Var det ventetiden værd?
Publikum var samlet på tværs af alder, unge, ældre og gamle for at opleve et af årets mest spektakulære band-gendannelser.
Sidst jeg så Porcupine Tree var på Roskilde Festival i 2010. En koncert, jeg mindes som udmærket, uden at den satte mindeværdige spor i hukommelsen. Den gang var det i forlængelse af ‘The Incident’ (2009), Colin Edwin var stadig en del af bandet, og Steven Wilson havde kun udgivet ‘Insurgentes’ (2008). Meget er sket siden da, men baggrunden for bandets gendannelse og besøg i Danmark er som bekendt den samme. En ny plade, ‘Closure/Continuation’.
Derved også sagt, at fredagens koncert med det britiske band var lidt af et trækplaster. En koncertoplevelse med et band, der potentielt kan blive få af. Hvem ved, hvornår Wilson bliver træt af at dele de kunstneriske udfoldelser med Richard Barbieri og Gavin Harrison igen? Det var et af årets absolutte must-see-koncerter. Falkoner var også fyldt til randen, og koncerten blev meldt udsolgt længe før dagen. Alle aldre, unge som gamle, var mødt talstærkt frem for at se elefanten – en investering gjort i håbet om en storladen musikalsk oplevelse.
Et festfyrværkeri på en fredag
Det danske publikum er bedre end det svenske, som Wilson proklamerede. Selvfølgelig er vi det. Det var jo fredag, og selvom Falkoner generelt set leverede en koncertoplevelse, der var under al kritik, var lyden sprudlende. I hvert fald hvor denne anmelder var placeret. I aftenens anledning ledsaget af min far, der gennem de seneste år har udviklet en facinerende glæde for bandet. Et levende bevis på, at man aldrig bliver for gammel til at glædes over ny musik. For ham, og sandsynligvis en meget stor del af publikum, var det en førstegangsoplevelse med bandet, der levede op til alle forventninger.
Efter 'Blackest Eyes' indledte Porcupine Tree koncerten med trekløveret ‘Harridan’, ‘On the New Day’ og ‘Rats Return’ fra dette års udgivelse. Som det blev proklameret skulle vi naturligvis høre hele pladen. Et af meget få kritikpunkter. Derefter fik vi ‘Even Less’ fra ‘Stupid Dream’ (1999) – og så fik kvintetten på scenen for alvor de danske fans hengivenhed at føle.
Samlet set fik vi beundringsværdige 21 numre. Fremført til perfektion, og så alligevel ikke. Men det var nu rart at opleve perfektionisten Wilson træde forkert en enkelt gang. I fucked up this one, sorry! lød det fra forsangeren, da han indledningsvist fik leveret det forkerte vers på ‘Dignity’.
Med den undtagelse og humoristiske redning var scenen sat for en underholdende og oplevelsesrig aften. Wilson gestikulerede, som vi kender ham. Hænderne farede ud fra kroppen i hidsigt tempo og bød publikum op, alt imens vi fik hyggelige anekdoter fra bandets historie, ligesom publikums t-shirts blev analyseret. Som altid var den ikoniske frontmand tilstedeværende, men han virkede også mere afslappet fredag aften, særligt i forhold til når han står på scenen i eget navn. Mere rock ’n’ roll med de tilfældigheder og den energi, det kan medføre.
Ellers var det ren forkælelse. ‘Chimera’s Wreck’ stod stærkt og smukt som afslutning på aftenens første halvdel og var det af de nye numre på aftenens setliste, der fungerede bedst. Efter pausen fik følelserne frit løb. ‘Sentimental’ fik for alvor hårene til at rejse sig i nakken, ‘Anesthetize’ var et midlertidigt højdepunkt og den afsluttende trio, ‘Kollapse the Light Into Earth’, ‘Halo’ og naturligvis ‘Trains’ løftede koncerten op på det niveau vi alle havde håbet på.
Kunne man ønske sig mere? Det kunne man nok godt. Med så mange års fravær, var trangen til at dykke endnu dybere ned i bandets bagkatalog stor. Større end lysten til høre hele ‘Closure/Continuation’. Det er natuligvis præmissen for en album-tour, men man kunne måske godt have skiftet blot to af de nye numre ud med andre af bandets flotte kompositioner, der ikke har været luftet live i over et årti. Et mindre surt opstød, der ikke ændrer ved, at publikum netop fik den storladne musikalske oplevelse, som var håbet.
Forventningerne var høje, men Wilson, Barbieri og Harrison leverede i særdeleshed. Det samme gjorde den medbragte tour-duo, Randy McStine på guitar og Nate Navarro på bas. Det var en koncert, der som minimum gav to generationer af den samme familie, far og søn, en uforglemmelig oplevelse. En oplevelse der blev delt med håbet og ønsket om et snartligt gensyn. Aftenens koncert var i særdeleshed ventetiden værd.
En trist fodnote
Den følgende kritk er ikke rettet mod bandet, eller bandets beslutning om at afholde en mobil-fri koncert. Det er udelukkende rettet mod Falkoner og den måde “spillestedet” valgte at håndhæve netop det.
Enhver med kærlighed for musik værdsætter sandsynligvis at opleve en koncert, uden det foregår gennem en andens telefon. For undertegnede er det meget værdsat. Men det er stærkt kritisabelt, at have et security-team, der hiver folk ud fra publikum og ligefrem forlanger, at billeder og video slettes. Flere gange blev de uheldige koncertgængere endda sendt ud af siddedørene, så de kunne stille sig ned bagerst i salen. Hertil, skal vi være enige om, at det er telefoner i luften, der spærrer udsynet, der er problemet, ikke en telefon i hoftehøjde. I fredags blev der ikke skelnet og de uheldig publikummer kunne således risikere at få en skarp lysstråle lige i ansigtet eller en brovten reprimande fra en vagt. Det er fuldstændigt uacceptabelt.