På knæ for Devin
PopulærThe Epic Industrialist Tour 2012 ramte søndag Amager Bio. Det blev en aften, hvor Devin Townsend stjal billedet.
War
Regulator
Planet of the Apes
Sunday Afternoon
Supercrush
Life
Vampira
Lucky Animals
Juular
Grace
Ekstranumre:
ZTO
Deep Peace
Et kvarter før annonceret gjaldede teamet ’The Promised Land’ ud i en kvartfyldt koncertsal. Det sparsomme fremmøde tog imidlertid ikke modet fra norske Dunderbeist, der i deres stiveste puds og med corpsepaint a la King Diamond fik banket den værste søndagsladhed ud af kroppen på de fremmødte. Det seks mand store orkester slingrede på intet tidspunkt i valsen, men trykkede metalrockspeederen i bund i et medrivende show anført af tidligere Stonegard-sanger Torgrim Torve og solidt funderet i trommeslager John Birkeland Hansen.
Som inkarneret fan af Stonegard kan man ikke andet end at være svært begejstret for Dunderbeist, der mest af alt er netop Stonegards rockede lillebror. Eller som vokalist Torve sagde under en kort sludder efter koncerten: ”Dunderbeist er Stonegard tilsat bajere”. Og det var præcis, hvad det var: En festlig og velspillet metalrockkoncert med masser af ølkor og fede rockriffs. ”DUN-DER-BEIST”.
Decideret pinligt
Et af musiklivets store mysterier er, hvorfor Fear Factory-vokalist Burton C. Bell insisterer på at synge rent, når han nu ikke kan? Han prøver tilsyneladende heller ikke at blive bedre, for problemet var nøjagtig det samme for seks år siden på Train i Århus. Man står som publikummer med krummede tær og har svært ved at holde latteren tilbage, når han eksempelvis synger omkvædet i ’Linchpin’ en halv til en hel tone ved siden af.
Denne søndag virkede Bell – udover tonedøv – uinspireret og havde ikke meget at sige mellem numrene, men pegede i stedet op på sit bagtæppe og fortalte en 20-30 gange under koncerten, at de var Fear Factory. Derudover var lyden decideret dårlig og backing-tracket var malplaceret.
Et grundlæggende problem med Fear Factory er deres manglende dynamik. Alt er i samme lydniveau, hvilket skyldes, at de kun kører med én guitar. Dynamik-problemet kunne dog nemt omgås ved brug simple guitarpedaler. Der er med andre ord desværre ikke så meget godt at sige om Fear Factory denne aften. De eneste lyspunkter var den tilbagevendte guitarist Dino Cazares, som var i hopla og egentlig velspillende, samt en gruppe entusiastiske fans, der sang med på hver eneste sang, så noget rigtigt må Fear Factory gøre.
Der er ingen over eller ved siden af Devin
Slår man op i en ordbog under "genial", så må der nødvendigvis være et billede af Devin Townsend, og selv på en efter sigende dårlig dag var han i absolut særklasse. Man fristes næsten til at sprænge karakterskalaen og give ham 666 ud af 5, som jeg truende blev opfordret til af mine følgesvende ved gårsdagens koncert.
At det alligevel ”kun” bliver til topkarakter skyldes to ting. For det første gør det ondt i mit musikerhjerte at se op på en scene uden baggear, det vil sige uden kabinetter og forstærkere. For det andet, så kan Devins voldsomme produktivitet de senere år efterhånden høres, idet han med sange som ’Grace’ og ’Lucky Animals’ fra den seneste plade genbruger ideer og deciderede riffs fra tidligere udgivelser. Når det er sagt, så tvang Devin et nu godt fyldt Amager Bio i knæ.
Humormetal med tryk på metal
Det hele begyndte med, at der på det hvide bagtæppe blev vist Ziltoid, der sang med på og kommenterede diverse youtube-klassikere som ’Badgers’, ’The Gummy Bear Song’ og ’Technoviking’. Den humoristiske linje var lagt, og humøret højt. Derpå indtog Devin scenen flankeret af to langskæggede strengespillere, og publikum blev blæst bagover af den velkendte mur af lyd, mens der kørte animationer på bagtæppet, hvor både Meshuggah og Between the Buried and Me måtte stå model til små venskabelige og humoristiske svinere.
Som helhed var sættet en udsøgt tour de force gennem både Devins Band- og Project-udgivelser, og med sange som ’Supercrush’, ’Vampira’ og ekstranummeret ’Deep Peace’ blev publikum absolut ikke snydt for noget. Det skulle dog lige være ’Kingdom’, men den får vi næste gang, lovede Devin, der efter eget udsagn ikke var i sit vante fjollede humør. Lidt vittigheder og sjove kommentarer fik vi da, men musikken fik i højere grad end normalt lov til at spille for sig selv, og det gjorde den med bravur, og så kan man ikke andet end at blive imponeret over Devins fuldstændig enestående vokalkontrol. Det er svært andet end at have dyb respekt for Devin Townsend.
Dunderbeist: 4
Fear Factory: 1