På glædeligt gensyn!
PopulærPå papiret bød Pumpehuset på et brag af en core-oplevelse. Virkeligheden viste sig at være en anden. Det kan endnu en gang konstateres, at tyskerne kan noget helt specelt, som resten af verden kan tage ved lære af.
’The Final March’. Tour-titlen er taget fra Heaven Shall Burns ‘Deaf to Our Prayers’ og sender naturlige associationer til en afslutning. Et ophør af eksistens. Efter 22 års eksistens og 8 fuldlængdeudgivelser, er det vel naturligt, at tanken om nye udfordringer og oplevelser frister? Heldigvis er det ikke sagen. I vores interview med Maik Weichert blev det understreget at Heaven Shall Burn absolut ikke er på vej på pension. Det bliver blot til en tiltrængt pause, pt. på ubestemt tid.
Det, i kombination med at Heaven Shall Burn ikke har spillet i Danmark siden 2014, giver naturlige høje forventninger. At tyskerne samtidig har tre, på papiret, stærke opvarmningsband med, var decideret brænde på bålet og med til at skabe endnu højere forventninger.
Kedelig-core og ringe rensang
In Hearts Wake har endnu ikke formået at slå ordentlig igennem på metalcore-scenen. Det er ellers ikke fordi bandet har ligget på den lade side. Tværtimod er det blevet til 4 fuldlængdeudgivelser de sidste 6 år. Senest ’Ark’ fra 2017. En plade, der emmer af potentiale og ganske habile metalcore-kompositioner.
Det er som bekendt én ting at udgive materiale, en anden er at fremføre det i live-format. Aftenens 30 minutters koncert var en tydelig indikator af, hvorfor In Hearts Wake endnu ikke har formået et slå igennem. Medbragte gummibåde, flot lysshow og udmærket showmanship fra frontmand Jake Taylor, ændrer ikke ved, at In Hearts Wake begår sig inden for generisk og efterhånden udvandet metalcore. Med undtagelse af ’Breakaway’ og ’Warcry’ blev det aldrig spændende. Vi har hørt de breakdowns, oplevet de opfordringer til mosh og følte bassen falde så mange gange. Det kan kun imponere, hvis man er ny indenfor genren.
Generisk metalcore er ikke nødvendigvis skidt. På plade har In Hearts Wake absolut nogle interessante elementer. Deres lyriske fokus på verdens tilstand er ikke specielt opfindsom, men det giver alligevel bandet lidt kant. Den kant følte man aldrig live. På plade lyder det som om Kyle Erich kan synge rent, det kunne han absolut ikke live. Det var tåkrummende ringe hver eneste gang, han åbnede munden. Helt modsat Taylors bastante og energiske brølen. Det blev aldrig rigtig godt. Det var en ligegyldig metalcore-oplevelse, der primært mindes for Erichs skammelige Chester Bennington-plagiering.
Anonym dekadance
Helt anderledes var det, at have Whitchapel tilbage på dansk jord. En fornøjelse er så meget sagt, for den amerikanske kvintet var ekstraordinært kedelige på scenen. De rå mængder energi, der er presset ind i amerikanernes deathcore-kompositioner, var slet ikke at spore på scenen. Selvom åbningsnummeret ‘I, Dementia’ ikke ligefrem indbyder til fuldstændig uhæmmet gestikulering, var det slående hvor tændte det danske publikum var og hvor anonyme og stillestående amerikanerne var på scenen. Eneste medlem der reelt virkede oplagt var forsanger Phil Bozeman, der til gengæld mumlede sig igennem størstedelen af lyrikken.
Til forskel for In Hearts Wake har Whitechapel kompositioner nok til at skabe en intens koncert. Selvom energiniveauet på scenen var alarmerende lavt, bør en sætliste bestående af blandt andet ‘Elitist Ones’, ‘Our Endless War’ og naturligvis ‘The Saw Is the Law’ skabe en moshpit blandt selv det mest mandagstrætte publikum. Denne mandag aften var ingen undtagelse og publikum virkede langt fra trætte. At sætlisten så kun indeholdte numre fra bandets tre seneste plader og dermed ikke ‘This Is Exile’, skyldes sandsynligvis forsinkelser i programmet. Publikum holdt en fest og man forstår næsten hvorfor der ikke var mere liv i Whitechapel. De skulle blot slå tonerne an, så var den første mosh startet.
Prog-inspireret metalcore af varierende kvalitet
Sidste år udgav August Burns Red deres bedste plade til dags dato. ‘Phantom Anthem’ var et af de helt store metalcore-overraskelser i 2017. Den amerikanske kvintet har i mange år gjort sig i samme generiske metalcore, som In Hearts Wake stadig gør. Primære forskel værende John Benjamin Brubakers vanvidsegenskaber på guitaren. Et varetegn, der altid har været August Burns Reds primære force i kampen mod generisk metalcore. Sidste års udgivelse var et trin op af stigen. Med mange gode kompositioner, gennemtænkte melodier og mindre ligegyldig kedelig-core, var det sikkert flere blandt publikum, der havde set frem til at høre de nye numre fremført live.
Det fik publikum i særdeleshed mulighed for. Ud af 10 numre var halvdelen fra den nye plade, og tak for det. Det fungerede. Åbningsnummeret ‘King of Sorrow’ var et solidt opråb og invitation til festligheder i pitten. Med en særdeles frembrusende og tændt Jake Luhrs i front fik bandet hurtigt sat forventningerne til en god koncert i vejret. Problemt er bare, at August Burns Reds ældre materiale, med få undtagelser, aldrig har været særlig godt live. August Burns Red har i særdeleshed aldrig været noget specielt spændende live-band. Numre som de nye ‘The Frost’, ‘Invisible Enemy’ og ‘Dangerous’ fungerer fantastisk live, mens ældre numre som ‘Spirit Breaker’ og ‘Ghosts’ sænkede niveauet og energien i koncerten markant.
9 numre blev det til, inden ‘White Washed’ som sædvanlig lukkede og slukkede. 10 numre, der i høj grad varierede i kvalitet. En sætlist og koncert, der afspejlede hvor meget bedre bandets nye materiale er i forhold til det ældre. Var man i tvivl, kunne man blot se på publikum, der gik fra intensiv mosh til intensive facebook-opdateringer.
Et brag af en "afsked"
22 års erfaring fornægter sig ikke. Heaven Shall Burn havde taget det store artilleri med til Pumpehuset og trods enkelte indledende lyd-indstillinger var aftenens “afskeds”-koncert en magtdemonstration i showmanship og scenetække. 15 numre tævede tysken publikum igennem og kun en enkelt gang eller to fik de fremmødte en fod til jorden. Det var kompakt og særdeles eksplosivt. Marcus Beschoff styrede publikum rundt og hverken han eller den næsten udsolgte salg lod til at ænse, at det var mandag.
I aftenens anledning var Máté Bodor fra Alestorm hentet ind som erstatning for Maik Weichert. En fremragende erstatning, nu vi måtte klare den uden Weichert. En anden ændring fra mange af tyskernes tidligere koncerter var sætlisten. Et enkelt nummer. Istedet for ‘Godiva’ fra 2013 pladen ‘Veto’ fik publikum fornøjelsen af en publikumsfarvorit i form af ‘Land of the Upright Ones’. Et af mange højdepunkter. Generelt var sætlisten en lang tour-de-force i Heaven Shall Burn. Med numre helt tilbage fra ‘Antigone’ (‘The Weapon They Fear’, ‘Voice of the Voiceless’) og frem til sidste års ‘Wanderer’.
Vi fik de obligatoriske covernumre. ‘Black Tears’ (Edge of Sanity), åbnede pitten endnu voldsommere end den allerede var, før bandets egen ‘Corium’ tog over og sendte Pumpehuset i ekstase. Og naturligvis sluttede aftenen med Blind Guardians ‘Valhalla’. Sådan skal det jo være. Fuldstændigt i symbiose med forventningerne. Men naturligvis ikke før end ‘Awoken’ og Beschoff havde gjort det klart for publikum, at det var tid til ‘Endzeit’. Tid til at give Pumpehuset og hinanden en sidste omgang i moshpitten og sige pænt tak og på gensyn til Heaven Shall Burn.
Ud over lidt indledende lydproblemer var det egentlig svært at sætte en finger på tyskernes indtog og performance i Pumpehuset. Det var næsten for godt. Et enkelt nummer kunne måske have været undladt fra sætlisten. Eller erstattet af ‘Godiva’ nu det nummer blev skiftet ud. ‘Passage of the Crane’ var en mindre pause i et bombastisk virvar af sanseindtryk. Flot lysshow, god lyd, gennemført performance. Det var i det helet taget en gennemført afsked.
In Hearts Wake: 2
Whitechapel: 3
August Burns Red: 3
Heaven Shall Burn: 4