RF '13: Sværdet blev aldrig skarpt
PopulærThe Sword var en uskarp skygge af sig og svigtede de få fremmødte publikummer.
The Sword var i topform tilbage i januar, da de riffede Vega sønder og sammen. Altid med tilbagelænet stil på scenen fører frontmand John D. Cronise texanernes musik frem uden de store armbevægelser. I Lille Vegas optimale rammer fungerede Cronises attitude som nævnt glimrende til musikken, der ganske cool bare får lov at tale for sig selv.
Og hvis der er noget, som The Swords suveræne samling af guitarriffs lige præcis kan, så er det at tale for sig selv. Desværre blev det bare aldrig til mere end hvisken, da kvartetten halvsnorkede sig gennem koncerten i Odeon-teltet søndag eftermiddag.
Svagt leveret
Bandet tog ellers gode ting op af godteposen med svedige numre som ’Lawless Lands’, ’How Heavy This Axe’ og debutens ’Freya’ og ’Winters Wolves’. Numrenes råstyrke kom bare for sjældent ud over scenekanten. Hvad der under bandets forrige besøg på dansk jord føltes som en seriøs knytnæve i fjæset, var under koncerten her leveret med samme pondus som en slap lussing.
Gruppen lignede ikke et band, der havde meget mere lyst til at stå på scenen, end metalfolk har lyst til at stå og se på Rihanna. Urimeligt og skuffende.
Nu var der heller ikke mange publikummer, som havde fundet vej til Odeon, og synet af det halvtomme telt levede måske ikke op til John D. Cronises forventninger om at debutere på Nordeuropas største musikfestival.
Fest frem for musik?
Generelt virker der dog til at have sneget sig en tendens ind blandt nutidens festivalgæster, der går på, at festen på campingpladsen trækker mere end oplevelsen af ukendt territorium i form af små og mindre kendte bands. Ikke at undskyldningen er acceptabel for en sløj indsats. For koncerten var en sløj oplevelse, og som undertegnedes sidemand konstaterede, blev det danske publikum igen snydt for ’Iron Swan’. The Swords hårdeste nummer, som nok havde kvikket både band og publikum lidt op. Det havde været tiltrængt, for ingen af delene virkede skarpe nok denne gang. Ærgerligt.