Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fed finsk fanden

Populær
Updated
Fed finsk fanden
Fed finsk fanden
Fed finsk fanden
Fed finsk fanden
Fed finsk fanden
Fed finsk fanden
Fed finsk fanden
Fed finsk fanden

Heavy Days In Doom Town-aktuelle Oranssi Pazuzu udgav sidste år dere tredje fuldlængdealbum, der er et overbevisende og pokkers selvsikkert miskmask mellem black, doom og tung, tung drone-metal. 

Titel
Valonielu
Dato
11-10-2013
Distributør
Trackliste
1. Vino Verso
2. Tyhjä Temppeli
3. Uraanisula
4. Reikä Maisemassa
5. Olen Aukaissut Uuden Silmän
6. Ympyrä On Viiva Tomussa
Karakter
3

Oranssi Panzuzu er ikke et spritnyt navn, men er det alligevel for denne sløve skribent. De blev dannet i 2007, og nu er de klar med deres tredje studiealbum, ’Valonielu’, og med denne udgivelse tilslutter de sig dermed en efterhånden ret lang liste af nyere finske rock- og metalbands, man roligt kan begynde at holde et vågent øje med. Der har sandsynligvis sket spændende ting på metalscenen i Finland i flere år, men det er egentlig først inden for de sidste par år, det er gået op for dette sæt ører, at Finland er andet og mere end nynne-along-skidt som Apocalyptica og større, tørre stadionnavne som HIM, Nightwish og Children of Bodom. Til rækken af interessante finske navne som eksempelvis Dark Buddha Rising og senest Beastmilk tilføjer man glædeligt Oranssi Pazuzuz.

En solid blanding

Oranssi Pazuzu er et band, der ikke let lader sig indfange i én bestemt genre. Mens såvel produktionen som vokalen synes inspireret af norsk black metal og måske tydeligst af Darkthrone, er der flere guitarpassager på pladen, der i deres umiddelbare headbang-indbydende, no-fucking-around-attitude gør det let at associere til metalkonger som Matt Pike (High on Fire) og Mike Scheidt (Yob). Samtidig har pladen en foruroligende, underliggende pulserende nerve af industriel klangstøj ikke helt ulig Killing Joke samt en ufravigelig, psykedelisk, svampe-inficeret Hawkwind-tilstand kørende for sig, der - teoretisk set - burde afføde et forvirret musikalsk gadekryds. Men uha, hvor skidtet virker i praksis!

En suveræn balancegang

Som gadekryds-beskrivelsen indikerer, balancerer ’Valonielu’ på grænsen mellem det meget ambitiøse og det let prætentiøse. Heldigvis formår de dog rent faktisk at hive deres ambitioner sikkert hjem. At det lykkes for denne finske kvintet at levere deres sange så ærefrygtindgydende og overbevisende, som vitterligt er tilfældet, synes først og fremmest at skyldes bandets krasbørstige selvsikkerhed, der på ingen måde er til at tage fejl af. Hvis man forestiller sig den selvsikkerhed, som netop Pike og Scheidt udgyder, når man lader deres guitarer rive én over på midten, da nærmer man sig den fandenivoldske vilje, som også Oranssi Pazuzu vrider fra sig med. Hverken kompositorisk eller sonisk minder Oranssi Pazuzu om High on Fire eller Yob – lad gerne det stå meget klart – men den indfrielse af skyhøje ambitioner på metalmusikkens vegne, som imødekommer én, når man smækker Oranssi Pazuzu på anlægget, støder man kun sjældent på. Man fristes til at beskrive dem som undergrundens svar på Tool.