Solens triumf
På vanlig eventyrlysten vis indtog Solbrud et gammelt vandtårn i Brønshøj. Og trods genlyd og mørke formåede de ikke kun at tryllebinde i levende live, men også på bånd.
2. Skygge
3. Menneske
4. Sortedøden
5. Klippemennesket
6. Bortgang
7. Sjæleskrig
8. Besat Af Mørke
Ofte har jeg udbredt mig om, at af alle tåbeligheder rocken har bragt med os, så er live-pladen en af de største. At lytte til en live-plade er som at modtage et postkort med teksten “Wish You Were Here”. Man skulle nok have været der, tænker man. Selv de store af slagsen lyder som om, de var optaget i en blikdåse, og det jublende publikum lyder malplaceret, når virkeligheden står på leverpostejmadder og linje F til Ny Ellebjerg.
Samtidig har jeg altid været begejstret for Solbrud – mere som idé end som realitet og mere på plade end i virkeligheden. På Stengade var de kedelige, og på Copenhell forsvandt de i mængden. Jeg var derfor ikke synderligt påvirket af ikke at få set dem i hverken kirke eller vandtårn. Det fortryder jeg dog nu.
Det forløsende udråb
Solbrud havde indtaget det nedlagte vandtårn i København-bydelen Brønshøj to aftener i november 2019, og selvom der var pyntet op med fakler og et gulvtæppe, som vores skribent fortalte, var det som det skulle være: Koldt, mørkt og ildevarslende.
Vandtårnet er opført mellem 1928 og 1930, er 35 meter højt, 28 meter i diameter og har kunnet rumme 3000 kubikmeter vand. Det blev taget ud af brug omkring årtusindskiftet og blev 15 år senere tilbagekøbt og omdannet til kulturhus. Det mægtige byggeri af stål og beton byder på en hel særlig akustik, herunder en ekkotid omkring 15 sekunder, hvilket betød at Solbrud måtte omskrive den musik de spillede, for at få den til at passe ind i de særprægede omgivelser, ligesom publikum måtte love at være stille som mus.
Det er i høj grad lykkedes; ikke engang klapren af tænder høres før Solbrud når et stemningsmættet crescendo på ‘Bortgang’ hen mod koncertens afslutning.
Her kan publikum ikke længere sidde på hænderne eller holde tand for tunge, og nogle få jubeludråb høres. I modsætning til mange andre liveoptagelser betyder denne andægtige stemning, at musikken nærmest opleves, som var man der selv, og ikke som en voyeuristisk perversion. Endelig at mærke at Solbrud ikke står alene men omkranses af musikelskere, der er blevet så opfyldt af den tydelige passion og virtuositet fra bandet, at det ikke kan holdes inde, men må undslippe som en rettroende under Bortrykkelsen er frydefuldt, for at sige det mildt. Man kan tydeligt mærke stemningen og glæden over at være så tæt på. De to efterfølgende sange, 'Sjæleskrig' og 'Besat Af Mørke', prydes også af disse, og det trækker kun musikken op.
I en krypt af beton
Som muligvis kan forstås ud fra ovenstående, er ‘Levende i Brønshøj Vandtårn’ en genistreg. Det er muligvis Solbruds bedste album, og når det handler om et orkester så velrenommeret, siger det ikke så lidt.
Den massive akustik både åbner og lukker musikken, så kun det allermest insisterende slipper ud, mens resten danner en solid stormfront mod lytteren, og drager dem ind i den mørke kulde fra dette gravkammerlignende bygningsværk.
Særligt rytmesektionen drager gavn af dette, hvor trommerne får lov at fylde mere, end de normalt ville. En varm tanke går til lydtekniker Marcus Ferreira Larsen, hvis gevaldige arbejdsindsats i masteringprocessen tydeligt kan høres. Hvordan en solo kan lyde så vanvittigt smuk, som den gør i ‘Besat Af Mørke, når den spilles indkranset af 220 tons cement og endnu mere stål, er intet mindre end utroligt.
Bandets arbejde med både forberedelse og tilpasning og selve forestillingen er uovertruffen. De lyder levende, følende og mere emotive end nogensinde tidligere. Solbrud har for vane at spille uortodokse steder, flere gange i kirker og nu også i et vandtårn. Herfra kan kun høres jubel for disse beslutninger og en varm anbefaling om at høre dem, hvis de spiller i en kornsilo, en koldkrigsbunker, en svømmehal eller på et hangarskib nær dig.