HDDT'14: Heavy metal og kosmisk vanvid
Populær
Fredag eftermiddag leverede finske Oranssi Pazuzu en af festivalens bedste koncerter, der samtidig var så sadistisk høj, at band og lydmand skulle have haft lov til at tygge på hinandens ørepropper som straf.
Oranssi Pazuzu var det første navn på plakaten om fredagen, og da denne mildest talt tungtspillende black-kosmiske hybrid-agtige kvintet fra Finland indtog Main Stage præcis kl. 17, blev det ikke kun startskuddet til en af festivalens bedre koncerter - det blev ligeledes startskuddet til en af de højeste koncerter, i hvert fald denne skribent nogensinde har hørt. Mens Eagle Twin dagen forinden til warm up-showet på Loppen på sund vis havde rykket ved forståelsen for decibelgrænser under metalkoncerter, da sked Oranssi Pazuzu på alle tænkelige grænser og tog volumen til et nærmest perverst højt niveau. Gav det mening at skrue så meget op, bør man så spørge sig selv? Både og.
Har man lyttet til et af de fire studieudspil, som Oranssi Pazuzu har smidt på gaden siden debuten i 2009, så ved man også, at bandet hovedsageligt er interesseret i at smede et kompakt lydbillede sammen, der psych-svæver omtrent lige så meget, som det slår hårdt fra sig. Bandets interesse i et kompositorisk sammenspil bestående af henholdsvis en bagvedliggende, udflydende psych-fernis, der hensætter sit lytter i en tilstand af trance, kombineret med masser af onde, tunge, opfindsomme riffs samt en frenetisk black-inspireret vokal, er musikalsk dualisme, når det virkelig rykker. Bandets svævende kompositioner og anderledes tonsertunge udtryk befinder sig på et helt imponerende ambitionsniveau, der - ligesom volumen under aftenens koncert - heller ikke ligefrem kan klandres for at være lavt. Af alle de navne, der spillede på årets festival, var Oranssi Pazuzu således klart et af de mere innovative, og idéen om at blæse sit publikum omkuld med en høj volumen er i teorien selvfølgelig legitim.
De forskellige musikalske stier, som bandet har success med at kæde sammen til ét untryk, fortjener skam en volumen, der er blevet skruet godt op for. Det er indiskutabelt. Gør alt musik ikke det, kan man så spørge selv? Muligvis, men selv inden for underkategorier af metal, er der skam det, der fortjener det mere end andet, og det er netop på grund af det tunge, kompakte lydbillede med psykedeliske niveauer af detaljer, at Oranssi Pazuzu mere end fortjener det. Bandets solide blanding af black og heavy metal krydres med det, som man med lidt god vilje kan kalde for et alternativ tundergrundsbud på den semi-matematiske, opbyggelige og repetitive struktur, som Tool også benytter sig af. Som nævnt består Oranssi Pazuzus skelet dog af kosmiske psych-flader. Det var især sinus-tonerne fra den kosmiske del af lydbilledet, der til tider kunne minde om en form for sonisk voldtægt, og som gjorde det næsten skræmmende ulideligt at stå igennem visse soniske momenter af koncerten. Ens reaktionære holdning overraskede selv én selv (det er første gang, denne skribent har været til en koncert, hvor man ønskede, at der blev skruet ned), men det bedste man sådan set kunne gøre i et forsøg på at undgå at bløde sine ørepropper til, var at binde knude på sine ører og simpelthen håbe på det bedste.
Når koncerten lægger ud med 'Vino Verso' og 'Tyhjä Temppeli', der også er åbningsduoen på sidste års album, 'Valonielu', da kan ikke engang en sonisk skærsild som dette radikale øreblødende helvede holde én væk. Når bandet samtidig åbenlyst er kommet til Heavy Days In Doom Town for at bevise for festivalens dedikerede publikummer, at selvom bandet muligvis er det første navn på plakaten om fredagen, så har de nu stadigvæk tænkt sig at spille så insisterende, som var det enden på alting, de stod ansigt til ansigt med, ja, så tager det fat i én i en sådan grad, at man virkelig blev imponeret. Det var i øvrigt overvejende sange netop fra sidste års udspil, der udgjorde sætlisten. Huskes der rigtigt, var der kun en enkelt farisær, 'Kevät', der er en spritny skæring fra bandet, og som havde en tand mere psych-industrial over sig end de andre skæringer.
Det er en smule synd, at den ekstremt vilde volumen i sidste ende overskygger meget af koncerten og fjerner fokus en smule fra de ret fantastiske sange, som bandet vitterligt har på deres cv, men på den anden side var volumen paradoksalt nok også med til at give koncerten en vanvidsfaktor, der i det mindste gav én oplevelsen af noget ekstremt. Og når alt kommer til alt, var det nu også en fantastisk dedikeret koncert, der tilmed syntes at tage en stor del af publikummet med overraskende storm.
Bookere, lad os gerne få besøg af Oranssi Pazuzu snart igen.