NMF 24: Da lyden blev borte for altid ...
Man kan være i storform. Man kan have fremragende materiale med. Man kan spille så godt, det skal være. Lige lidt hjælper det, når lydforholdene er så dårlige, som de var til Blazing Eternitys koncert på Næstved Metalfest.
Blazing Eternity er i storform for tiden. Både på plade og live, hvor de på Metal Magic gav en af festivalens bedste koncerter. Men selv et band i deres livs form og med en vidunderlig plade i bagagen kan stoppes af elendig lyd. Og selvom elendig lyd ikke kan skjule materialets og musikernes kvalitet, kan det sagtens ødelægge en hel koncert.
Allerede i minutterne før koncerten går i gang virker bandet frustrerede over lydforholdene, mens de sætter det sidste op. Da de går i gang med 'One Thousand Lights' fra den nye 'A Certain End of Everything', er det publikums tur til at blive frustrerede. Lyden er generelt voldsomt ulden, så intet rigtig står klart frem; mindst af alt de melodier, der er Blazing Eternitys store force. Samtidig er guitarlyden præget af en diskant, der skærer i ørerne, så harmonierne går fløjten helt og aldeles. Bassen vibrerer i jeansene, og det er ikke helt den Sunn O)))-oplevelse, man ønsker af en Blazing Eternity-koncert. Man kan godt høre skelettet af et virkelig godt nummer, hvis man ellers kender det i forvejen, men kroppen, kødet på skelettet, fremstår deformt i det jammerlige lydbillede.
Jeg forsøger at gå lidt rundt i salen, finde et bedre sted at stå, får ørepropper i baren (god stil at dele dem gratis ud) og hvad man nu ellers kan gøre. Det hjælper ikke. Lydmanden roder lidt med sin telefon. Jeg håber da, at han fik ordnet det, han skulle. Et par numre inde er guitarist og hovedsangskriver Morten Lybeckers kone ovre at skælde ud på lydmanden, der trækker på skuldrene. Han virker ikke som en mand, der har tænkt sig at gøre noget ved det. Og hvis han forsøger, har det ikke nogen effekt.
Blazing Eternity gør ellers, hvad de kan. De spiller overraskende 'Cover Me With Your Eyes' fra 'A World to Drown in' med Morten Lybecker på vokal. Det kunne have været smukt, men det er igen svært at høre, hvad der egentlig foregår gennem det tykke lag uld, der ligger draperet hen over musikken. Den fantastiske 'The Bells' og klassikeren 'Dark Summernights of Eternal Twilight' drukner også. Bandet kan ikke lastes for det. De spiller godt, skønt de virker synligt frustrerede på scenen; senere får jeg at vide, at de ikke kan høre hinanden i monitorerne. Stemningen blandt publikum er af gode grunde også behersket.
Bandet er en institution i dansk metal og har deres bedste album ude. Det er en skam for både dem og for de koncertgængere, der betaler mange penge for billet, for øl, drikke og mad. De har alle sammen fortjent bedre. For man skal gøre sig selv den tjeneste at se Blazing Eternity. De er, som nævnt, i deres livs form. Det kunne man bare ikke få lov at høre i Næstved, men der er mulighed for det på Rust d. 27. september igen. Det skal man endelig ikke snyde sig selv for.