HDDT'14: Knallertdrønet fra de svenske skove
PopulærFrygten for kedelig svenskerretrorock blev gjort til skamme af et veloplagt og sveddryppende band.
Det var uden det store forhåndskendskab, at jeg akkurat nåede at snige mig ind i evigt propfyldte Dødsmaskinen for at se svenske The Graviators. Jeg ville ellers have undladt dem, da hele den Graveyard-agtige svenskerrockscene er noget, jeg efterhånden er blevet grundigt træt af. Men et tip fra ven med en meget sikker musiksmag fik mig lokket med. Det var ikke noget, jeg fortrød.
Svenskerne spillede betonrock, som vor mor lavede den. Dengang vor mor var en 15-årig dreng med filipenser, dunoverskæg og denimjakke og kørte på udborede knallerter. Det gjorde de iført begyndende ølmave og svedmærker på t-shirten, og det var en fornøjelig affære. Stilen var stoner rock/metal, med blikket stift rettet med de rockede numre på Black Sabbaths ’Vol. 4’ og ’Master of Reality’ og med bluesy Led Zeppelin-elementer. Det var groovy og storsvedende og der, hvor jeg stod – lige op ad den ene højtaler – blev man virkelig blæst igennem.
Sanger Niklas Sjøberg – der selvfølgelig havde lært en frasering eller to af Ozzy – havde koncerten igennem svært ved at undertrykke et smil, og det forstår man godt, når man rocker så fedt som The Graviators gjorde på Heavy Days in Doom Town. Ikke alt var perfekt – nogle af bandets jams var mindre spændende, og vokalen virkede lidt slidt i det høje register – men altså: Det rockede.
Mod slutningen fik guitarist Martin Fairbanks oven i købet flettet nogle mere melodiske ting ind, der kunne minde om Tony Iommis mere drømmende guitarspil, og det klædte faktisk den buldrende rock med lidt afveksling fra de massive riffs. Bandets tekster handler efter sigende - som alle andres i disse år - om det okkulte og om naturen (der hjælper det jo også at komme fra et land med skove), men det var først og fremmest i de passager, at det lød af naturmystik. Hvis ikke, det var fordi jeg havde læst det på internettet, havde jeg sgu nok snarere troet, at teksterne handlede om pubertetens mysterier.
The Graviators har potentiale til at blive store, men jeg håber nu, de kommer lidt mere ud fra drengeværelset.