Tilbagelænet klasse
PopulærVariationen i numrene og den tilbagelænede klasse, gjorde aftenen til en triumf for The Haunted.
Nogle gamle drenge omkring de fyrre, er, hvad vi har at gøre med her, og som band har de huseret i 15 år, selvom alle ikke har været med fra start eller været med hele vejen undervejs. Som konstellationen er nu, er orkestret dog kun en trommeslager fra at være i originalopstilling. Og da vårharen bag gryderne har været med siden '99 må man sige, at der har været tid til at spille sig ind på hinanden. Hvilket aftenens show ikke efterlod nogen tvivl om, at de havde.
Glat cruisen
The Haunted har et efterhånden ganske respektabelt bagkatalog, overvejende fyldt med den enkle thrashmetals svar på melodød. På forrige udgivelse 'Versus' drejede kvintetten dog af fra denne hovedvej og kørte mod mere rockede egne. Med 'Versus' var det en lidt bumpet kørsel, der dog er gået over i glat cruisen, efter at retningsskiftet synes at være lykkedes på seneste album 'Unseen', som har fået fine anmeldelser raden rundt.
Høj koncertstjerne
Som koncertorkester har The Haunted en høj stjerne, og det skuffede heller ikke denne torsdag på The Rock, hvor det leverede nyt og gammelt med stilet tilbagelænethed, uden at gnisten var fraværende. Især den danske trommeslager Per Møller Jensen udviste en nærmest jazzet coolness, og sad som detonationernes urværk og doserede eksplosionerne. Men også bandets svenske flertal viste alderens klædelige selvsikkerhed, og havde ikke travlt med at bevise noget – bare spille.
Musikken flød naturligt og alle enkeltdele var til at tyde i lydbilledet samtidig med at de gav mening i sammenhængen. Og hits fra fortid og nutid afløste hinanden i en fin række, hvor især forskelligheden mellem de forskellige numre gjorde sig, og man blev mere og mere klar over, hvor stort et band The Haunted i grunden er – måske et helt klassisk ét af slagsen. Ét der fortjener en skæbne af de helt store, men hvis alder nok gør, at det ikke bliver større end det er nu – men måske det også er fint nok...