Torsdag, ikke lille fredag
Aftenens tre bands kan med fordel sætte sig ned og lære af hinanden til næste gang, da de på godt og ondt stod med vidt forskellige styrker og svagheder.
Hvornår er det torsdag, og hvornår er det egentlig lille fredag? Det kommer nok an på, hvad man vælger at foretage sig i timerne efter fyraften. På den front var aftenens bands altså ikke helt enige.
Aftenens første præstation var fra sludgerne Dying Hydra, og det var lidt af en vekslen i forhold til deres koncert på Loppen tidligere på måneden. På Loppen blæste de nemlig lokalet sammenspilsmæssigt og sonisk sønder og sammen men haltede lidt efter med tilstedeværelsen på scenen. I aften var det lige modsat. Deres energi og tilstedeværelse var hammergod men deres sammenspil led. Om det så var fordi, de omlagde prioriteterne for deres optræden, eller de var lidt ved siden af sig selv, er svært at sige.
Men noget som bandet har rigtigt godt styr på, er at sammensætte et godt sceneset, og hvordan de skal lægge trykkene i sangene for at hæve og sænke dynamikken. De ved lige, hvornår der skal syres, og hvornår der skal smadres.
Det kan godt være at selve koncerten fandt sted i en mørk og lille sal i centrum af København, men det afholdt ikke Terminalist fra at tage på intergalaktisk korstog. Energien var vildt god, og de spillede, som om det gjaldt deres liv. Det var bare svært at høre bassen og de to guitarer fra hinanden, men på trods af det kunne man fornemme at sammenspillet såmænd var godt nok. Instrumenterne kunne bare ikke rigtig trænge igennem mixet.
Humøret var dog højt, og publikum prøvede sig endda med crowdsurfing. Og da frontmand og tidligere herværende skribent Emil Hansen spurgte ”har i det hurtigt?”, var svaret åbenlyst "JA"! Det var derfor virkelig fedt at opleve Terminalist piske en så høj stemning op. Der var desværre bare mange detaljer, der gik tabt og det var en skam.
Hovednavnet Dirt Forge fulgte så efter ved at have godt styr på lyden og sammenspillet men manglede så i stedet noget indlevelse i deres optræden. Altså det lød helt vildt godt, og de var meget selvsikre, men måske så selvsikre, at det blev en smule kedsommeligt at overvære. De var der ikke for at overbevise nogen. Sættet var dog godt sat sammen, da de vekslede flot og elegant mellem kraftfuld NOLA-sludge og de mere syrede passager. Ved sidste nummer gav de den godt nok hele armen og holdt sig ikke tilbage, men det kom lidt sent, og derfor også lidt ud af det blå.
Dog var guitarist og forsanger Alexander Kolby meget taknemmelig over det ikke ligefrem overvældende fremmøde ”sådan en torsdag aften”. Hvilket var med til at skabe en god og hyggelig stemning, men det var også med til at understrege, at det for Dirt Forge var en torsdag aften og ikke lille fredag.