AMF 2018: ”Hurtigere! Vildere!”
Nogle gange er det svært at vurdere, hvorfor en koncert ikke bider sig fast, selvom alt er, som det skal være. Det svage fremmøde hindrede måske Rising i den store forløsning.
2. Salted Earth
3. All Dirt
4. White Heat
5. Empirical
6. Death of a Giant
7. Hunger And Exile
8. Old Jealousy
9. Kill Automation
Det er ikke mere end to uger siden, Rising udgav 'Sword and Scythe', deres fjerde opus. Et album, der har tilføjet mere melodiøsitet og schwung til den mere tunge, riffbaserede sludge, der præger deres tidligere udskejelser, og hvor Morten Grønnegaard bedre har fundet sin plads i bandet efter forgængeren 'Oceans Into Their Graves', som var hans første bedrift med Rising og deres første album med ren vokal. På den vis også et skillemærke i bandets udvikling, som også glimrende eksemplificeres ved, at der ikke spilles så meget som et eneste nummer før Grønnegaards tid i bandet, og det er også kun for det bedre. Dynamikken og musikaliteten på 'Sword and Scythe' er med længder det mest solide, vi endnu har hørt fra deres front, og det viste denne en halv time korte koncert også.
Førstesinglen 'Salted Earth' lagde tungt ud med heroisk guitarspil fra sangskriver Jacob Krogholt, mens et 20 mand fattigt publikum prøvede at holde bandet til ilden. Ikke fordi Rising ikke selv gjorde, hvad de skulle, for der var et drive over koncerten, som vi ikke har set tidligere, og som bl.a. blev en af deres anker sidste år på Copenhell. Især bassist Bjarke Lassen og rytmeguitarist Anders Bo Rasmussen gjorde sit til at skabe liv på scenen med behørig schwung og vrik med hofterne, til tider måske tenderende til det overdrevne, men trods alt hellere det end at køre den hjem på perfektionisme og stive nakker. Rising har tydeligvis masser af gejst og indlevelse og har fundet relativt sent i karrieren fundet en spilleglæde, som virkelig klæder dem. Så gør det mindre, at Morten Grønnegaard enkelte steder pressede sin stemme til det yderste og måske virkede lettere forceret.
Det er dog små skår i glæden, og Risingleverede et rigtig godt show med både et drive og en nerve, som nærværende anmelder ikke tidligere har hørt fra dem live. Især skæringer som 'Empirical' og 'Hunger and Exile', sidstnævnte med blæret trommespil fra Martin Niemann, stak ud som højdepunkter undervejs, hvor kompositionerne og den rene vokal gik op i en højere enhed.
Det ændrer dog ikke på, at det ufatteligt svage fremmøde, som var firedoblet blot en halv time senere, lagde en dæmper på omstændighederne. Rising gik på kl. 16 og altså ikke så tidligt, at folk ikke kunne være kommet, uanset hvor slemme tømmermændene var fra aftenen før, hvis blot viljen havde været til stede. En enkelt råbte ”Hurtigere, vildere!” midt i koncerten, hvilket bandet godt så ud til selv at kunne se det komiske i i så tom en sal, men Morten Grønnegaard valgte da alligevel at gentage parolen et par gange inden næste nummer.
Måske var Rising ganske enkelt fejlcastede? Den kæmpe begejstring, som Whoredom Rife blev mødt med efterfølgende, kan ses som folkets bekræftelse herpå. Det ændrer dog ikke ved, at Rising for så vidt leverede en velskåret, selvsikker koncert, der yderligere verificerede kvaliteterne ved deres seneste opus.
Stemningen og folket var bare ikke med dem.