Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Built to last!

Populær
Updated
Built to last!
Built to last!
Built to last!
Built to last!
Built to last!
Built to last!
Built to last!
Built to last!

En aften af de absolut bedste var, hvad Sick of It All bød på i Malmø, hvor svenskerne også havde et es i ærmet.

Titel
+ Mörbulad + Fatal Fury
Spillested
Dato
27-10-2016
Trackliste
Take The Night Off
Injustice System
It’s Clobberin’ Time
Good Looking Out
Road Less Travelled
Lifeline
Black Venom
Death Or Jail
Step Down
Losing War
Just Look Around
Sanctuary
DNC
Uprising Nation
Scratch The Surface
Busted
Machete
America
World Full Of Hate
Us Vs. Them
Built To Last
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Det vides ikke, hvorfor Sick of It All ikke spillede i København på Sigurdsgade, som der ellers stod på tourplakaten, men i stedet på det malmøske spillested Babel.

Over sundet skulle man i hvert fald, hvis man ville være med til at fejre de new-yorkske hardcorelegender.  Spilletstedet har eksisteret siden 2008, men som ellers ikke har så vandvittig meget hård musik på programmet (p.t. er der kun Helmet 1. februar, hvis man skulle få lyst til at se dem et nyt sted).

1-0 til Sverige
Men koncerten havde nu et dansk islæt, da det første opvarmningsband – Fatal Fury – er netop dét. Gruppen virker ganske ny og er i hvert fald ikke specielt kendte, så man må sige, at de var godt scoret at få en opvarmningstjans til selveste Sick of It All. Stilen er hardcore af den gode gammeldags slags, og det var i og for sig OK, uden at det dog satte sig store mærker i sjælen – dertil var det en tand for generisk. Også leveringen var godkendt, men var trods alt lidt stiv i betrækket.

Det efterfølgende band var svenske Mörbultad, og de var på alle parametre bedre end Fatal Fury. Choppene var skarpere og ondere, og trommespillet mere detaljeret. Et brag af et orkester, der i bedste sportsånd fik banket vrangen ud på Fatal Fury. Og det gav god mening at sammenligne, da også Mörbultad gav den med en klassisk gang hardcore med samme amerikanerinspirationer som danskerne.

Mörbultads forsanger Nicklas Malmquist var i øvrigt en sjov og underholdende størrelse. Han leverede et meget energisk show. Babel har et forholdsvis lille gulv foran scenen, men til gengæld flere mandshøje niveauer stigende mod bagvæggen. Malmquist fik udnyttet cirka det hele, men fik også brugt lidt vel meget tid på at have ryggen til publikum for at kunne beundre Sick Of It Alls bagtæppe. Men det var i dette lidt spøjse møde mellem på den ene side drengebenovelse og på den anden side svensk musikalsk professionalisme, at Mörbultad virkelig kom til at leve.

Mestrene i storform
Og så var der selvfølgelig mestrene selv. Sick of It All. Et band, der har været med til at skabe hardcoregenren i dens newyorkske afskygning, og et band, der bare nægter at give op. Og hvorfor skulle de også det? Få andre orkestre formår at give en følelsen af at hænge med vennerne, når man ser på dem. En følelse, de da også er meget bevidste om, når forsanger Lou Koller i forskellige formuleringer får slået fast, at så længe vi – publikum – er der, vil de også være der.

Og hvilket nummer er bedre til at begynde med end ’Take the Night Off’? Sangen er en af bandets absolut bedste og fanger præcist, hvad Sick of It All går ud på: Det kan godt være at verden er noget lort, men i aften fester vi: ”Lets celebrate that we don’t give a fuck”, som der synges.

Og ingen fucks blev givet. Da folk først var kommet forbi den lidt aparte flaskehals, der er mellem barområdet og gulvet, var det en veritabel hardcorefest med sange fra hele karrieren, hvor ’Death or Jail’, ’Scratch the Surface’ (med en wall of death) og ’Uprising Nation’ gjorde sig godt. Det var en aften i forbrødringens tegn, som det altid er med Sick of It All. Hanner og hunner. Unge og gamle.

Det med alderen blev nu også humoristisk kommenteret af Lou Koller, der korrekt konstaterede, at de unge vil have ”that kung fu breakdown” og derfor ikke kunne finde ud af at danse til det hurtige. De gamle vidste godt hvordan man gjorde dét, men var for gamle til at danse overhovedet. Alderen er nu ikke noget, der virker trykkende på de fire amerikanere, der hopper rundt, som var de stadig i tyverne.

Det var alt i alt en aften af det bedste – som det så ofte er med Sick of It All: Professionalisme møder showmanship og hjertevarme. Passsende på alle måder at den skulle slutte med den snart tyve år gamle ’Built to Last’.