Copenhell 26: Latterligt nonneshow
Populær
Det kontroversielle konceptband Dogma åbnede Copenhell med en koncert, der var på niveau med en diletantisk dårlig pornofilm.
2. My First Peak
3. Made Her Mine
4. Fate Unblinds
5. Carnal Liberation
6. Like a Prayer
7. My Matricidal
8. Father I Have Sinned
9. Pleasure From Pain
10. The Dark Messiah
Heavy metal kombineret med teater har altid været et hit. Fra Alice Cooper og KISS over King Diamond til Ghost. I 2019 opstod ideen til konceptet Dogma, der blev udtænkt af forretningsmanden Ian Di Leo. Visionen var fem syndige og sexede nonner på scenen. Musikken og teksterne var allerede skrevet bag kulissen, og de fem medlemmer kom igennem nåleøjet til auditions, hvor udseendet kom i første række og talent på instrumenterne i sidste.
Missionen lykkedes, og med debuten ‘Dogma’ i 2023 og koncerter, der trak flere og flere publikummer til sig, gik det strålende. Indtil for ni måneder siden, hvor karakteren i front, Lilith aka Grace Jane Pasturini, sammen med Dogmas to guitarister forlod bandet og stod frem i medierne med en historie om, at medlemmerne var pålagt at underskrive kontrakter, der udnyttede dem groft. Vilkårene var sølle 100 dollars per show, ingen royalties og juridiske trusler, hvis de på nogen måde åbnede munden og fortalte om forholdene.
Det vakte i den grad opsigt i metalmedierne, da Grace Jane Pasturini sked på truslerne og stod offentligt frem og satte fokus på de vilkår, kvinder har i musikbranchen. Så længe det varede. Her ni måneder senere er debatten glemt, og Danmarks største metalfestival har tilsyneladende ingen problemer med at hyre et kontroversielt band, der arbejder under slavelignende forhold. Men de nye skuespillere i rollerne som Lilith, Rusalka og Lamia har selvfølgelig også selv valgt jobbet, kan man sige.
Men hvad kan man så sige om det åbningsshow, kvintetten leverede på den femtende udgave af Copenhell?
Absolut intet positivt. Gennem 45 minutter gav Dogma en dilettantisk opvisning i et indstuderet og middelmådigt heavy metal-univers, der spiller på sex og synd.
Vi fik alle klicheerne med pivringe twin-guitar-soli og riffs, der mindede om et elendigt plagiat af Ozzy Osbournes hits i 1980’erne. Den nye Lilith sad nærmest konstant på hug med spredte ben, og det var svært at gennemskue, om mændene i pitten svedte eller savlede. Lilith vred sig rundt som Madonna i sin storhedstid, og gudhjælpemig om vi ikke også fik et cover af ‘Like a Prayer’. Vorherre til hest! Det lød ad helvedes til, og det var i den grad åbenlyst, at medlemmerne er valgt på udseende og ikke på evnerne.
Hele seancen var mere latterlig end sexet, og hvis forestillingen ikke visuelt var slem nok, så er teksterne. ‘Father I Have Sinned’ handler om at få pik, og i ‘Made Her Mine’ får vi serveret fingre i fissen. Det er tekster skrevet af mænd og serveret af letpåklædte kvinder. Og når de anonyme musikere eller rettere sagt skuespillere får nok eller træder ved siden af, bliver de erstattet af nye, anonyme og kønne ansigter.
Det er intet autentisk heavy metal over Dogma. Det er en kvalmende metervare, der aldrig burde have været serveret.