Power-Party
En kedelig onsdag blev forvandlet til et herligt power-party i Roskilde.
Fire bands på plakaten med start klokken 18 på Gimle i Roskilde! Det tegnede til en tabersag, da Kamelot med hele tre supportbands tog turen forbi Roskilde onsdag den 22. marts. Devilution var på plads i køen kl. 17.30, og der var rent faktisk en kø for at komme ind. Den var ikke lang, men den var der. Man tænkte jo ellers, at det kunne være noget af en trist fornemmelse at skulle stå på scenen som første band præcis kl. 18 for at varme op for to vildfarne og garderobepersonalet. Men så slemt gik det heldigvis ikke.
Ud over Kamelot var det tre bands, som vi nok må erkende, at vi ikke rigtig har dækket på Devilution. Så vi gør lidt mere ud af at beskrive dem i anledningen af besøget i Danmark.
League of Distortion
Første band var League of Distortion fra Tyskland. Et relativt nyt band med kun et enkelt album på CV’et fra 2022 med samme titel som bandet selv. Bandet er stiftet af Jim Müller (Kissin’ Dynamite) og Anna Brunner (Exit Eden). Stilen er en slags nu-metal (hvis det overhovedet giver mening at anvende den betegnelse mere). Altså noget med rå afbrudte riffs, manglende guitarsoli og aggressiv vokal.
Der var ikke noget epokegørende nyt at finde i League of Distortions musik denne aften. Men bandet gik til opgaven med stort mod. Salen var ganske vist ikke blevet fuld endnu, men der blev taget godt imod bandet, og det kom helt tydeligt som en stor lettelse for Anna Brunner i fronten og blev modtaget med taknemmelighed.
">
Eleine
Efter en forbløffende kort pause med sceneskift var det så Eleine fra Sverige, der indtog scenen med semisymfonisk metal med elementer af black og death metal. Endnu en gang var det et band, der fik en flot modtagelse af publikum. Vokalerne i Eleine deles mellem Madeleine Liljestam, der står for den lidt spinkle kvindevokal og guitaristen Rikard Ekberg der støder til med growl.
Det er en gennemprøvet genre, og det er gjort bedre, end Eleine formåede denne aften og sikkert i det hele taget. Liljestram er bedst, når hun er i rock mode. Når hun forfalder til forsøge sig som sopran, må man bare konstatere, at der er et hav af bands med sangere, der gennem de seneste 20 år har haft flottere vokal.
Men helt skidt var det nu ikke, og bandet udstrålede overskud og var ganske fornøjelige og som på trods af inspiration af fra black og death viste humor og glæde fra scenen.
Myrath
Efter endnu et hurtigt sceneskift stod Myrath på scenen. Det var måske aftenens helt store overraskelse. Det er ikke ofte, at man støder på et tunesisk metalband på de danske scener. Myrath spiller progressiv, symfonisk powermetal og gør det godt. Musikken er tilsat mellemøstlige melodisekvenser, der virkelig giver noget ekstra.
Forsanger Zaher Zorgati synger godt og fremstod som en fin frontman på scenen i Gimle. I det hele taget spillede bandet bare godt. Særligt fascinerende var det at følge trommeslager Morgan Berthet. Der var ikke meget plads på scenen, så hans trommesæt stod ret tæt på scenekanten. Han lignede en, der netop var vågnet af en stjernebrandet og sad med med lukkede øjne og hovedet på skrå. Man han lavede mange fine små ting.
Myrath må bestemt gerne komme på besøg i Danmark igen. Det kunne fornemmes på publikum, at der også var høj grad af enighed herom.
">
Naturligt nok gik der lidt længere, inden aftens hovednavn var på scenen. Men efter en lille halv time stod Kamelot der så. Bandet havde netop udgivet et nyt album ugen før, og fra det blev der naturligvis fyret nogle sange af. Heldigvis blev der også spillet en lang række sange fra Kamelots efterhånden store bagkatalog. Tommy Karevik er en god sanger. Der vil altid være fans, der savner Roy Khan, som var sanger på Kamelots måske bedste udgivelser, men Karevik er trådt i karakter. Desværre var der tidspunkter, hvor nuancerne i hans vokal druknede en anelse i bandets kompakte lyd i Gimle.
På Kamelots albums er der stort set altid gæster, blandt andet i form af duetter kvindelige vokalister. Bandet skal have ros for endnu en gang at have taget en af disse sangerinder med på turne, i stedet for at lade sangen ligge på backtrack (det var der for øvrigt eller så rigeligt af hos alle fire bands).
Denne gang var Melissa Bonny, som også synger på bandets seneste album ’The Awakening’. Melissa Bonny var fremragende til koncerten.
">
Hvad der truede med at blive en lang og skuffende aften, endte med at blive en stor fest. Den var stramt styret tidsmæssigt, men det var fint. Og alle bands levede nok op til deres maksimale potentiale. Og det må også have givet ekstra gejst for især supportbandsene, at de stod over for så begejstret et publikum. Så topkarakter til publikum.
Gak og løjer
Det kan undre, at alle fire bands brugte temmelig meget tid med få folk til at synge med. Med at opdele salen i hold, som skulle synge sammen eller mod hinanden. Når man kun har en halv time som supportband, virker det måske lidt overdrevet. Men mon ikke man undervejs i starten af turen har luret hinanden af og fundet ud af, at det virker. Det gjorde det i hvert fald i Roskilde, hvor publikum var med på spøgen. Det virkede ikke, som om der var nogen, der var det mindste skuffede onsdag aften i Gimle.
På vej ud i regnen var der en blandt publikum, som sagde til sidemanden: ”Man kan undre sig over, at et band som Kamelot må nøjes med at spille på Gimle, når Sabaton kan spille i Royal Arena”. Hvortil makkeren replicerede ”Sabaton har også Babymetal som opvarmning”.
Det grinede vi meget af den aften i regnen.