Kom nu tilbage i kampen!
Populær
Updated
For meget funk fra "the voice of rock", Glenn Hughes. Og for lidt rock, synes Schmidt. Og så til lidt af en overraskelse. Glenn Hughes nyeste funk-udspil (!) er faktisk slet ikke så ringe, som denne anmelder havde forventet det. Hughes har fulgt mig siden min tidlige barndom, da de to grandfætre til min glæde tvang mig til at høre Deep Puprle. ”Burn” og ”Stormbringer” er på net- og trommehinde som de to bedste album ever! Blandt andet takket være Hughes, som siden legede med Gary Moore, Tony Iommi, John Norum og så sig selv også…
Da Glenn Hughes spillede heavyrock, var han virkelig, virkelig fed. Nu spiller han funky music. Han gør det fint og med stor behændighed. Men det er sgu noget så ligegyldigt, fordi han ikke får skrevet sig nogle ordentlige sange og melodier. Nej, det skal funke, skal det! Og det gør det så også.
På tre album har han nu allieret sig med Red Hot Chili Peppers-trommeslager Chad Smith. Det gør bestemt ikke noget. For en rytmesektion med Smith & Hughes (der spiller verdensklasse-bas) rykker fanme igennem. Det gjorde de på albummet ”Soul Mover” og nu også på ”F.U.N.K.”, mens den forrige, ”Music for the devine” var hamrende kedelig. ”F.U.N.K.” har lidt af samme vildskab som ”Soul Mover”: en hårdslående rytmesektion og sine steder nogle rigtig rockede funk-riff, som vi hørte dem tilbage i 1976 på Deep Purples stærke og oversete ”Come Taste The Band”.
Hughes er sangmæssigt det tætteste rocken kommer på en Gino Vannelli – altså, en sanger, der kan ALT med sin stemme. Men han mangler altså at skrive nogle ordentlige numre. Det har han – hvis man skal være lidt grov – ikke gjort siden 1994’s ”From now on”. Kom nu ind i kampen, mand!
Da Glenn Hughes spillede heavyrock, var han virkelig, virkelig fed. Nu spiller han funky music. Han gør det fint og med stor behændighed. Men det er sgu noget så ligegyldigt, fordi han ikke får skrevet sig nogle ordentlige sange og melodier. Nej, det skal funke, skal det! Og det gør det så også.
På tre album har han nu allieret sig med Red Hot Chili Peppers-trommeslager Chad Smith. Det gør bestemt ikke noget. For en rytmesektion med Smith & Hughes (der spiller verdensklasse-bas) rykker fanme igennem. Det gjorde de på albummet ”Soul Mover” og nu også på ”F.U.N.K.”, mens den forrige, ”Music for the devine” var hamrende kedelig. ”F.U.N.K.” har lidt af samme vildskab som ”Soul Mover”: en hårdslående rytmesektion og sine steder nogle rigtig rockede funk-riff, som vi hørte dem tilbage i 1976 på Deep Purples stærke og oversete ”Come Taste The Band”.
Hughes er sangmæssigt det tætteste rocken kommer på en Gino Vannelli – altså, en sanger, der kan ALT med sin stemme. Men han mangler altså at skrive nogle ordentlige numre. Det har han – hvis man skal være lidt grov – ikke gjort siden 1994’s ”From now on”. Kom nu ind i kampen, mand!
Kunstner
Titel
First Underground Nuclear Kitchen
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter