultra-Violence’, er ellers dens overflod af riffs og melodier, der allesammen skal knaldes af så hurtigt som muligt, fordi Death Angel tydeligvis har travlt. Det er imponerende i sange som ‘Voracious Souls’ med dens smægtende melodiske omkvæd, ‘Evil Priest’ med dens breakdown i omkvædet eller bare ‘Kill as One’ med et af thrashens helt store palmmutede to-akkorders-signaturriffs og et omkvæd, der er som skabt til at blive råbt i kor af en svedig klynge foran scenen. Ikke for ingenting ligger alle fire sange på side et omkring eller over de fem minutter, fordi der skal fyldes så meget på, men det bliver ikke for meget. Ikke dårligt for meget, i hvert fald.



Lettere omsonst bliver det til gengæld på pladens ti minutter lange instrumentale titelsang, der indleder side to med et potpourri af riffs fra resten af pladens sange kædet sammen af endnu flere stumper, der grupperet hver for sig kunne have skabt OK sange, men i sammenhængen bliver mere imponade end egentlig imponerende. 

Det retter ‘Mistress of Pain’ op på og demonstrerer samtidig bandets forankring i den traditionelle heavy metal, mens ‘Final Death’ igen er rå thrash, inden ‘I.P.F.S.’ lukker pladen ned efter præcis en båndsides tid.

Dårlig timing
Men hvorfor var det så, at ‘The Ultra-Violence’ ikke fik den fulde hyldest, den tydeligvis fortjener, da den udkom 23. april 1987? Eller i årene efter?

Det lette svar er timing. At alle var på vej videre og alle havde allerede lavet plader, der hver på sin måde mindede om den her. Paul Baloff havde allerede i 1985 hvæset, brølet og snerret sig gennem Exodus’ ‘Bonded by Blood’ med en entusiasme, der næsten lykkedes med at overskygge, at det var rene slumpetræf, om han fulgte tonearten, tempoet eller noget af det andet, resten af bandet havde gang i: På ‘The Ultra-Violence’ har Mark Osegueda en del af den samme uortodokse tilgang, selvom hans sangforedrag dog viser en noget større forståelse for sådan noget som melodier. I ‘Voracious Souls’ synger han faktisk nogenlunde rent i omkvædet, han gør det bare ikke nødvendigvis helt i samme toneleje, som resten af bandet spiller i. I ‘Evil Priest’ er han så eksalteret, at det er fuldstændig, som vinden blæser, hvor hans skrig og hvin tager ham hen.



Det er naturligvis vanvittigt charmerende at lytte til i dag, men det var ikke toneangivende – pun intended –  for den vej, thrash gik i anden halvdel af 80’erne. På den efterfølgende ‘Frolic Through the Park’ prøvede Death Angel da også at vokse med rekordfart, hvilket fører til så uskønne indfald som en svært forceret version af KISS’ ‘Cold Gin Time’, og på ‘Act III’ var Death Angel så klar til at gøre resten af Bay Area-thrashen kunststykket efter og køre den hjem med blankpoleret lyd, masser af skoling, funkindslag og powerballader. Som guitaristen Rob Cavestany så selv insisterede på at synge i stedet for at overlade dem til Mark Osegueda, der for at føje tort til svie måtte høre sin vokal tykt maskeret i et forsøg på at bøje den hen mod tonearten i omkvædet til liveklassikeren ‘Seemingly Endless Time’.

Men Death Angel var der næsten. De var ved at blive store, og så kørte de galt. I stedet for at lave en Metallica og skynde sig videre ventede fætrene på deres trommeslager Andy Galleon. Da han efter et år var kommet sig og klar til at vende tilbage, var der ikke noget Death Angel at vende tilbage til. Uden Mark Osegueda gik de med Rob Cavestany som sanger i en funkrocket retning under navnet The Organisation, indtil også dét så sin ende. 



Formelløs thrashing
Først i 2010, 20 år efter jeg havde købt ‘Act III’ og var gået baglæns i det, der udgjorde diskografien på det tidspunkt, så jeg Death Angel på en scene. På det tidspunkt havde de været gendannet i ni år og havde allerede udgivet lige så mange plader, som de gjorde i første omgang, men på turnéen ‘Thrashfest 2010’ sammen med Kreator og Exodus var rollefordelingen stadig klar: Kreator øverst på plakaten med egen sceneopbygning, Exodus, der dengang havde bøvehovedet Rob Dukes i front, lige inden til at bygge en fest op med de gamle hits. Så kunne Death Angel få lov at spille lige efter det anonyme opvarmningsband Suicide Silence, mens publikum stadig var ved at ankomme.

Det råderum udnyttede de til fulde. Det kan godt være, at Death Angel af historien var blevet klassificeret som also-rans, som bandet, der ikke helt nåede derop, hvor de skulle, og hellere ville alt mulig andet end at spille thrash. Men nu spillede de som fuldblods-thrashband, og Mark Osegueda viste sig som en af de allerbedste frontmænd, thrash metal har kendt. 

Den aften var Death Angels aften, var der bred enighed om bagefter.



Så skidt med, at hverken de tre første plader efter gendannelsen eller de tre efterfølgende rigtig har tilføjet noget til diskografien. Som med alle de andre af deres samtidige laver de solide plader, der er sig deres historie og bandets særpræg bevidst, men det er fuldstændig uden den charme, de tidlige plader havde.

Når man hører ‘The Ultra-Violence’ endnu en gang, er det tydeligt, at det, de nye plader mangler, er fejlbarligheden. Uforudsigeligheden: At det aldrig helt er til at sige, om sangeren rammer de toner, han sigter efter, om leadguitaristen farer vild på gribebrættet, om produceren er klar over, hvad han sidder med, eller bare justerer niveauer i blinde i et forsøg på at få det til at lyde som noget, han kender.

For dengang i 1987 var thrash metal stadig ikke noget, man kendte. Der var ikke en fast formel på det endnu. Og ikke mindst den faktor er med til at gøre ‘The Ultra-Violence’ til så indtagende en plade.