NMF' 22: Stiv pik i Næstved
Franske Dagoba satte gang i pitten og leverede en af de mest energiske koncerter på Næstved Metalfest.
”Han ligner jo Zlatan Ibrahimovic,” udbrød sidemanden om Dagobas charmeur af en forsanger.
Ligeså allestedsnærværende den svenske verdensstjerne er på banen, ligeså energisk er Pierre ”Shawter” Maille da også på scenen. Frontmanden er eneste originale medlem, der er tilbage i den franske kvartet, der i år kan fejre 25-års-jubilæum. De tre andre medlemmer på trommer, bas og guitar er kommet til inden for de seneste par år, men det syntes nu alligevel ikke at betyde noget for det franske bands indsats.
Otte fuldlængeplader er det blevet til på to årtier, og selv om bandet fra Marseille, der gør sig i en blanding af metalcore og industrial, aldrig har præsteret en udgivelse, der går over i historiebøgerne, så virker musikken efter hensigten på scenen.
Daboga var bestemt også en tiltrængt oplevelse på festivalens første dag, hvor de fire første danske indslag ikke rigtig formåede at få ordentlig gang i publikum.
Men det kunne franskmændene.
Fra det øjeblik kvartetten gik på scenen udløste de en energibombe, der detonerede det tændte publikum. Musikken er som skabt til en eksplosiv pit, og fra showets andet nummer ’Sunfall’ gik gæsterne da også fuldstændig bananas. Mens den kun 25-årige trommeslager Theo Gendron trampede sig igennem en halv Tour de France på pedalerne, væltede Næstveds stive publikum rundt i en drabelig moshpit på festivalpladsens hårde asfalt.
Før sætlistens tredje nummer ’Inner Sun’ blev sat i gang, demonstrerede Maille sine danskkundskaber, der begrænsede sig til ”stiv pik!” Det gik rent ind hos publikum, der kvitterede med arme i vejret og utallige stiv-pik-brøl. Velkommen til Næver!
Koncertens bedste nummer ’Sunset Curse’ blev sat i gang med en wall of death, hvor publikum nok engang og nådeløst tumlede hårdt ind i hinanden og ned i asfalten.
Nogen forlod helt sikkert koncerten med skrammer, men alle synes at gå derfra i godt humør. Selv skulle bandet hastigt videre, forklarede Maille og opfordrede til hurtigt at besøge merchboden, hvis man skulle nå af få en shirt med sig hjem. Franskmændene kom lige fra det sydlige Tyskland og skulle direkte videre til det sydlige Frankrig. Et band som Dagoba får næppe meget mere end små 25.000 i hyre for tre kvarters koncert, så det lignede mere et band, der spillede for passionens skyld end for pengenes.
Så er det muligt, at musikken i bund og grund er temmelig middelmådig, men dedikationen var åbenlyst ikke til at tage fejl af hos franskmændene. Igennem 45 minutter og otte numre leverede Dagoba præcist det indslag med energi og pondus, der var brug for på en festival fredag aften.