10 hurtige – Jens Peter Storm

Death, Megadeth og Entombed er blandt favoritterne hos Jens Peter Storm fra Thorium, der er aktuelle med deres syvende udspil Suburban Rot. 

Gennem tre årtier har Jens Peter Storm sat sit aftryk på dansk dødsmetal. Fra guitarist på Dominus’ fremragende plader i 1990’erne til at være kompositorisk anker i Thorium, der i juni udsendte deres syvende udgivelse ‘Suburban Rot’.

I anledningen af den hæsblæsende plade har vi stillet den 50-årig JP, som han kaldes, ti hurtige.

Hvad er dit første minde med Heavy Metal?
Det, som lige umiddelbart kommer til mig, er da jeg måske har været en 13-14 år og sad og tunede på en FM radio og fandt Christiania Pirat Radio, som spillede Obituary. Jeg kan huske, at jeg syntes, det lød helt afsindigt smadret og kunne slet ikke forstå, at man kunne lytte til det som et musikalsk udtryk. Jeg tror, det var før min første metal koncert, som var AC/DC, Metallica, The Black Crowes og Queensrÿche på Gentofte Stadion i 1991, som nok var deromkring, jeg stoppede med at klippe mit hår. 

I den alder hang vi også ud med en ældre Heavy Dude, Henrik, som havde sin egen lejlighed. Den var indrettet med en madras på gulvet, en lænestol og en gigantisk Iron Maiden samling, hvor vi kunne drikke bajere og høre heavy. Jeg har en helt klar erindring om, at det var på Henriks madras, hvor jeg hørte S.O.D.’s ‘Speak English or Die’, som fik mig hooked på dobbelt stortromme og hurtig guitar.  

Og så er der selvfølgelig, med fare for at eksponere sig selv som en wanker, Metalfabrikken med Weirgang og Hyr, som helt sikkert også har gjort indtryk og været en introduktion til heavy metal-kulturen. 

Hvem er dine favoritbands gennem tiderne?
Gennem tiderne må det sgu næsten være Death, skarpt forfulgt af Megadeth, Testament og Entombed. Chuck Schuldiner var i mine ører Metallens Mozart. Hans originalitet og  musikalitet spænder så bredt, at uanset hvilken slags metal, man spiller, er der altid inspiration at hente her. 

Megadeth kan man også altid smide på konfirmand-racket. Det bliver jeg aldrig træt af, og det er jo nok fordi, det er pisse godt skrevet, og at det er skrevet af en rigtig guitarist, som virkeligt forstår/at skrive et godt riff – ligesom AC/DC. Jeg tror også, det er det samme, der gælder de to andre bands.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Ja, det er jo lidt et tricky spørgsmål. Der er jo mange store musikalske helte, som det kunne være spændende at møde og forsøge at indlede en nørdet samtale med, men som på det menneskelige plan måske ville være knapt så givende at drikke øl med.

Jeg forestiller mig, at jeg kunne få nogle gode timer til at gå sammen med Michael Schenker. Som musiker rammer han mig, og jeg ville ønske, at jeg kunne spille som ham og besad hans musikalske begavelse. Og så har han jo en historik, der er afsindigt spændende og inspirerende.

Tror også det kunne være fedt at drikke en pint med Rob Halford. Jeg læste hans selvbiografi, Confess, og han virker også til at være et meget begavet, sympatisk og inspirerende menneske.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Ha ha, det her spørgsmål, har jeg fået før og hver gang, jeg får det spørgsmål, kan jeg aldrig huske, hvad jeg svarede sidst. Jeg er nok ikke typen, der kategoriserer og ranglister. Og så er det  jo også umuligt at vælge fem, når der findes så mange fantastiske album. Men jeg kan jo  starte med S.O.D. ‘Speak English or Die’, som for mig står som et absolut mesterværk. Ikke så meget i forhold til ypperlige kompositioner, men i forhold til nerve og intensitet. Det album er bare fucking indbegrebet af heavy metal.  

Hvis jeg så skal tage et par mesterværker valgt på ypperlige kompositioner, så må det være  Deaths, ‘Symbolic’ og Dissections ‘Reinkaos’. Det er to enormt velskrevne album og veludført af ekstremt talentfulde musikere. Jeg tror, at Carcass’ ‘Heartwork’  også hører med her. Det er også et album, jeg altid kan sætte på. 

Der må helt sikkert også blive plads til et album med Entombed og så Sepulturas ‘Arise’. Sepulturas kulturelle baggrund giver en variation i udtrykket, som er enormt  klædeligt for genren i deres tilfælde. Og med hensyn til Entombed, der har jeg to absolutte favoritter: ‘Wolverine Blues’ og ‘Uprising’ – og når nu jeg skal vælge én bliver det ‘Uprising’, og her er vi igen tilbage, at det er nerve og intensitet, der gør udslaget. 

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Den oplevelse, der har printet sig fast i hukommelsen som den bedste nogensinde, var Waltari på Viften i Rødovre engang tilbage i 90'erne. Det ramte mig, de var nærværende med  publikum og spillede fedt og svingede røven ud af bukserne – jeg tror også, overraskelsesmomentet har haft noget at sige. Jeg havde nok ikke forventet at niveauet ville være så højt. 

Men igen er det jo svært kun at nævne én – jeg føler at jeg også er nødt til nævne Rainbow på  Femøren, Ten Years After på Grøn Koncert og Invocator på Barbue, alle tre var blandt mine helt  store helte, da jeg var teenager, og det var selvfølgeligt helt orgastisk at opleve dem live helt tæt  på. 

Hvilken platform bruger du til at opdage ny musik?
Mine ører og mit netværk. Nu om stunder sker det mest, når jeg er ude til festivaler, eller når vi spiller live, at de bands vi spiller sammen med rammer mig, og jeg må hjem og dyrke det. I Dominus-tiden var det helt sikkert Michael Poulsen, der var min platform, hold kæft han har  introduceret mig til det meste.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Whitesnake, ikke fordi jeg på nogen måde synes, der er noget skamfuldt over den slags musik  eller mener, at man kan tillade sig at dømme noget så subjektivt som andre folks musiksmag. Men når nu vi skal tale guilty pleasure, må jeg indrømme, at i disse tider, hvor kønsdebat og andre relaterede emner af og til fylder lige lovligt meget, så er det enormt befriende og en stor  nydelse at høre Whitesnake.

Hvilke fordomme er du blevet mødt af som heavy-fan?
Jeg synes ikke, jeg møder det så meget mere. Det var mere, da jeg var teenager. Her var fordommene, at jeg var racist og kriminel. Det med racismen var mest, når man var ude i nattelivet og var uheldig at møde en gruppe indvandrere, der synes man skulle have tæv, fordi man var langhåret og havde kraftedmejakke på, så var man jo helt sikkert et "dansk racist svin". 

Det med at blive mistænkt for at være kriminel var mest noget politiet praktiserede, når man helt uden grund blev stoppet på gaden og kropsvisiteret. Andre fordomme med satanisme og den slags kan man jo sige, at man selv har lagt i kakkelovnen til.

Hvilke gode oplevelser har du haft i metalmiljøet?
Jeg bliver altid meget rørt, når jeg oplever den omsorg, der er for hinanden i metal-miljøet. Jeg kan også vende den om og sige, jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg nogensinde har haft  dårlige oplevelser i metal miljøet. For mig handler det meget om at give noget til scenen, god stemning, sammenhold og medmenneskeligt nærvær, og så får man jo en masse igen. Jeg bliver altid så overrasket, når jeg møder folk som citerer mig for noget som jeg har sagt eller gjort, og som har gjort indtryk på dem, det føles som en kæmpe gave, hver gang det sker.

Hvorfor er du heavy-fan?
I bund og grund tror jeg, at det skyldes, at jeg betragter verden med en vis skepsis og har indre modstand mod ukritisk at følge en mainstream-kultur. I mine unge identitetsskabende år var denne følelse også ledsaget af en trang til at provokere og teste grænser, og her var metal-miljøet så den perfekte platform. Jeg tror min datter vil sige, at det er fordi, jeg også er på spektret. Og så er det vel også så simpelt som, at det musikalske udtryk og univers berører nogle emner som rører mig og interesserer mig – guitar er bare fedest med masser af distortion.