Sikke en energi!
PopulærDer var fart over feltet hos Mike Muir med venner i bandkonstellation nummer ”gud ved hvad” af legendariske Suicidal Tendencies.
Danske Last Mile havde erhvervet sig tjansen som opvarmere for de legendariske crossover band Suicidal Tendencies. Forsanger Laurits Medom havde valgt at tage udfordringen op om største løbepensum mod mesteren ”Cyco” Miko. Laurits tabte! Selvom der blev løbet meget og manisk fra side til side, havde det slet ikke samme gennemslagskraft, effektivitet og funktion som hos hr. Muir. Det virkede blot rastløst.
Der blev klappet høfligt af Last Mile, men bandet formåede aldrig rigtigt at vinde publikums kærlighed, selvom de korte, kontante sange blev leveret ganske fint og med brede smil fra guitarist Bredahl. Lyden kunne også have været noget mere defineret, men det gik an og udover sange fra debuten blev det også til noget helt nyt materiale, hvor der dog sneg sig en ubetydelig fejl ind fra trommeslagerens side. En fejl af den type som mest opdages på grund af udtrykkene i ansigterne på bandmedlemmerne. Det var ægte hardcore, hvor energien lige havde fået kappet toppen af. Måske fordi publikum var lidt afventende, for på de noget mindre scener er Last Mile hørt og set bedre.
Og hvad ventede publikum så på? S.T! Crossover-bandet Suicidal Tendencies helt sikkert. Det var tydeligt fra starten, og hvor kunne man andet end at lade sig rive med, når bandet går på med en så voldsom energi og en forsanger i bandleder Muir, der sprællede med armene på sin sædvanlige karakteristiske vis. Med en så dedikeret forsanger kan resten af bandet nemt blive forvandlet til statister, men det var nu kun leadguitaristen, der ikke rigtigt flyttede sig ud af stedet. Både den velspillende bassist og den i klassisk S.T-outfit klædte guitarist Mike Clark havde også en del krudt i røven.
Intensitet og en underholdende trommesolo
Hvis der ikke var nok gang i mosh-pitten, så kom der det for alvor efter et par sange, når fede ”Subliminal” gik over i den thrashede ”War Inside My Head”. Der var masser af fede overgange mellem sangene, og naturligvis også en masse bullshit fra Cyco Mikos mund. Sådan er det – og sådan skal det være. Hitsene var i overtal: ”I saw Your Mommy”, ”How Can I Laugh Tomorrow” og ”Possessed to Skate”, alle gamle sange, som alligevel klarede at få indpasset noget nyere materiale ind, uden at old-school-fornemmelsen gik tabt.
Den store energiudladning hos både band og publikum betød en voldsom og trykkende varme i salen. Fugtigheden var på 100 %. Intensiteten blev stort set bevaret koncerten igennem alligevel, dette til trods. En lille pause – for en del af bandet – blev det til da Eric Moore gav en underholdende trommesolo. Kendte man ikke manden i forvejen var overraskelsen nok stor over tempoet og hans adræte trommeri. Der er vel tale om ca. 200 kg burgermuskler, der får trommesættet til at ligne et til børn. Men bundsolidt var det, og hurtigt når det var påkrævet. Trommesoloen bød mest på tricks med flyvende stikker og den slags, og det skabte stor jubel. Det imponerende skue berettiger til at denne artikel følges af youtube-video, hvor Erics spil kan nydes fra et andet live-show.
Måske var der ujævnheder i lyden, niveauer der kunne have været bedre og et lydbillede, der ændrede sig lidt rigeligt afhængig af hvor man stod. Utroligt mange fløj dog rundt i ”pitten” og de har alle fået et godt sammensurium af lydens forskelligheder samt motion for flere dage. Den voldsomme intensitet og en god sætliste, der vel kun for alvor savnede én sang, ”Institutionalized”, opvejer for diverse lydbøvl. For det var i sandhed en fed, fed koncert.
Karakterer:
Last Mile: 2
Suicidal Tendencies: 5
Et eksempel på en Eric Moore solo:
Klassikeren "War Inside My Head" i officiel live-video: