Ikke helt pensionsmodne
Populær
Der blev spillet hits på stribe, men også kigget tilbage på rødderne, da Aerosmith mandag aften spillede i Royal Arena. Når det var ringe, var det virkelig skidt, men med Joe Perry og Brad Whitford i folden kan det aldrig gå helt galt.
Young Lust
Cryin'
Livin' on the Edge
Love in an Elevator
Janie's Got a Gun
Stop Messin' Around (Fleetwood Mac cover)
Oh Well (Fleetwood Mac cover)
Mama Kin
Hangman Jury
Seasons of Wither
Sweet Emotion
I Don't Want to Miss a Thing
Rag Doll
Come Together (The Beatles cover)
Dude (Looks Like a Lady)
--------------------------------
Mother Popcorn (James Brown cover)
Dream On
Walk This Way
Under banneret ’Aero-Vederci Baby’ var The Bad Boys from Boston mandag aften på besøg i hovedstaden. Nærmere bestemt var Steven Tyler, Joe Perrry, Joey Kramer, Tom Hamilton og Brad Whitford i byen med små 50 års rockkristeligt samvirke i bagagen for sammen med bandets danske fadølsdrikkende Blue Army at fejre 2. pinsedag i en velbesøgt Royal Arena. Det, der ved Aerosmiths turnéannoncering af mange blev tolket som deres afsked, har sidenhen skiftet karakter. 66-årige Joe Perry udtalte tidligere i år, at det formentlig ikke bliver bandets sidste turné, og at de mindst har et album mere i sig.
Lad i den forbindelse det gerne blive hørt, at skulle kvintetten med et nyt album komme forbi den danske andedam igen, må de meget gerne inkludere endnu flere sange på sætlisten, der går længere tilbage i diskografien end til midt-80'erne. Ikke fordi Aerosmith denne aften undlod at spille sange fra deres musikalske storhedstid i 70'erne. De spillede en håndfuld af dem, plus coverversioner af en stribe sange, der har været inspirationskilder for dem i bandets yngre dage. De inkluderede tilmed en direkte forrygende version af deres egen 'Mama Kin', hentet fra den selvbetitlede debut fra '73, indspillet, da bandets yngste medlem, Brad Whitford, var blot 21 år gammel. Men nu hvor flere af de 80'er- og 90'er-hits, som Aerosmith denne aften har valgt at fokusere på, tydeligvis ikke længere er lige så morsomme for bandet at spille som deres ældre materiale, hvorfor så i alverden dog ikke fokusere mere på netop det ældre og bedre materiale!
Anyway. At det akkurat skete i pinsedagene, at denne skribent skulle få taget sin Aerosmith-koncertmødom, kunne næppe havde været mere symbolsk. Selvom lyttesessionerne med Aerosmith på drengeværelset hovedsageligt hører teenageårene til og efterhånden ligger 20 år tilbage, indkapsler såvel store dele af bagkataloget som bandmedlemmerne i sig selv stadigvæk rockmusikkens ånd bedre end de fleste. Dermed ikke sagt, at det materiale, som Aerosmith gennem årene har disket op med, også er bedre end de flestes. Det er det ikke. Men står eksempelvis Rolling Stones og Led Zeppelin som to af rockalterets helt stærke flammer, så synes Aerosmith at være Helligånden, der med sin flagrende pomp og pagt-attitude, dengang som nu har haft det på sin flamboyante dagsorden at fejre rockmusikkens komme i det hele taget.
Således også denne aften i Royal Arena, hvor der udover sangene også var fokus på både sølvpailletter, masser af frynser og ikke mindst en guitarsolo fra Joe Perry stående i cowboystøvlerne på toppen af et hvidt flygel under 'Dream On'. For blot at nævne nogle af de x-faktorer, der får Aerosmith til at fremstå som et pompøst cateringsfirma med speciale i rock'n'roll-helgarderingspakker.
Aerosmith kan imidlertid være meget mere rock'n'roll, end de nogle gange vælger at være. Man kan spekulere længe over, hvorfor bandet vælger at spille 'Cryin'', 'Love in an Elevator', 'Janie's Got a Gun' og ikke mindst 'Livin' on the Edge', når de tydeligvis ikke længere har det specielt fedt med disse numre. På den anden side behøver man næppe spekulere specielt længe over det. Aerosmith er et ”folkets band”, der kender sit publikum. Faktum er, at størstedelen af aftenens publikum sandsynligvis hellere vil høre en flad version af 'Cryin'', end de vil høre 'One Way Street' blive leveret. Hvis det er årsagen, so be it, Aerosmith. Men jeg håber nu, at I alligevel er en smule pinlige ved at spise os af med så usaltet en version af 'Livin' on the Edge', som I denne aften leverede. Nummeret er selvfølgelig langt fra Aerosmiths bedste, men at et coverband havde været at foretrække, havde man alligevel ikke set komme.
På den anden side. Skal der være folkelig hitparade, så lad der da for pokker være hitparade for folket. Vi er trods alt kommet for at danse. Og er der et band, der, når de altså vil, må siges at kunne levere denne form for folkelig fest, så man rent faktisk også lytter efter, ja, så er det Aerosmith. Det var især 'Dude (Looks Like a Lady)' – noget overraskende, indrømmer man gerne – denne aften et glødende varmt eksempel på. Storhittet fra 'Permanent Vacation' (1987), der ellers skulle være et nummer, som Steven Tyler ikke er specielt begejstret for at fremføre live, så Joe Perry i noget nær storslået symbiose med sin guitar. Tilføj desuden Brad Whitfords respektfulde beundring af sin ven og guitarkollega fra afstand, og man har et øjeblik til ens indre historiebog. Det var et på en gang smukt og ikke mindst storrockende øjeblik.
Det er i øvrigt i et øjeblik som dette, man bliver klar over, at rockkoncerter for Aerosmith ikke kun handler om æstetik, men så sandelig også om eksistens. På sin vis er Arosmith rock'n'roll. Joe Perry er det i hvert fald. Det samme er Steven Tylers stemme, om end hans stage presence egentlig minder mere om en opmærksomhedssøgende skoledreng end om en cool rockstjerne. Men igen: Kun få er det mere end Joe Perry er det. Selv under et ellers halvkedelig slikkepindnummer som 'Sweet Emotion' var Joe Perry en fryd og fornøjelse af overvære. Stor respekt og beundring herfra.
Til trods for, at bandet udfordrede en del af tilhørerne, da de halvvejs inde i koncerten fokuserede på et par veloplagte bluesrocknumre af Fletwood Mac fra det britiske bands tidlige karriere, var aftenens Aerosmith show en af de artigere rockkoncerter, man har været til. Aerosmith er som nævnt et ”folkets rockband”, og vel at bemærke ikke i samme dur som hverken The Rolling Stones eller for den sags skyld Metallica i dag også er det. Aerosmith har fra dag et været et band, der har stået på skuldrene af en i forvejen etableret rockmodus, og selv i deres vel hårdeste hard rock-periode omkring udgivelsen af 'Rocks' i ’76 spillede de rockmusik på i forvejen bonede rockgulve. Deres musik har så at sige altid opholdt sig indenfor et sæt rammer, der allerede var etableret.
Aftenens koncert holdt sig ligeledes indenfor rammerne. Selv da en kvinde på en af de forreste rækker løftede trøjen til ære for Tyler og via scenens storskærm oven i hatten flashede hele arenaen, blev der hverken luftet en kommentar eller et skævt smil fra Tylers side. Ikke nødvendigvis fordi The Demon of Screamin’ ikke er glad for patter også på sine ældre dage. Det er han uden tvivl. Men simpelthen fordi overraskelser som denne er der ikke plads til i Aerosmith-land anno 2017. Specielt ikke hos Tyler, som til trods for en stærk karisma og ikke mindst stemme synes at tage den lovlig meget på autopiloten. Selvom Tylers stemme stadigvæk er karismatisk og nogenlunde smuk, måtte han flere gange i løbet af aftenen desuden takke koncertens sjette medlem, turnémusiker Buck Johnson, der udover at spille keys med både hænder og fødder, leverede den backing vokal, der gav Tylers røst den sidste nerve.
Autopiloten var i øvrigt ikke symptomatisk for koncerten i det hele taget, hvilket også trommeslager Joey Kramer var et hårdtarbejdende eksempel på. Faktisk måtte Kramer flere gange svede så hårdt for det, at hans bandmedlemmer så semibekymrede ud, som var de nervøse for hans helbred. Han kæmpede virkelig også for det. Og kom i øvrigt ud på den anden side med et fandens solidt resultat!
”Fandens solidt” var imidlertid ikke symptomatisk for koncerten som sådan, der dog alligevel havde tilpas mange semistore øjeblikke til, at den forhåbentlig vil blive husket. De semistore øjeblikke stod Joe Perry og Brad Whitford hovedsageligt for. På hver deres ydmyge og ekstremt dedikerede måde går begge guitarister til deres rockerhverv med den tilsyneladende naturligste snilde. At man i Royal Arena til at begynde med havde svært ved at høre netop Joe Perrys guitar, og at stortrommerne i 'Young Lust' også tidligere i koncerten forsvandt i et brag af ukontrolleret bund, kommer vel næppe som en decideret overraskelse. Det har man på kedeligere vis efterhånden vænnet sig til, når man tager til Arena koncert. Jeg tror nu stadigvæk på, at der kan laves bedre lyd i Royal Arenas nye rammer, end man oplevede denne aften.
Egentlig vil jeg ikke have noget imod at opleve også min næste koncert med Aerosmith i samme rammer. Hvem ved, måske de kalder turnéen ”Aero buonanotte”, og hvem ved, måske Aerosmith vælger at spille kun det, de selv vil have det sjovt med at spille, inden de en gang for alle rent faktisk siger godnat og tak for denne gang. Gør de det, og får de samtidig helt styr på lyden inden da, har vi potentielt set en fantastisk koncert i vente. Aerosmith har det uden tvivl stadigvæk i sig. Hvis de altså vil.