Svaner i evig forandring
Michael Gira har fortsat masser af dystopi på sinde og fik VEGA med sig under en to en halv time lang maraton-koncert en sen tirsdag aften.
The Beggar
The Hanging Man
Ebbing
The Memorious
Cathedrals of Heaven
No More of This
Cloud of Unknowing
Birthing
Det er svært ikke at lade sig imponere over Swans gang på gang. Et usædvanligt orkester som de er med udstikkere i diverse retninger – tidligt i karrieren i særdeleshed mod industrial og noiserock. Som 90'erne trådte i kraft omfavnede de post-rockens indledende faser, og efter et længere ophør, hvor frontmand Michael Gira fokuserede på sit eget projekt Angels of Light, vendte de så tilbage i en ny inkarnation i 2010, hvor førnævnte elementer blev tilført en mere dronerocket side – og det er så hovedsageligt de fire elementer, der vekselvirker i Swans-universet den dag i dag.
Et andet, gennemgående element er kompromisløsheden – man skal grave dybt for at finde momenter i karrieren, hvor de bløder op for den altopslugende, apokalyptiske tone, der udgør deres grundtone, og de fleste af de tilfælde er da også bedre tjent ved ikke nødvendigvis at blive fremhævet med navns nævnelse. Swans er så absolut kunstnere, ikke entertainere, hvilket vel i og for sig også forklarer, hvorfor de overvejende kun forholder sig til deres aktuelle materiale og kun meget sjældent siden 2010 har spillet noget som helst fra tidligere inkarnationer af bandet. Alle på scenen har således været med til at forme det, der bliver spillet, og det skulle da også gerne bidrage til at øge indlevelsen og nærværet – både for Swans selv og for os som tilskuere.
Orkestratoren og de nye svaner
Efter en halv times twangy hillbilly-country over højttalerne indtræder bandet én for én. Sidst på stolen i front: Gira selv, der beder lysmanden om at tilføje mere lys i salen. Her er det ikke dissonante lyssætninger, der skal forvrænge koncerten, og det klarer bandet da også fint selv fra første færd. En tyve minutter lang, messende affære, indledt af en ensom, klimprende E-mol, mens et af deres mest bærende kræfter i aften, Kristof Hahn, tilføjer støjende kolorit på lap steel-guitaren. Langsomt indfinder de øvrige fire sig i lydbilledet – Christopher Pravdica på simpelt pulserende bas, Phil Puleo med tilsvarende markeringer bag trommerne, Dana Schechter med brede keyflader og Larry Mullins med klokker og raslende percussion – og alt bygger op på drone-rocket vis på vej mod det ultimative crescendo. Enden, hvor Gira rejser sig fra stolen og dirigerer bandet – det ene øjeblik med armene svajende fra side til side for dynamisk at styre lydtapetet på tværs af instrumenteringen; det næste med armene op og ned for konstant at stoppe og starte al lyd på scenen i minutter af abrupte anslag.
Swans-koncerter er på flere punkter svære at sætte ord på. Et bombardement af sanserne, der nærmest tenderer det psychede i de mentale efterdønninger, hvor du bliver suget ind i rytmer så minimalistisk simple, og så alligevel så kryptisk organiserede, at du aldrig helt ved hvor du er på vej hen. Heller ikke selv om jeg havde forberedt mig godt på den blot tre måneder gamle 'The Beggar' forinden, for én ting er hvordan nummeret er indspillet – en anden er at høre det udtrykt mere frit i live-formen.
Tag fx 'Cathedral of Heaven' fra forgængeren, hvor Puleo bærer meget af nummeret med en rangle af bjælder, der driver afsted som lyden af tøvende hestesko, mens Schechter og Hahn begge tilfører lidt dissonant kant, Gira udfolder sine hylende skrig, og nummeret ekspanderer til over det dobbelte af sin oprindelige længde.
Bedst slipper de afsted med den trippy 'The Memorious', hvor Pravdicas krautede basforløb og Puleos pumpende stortromme giver lidt punchy afveksling fra det tungt drone-rockede, og hvor Gira igen svinger dirigentstokken.
Værst i den banale 'No More of This', der vel er det nærmeste, Swans kommer på en en ballade, med sangtitlens mantra gentaget gang på gang i drømmen om et bedre liv hinsides, som et produkt af tanker om døden under pandemien. I det mindste konstaterer Gira lakonisk efterfølgende:
"Did that sound like 'Little Drummer Boy' to you? Could you imagine Bing Crosby singing that?"
Jeg er ked af at sige det, men ja.
Øvelse gør mester
Selvom det umiskendeligt altid er en bjergtagende affære at lægge både øjne og ører til Swans' grænsesøgende apokalypse-rock, så er det dog ikke i dag de topper deres koncerter i fx Konservatoriets Koncertsal i 2012 eller Den Grå Hal i 2017. Dertil er deres seneste materiale, som hele koncerten beror på, desværre ikke konsistent nok, og det virker som lige lovligt overkill at primært fokusere så stærkt på 'Leaving Meaning' og 'The Beggar' i to og en halv time. Med det sagt er indlevelsen unægteligt imponerende, og især Puleos vekslende virkemidler, Pravdicas krautede rundgange og Hahns dissonante indspark tilføjer hver sit til Swans-paletten. Måske mere tid sammen i denne konstellation vil styrke slutproduktet og resultere i noget større, der bedre kan holde distancen – der er i hvert fald intet, der tyder på, at 69-årige Gira har tænkt sig at lægge Swans på hylden lige foreløbig, og med det bidrag de giver til den tungere del af rockverdenen kan vi kun være taknemmelige for mere.