For kort og for kedeligt
Populær60 minutter, der svingede i kvalitet, var, hvad Mike Patton og Tomahawk kunne byde på foran et veloplagt publikum lørdag aften i Vega.
Mayday
Oddfellows
POP 1
Rotgut
Birdsong
Rape This Day
I.O.U.
Capt. Midnight
Baby Let's Play
Choke Neck
Flashback
Totem
Point and Click
Stone Letter
Angel Eyes
Med deres nye og fjerde udgivelse ’Oddfellows’, der udkom tidligere på året, gik Tomahawk i en mere mainstream retning, hvor der var lagt en dæmper på det eksperimenterende og avantgardistiske udtryk.
Den mere afslappede stil havde den amerikanske kvartet med Mike Patton i spidsen taget med sig på scenen i Store Vega foran 600-700 publikummer lørdag aften. Sidst undertegnende oplevede gruppen, var på Roskilde Festival i 2003, hvor de var et relativt nyt navn. Bandet gik til stålet, og Patton gav den ikke for lidt med både gasmasker og megafoner.
I Vega havde galskaben fortaget sig, og selvom den karismatiske frontmand troppede op i en militærfarvet trøje, forvandlede han aldrig scenen til en slagmark.
Lav lyd
Efter et ti minutters messende og storladen intro åbnede ’God Hates A Coward’ fra gruppens selvbetitlede debut showet. Pattons vokal lå meget højt i lydmixet, hvilket ofte underminerede den spillende trio bag ved ham. Det blev dog bedre undervejs, men generelt var lyden heller ikke synderlig højt skruet op denne aften.
Åbneren blev udmærket fulgt op af ’Mayday’ med de foruroligende lyde og alarmerende guitarriffs. Det første nummer af i alt fem numre, som blev spillet fra ’Mit Gas’. Titelsangen fra ’Oddfelllows’' skæve udtryk fungerede ganske godt og spredte god stemning blandt det ret så begejstrede publikum.
Toppede i midten
Med ’POP 1’ fra debuten fik man oplevelsen af, hvor vanvittig en vokalist Mike Patton alle dage har været. Han speed-sang på forrygende vis gennem sangen og løftede pegefingeren ud mod publikum og signalerede, at energien skulle helt op. Det lykkedes, og koncerten løftede sig op på et forrygende godt niveau, hvor ’Rape This Day’ kom som et af højdepunkterne halvvejs inde i koncerten. ’I.O.U.’ fulgte efter og understregede, at det er et af de bedste numre fra ’Oddfellows’.
We fucked it up
Det kan man ikke påstå om ’Choke Neck’ som der var live-verdenspremiere på. ”Who fucked up the most?” spurgte Patton efterfølgende og skævede mistroisk hen på guitarist Duane Denison, der flere gange under sangen hverken ramte rytmen eller strengene. ”We all fucked it up”, lød det så undskyldende fra frontmanden bagefter over miseren, der tydeligvis ikke passede den perfektionistiske bandboss.
Kort koncert
Det blev dog hurtigt glemt, da hittet ’Flashback’ bagefter blev sat i gang og endelig fik Patton helt op i dét energiske felt, som man husker ham have i Faith No Mores velmagtsdage. Men niveauet blev skudt i sænk med det nye nummer ’Baby Let’s Play’, der næsten lullede én i søvn.
’Totem’ kom som eneste nummer fra den kryptiske ’Anonymous’, og her virkede det, som om Patton i lettere grad havde mistet pusten. Efter kun 45 minutter lukkede ’Point and Click’ uden den vilde pondus, inden bandet kom tilbage på scenen og skråsikkert leverede den letbenede, men fængende ’Stone Letter’. Et overflødigt cover af jazz-standarden ’Angel Eyes’ sluttede koncerten, som altså ikke blev til mere end knap én times varighed. 60 minutter, der svingede mellem det kedelige og det forrygende, og som det slet ikke er i orden at spise publikum af med.