Xcentrikere i Xenon
Huset i Magstrædes hyggelige sal øverst oppe dannede rammen om tre koncerter med fri, eksperimenterende musik
My Gods Destroy
White Lies
The Truth Hurts
Uproar Taking Shape
On the Tombstones, The Symbols Engraved
Black as Oil
Aalborgensiske Heathe sluttede deres releaseturné af i København, hvor de fejrede deres andet album, ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’ sammen med to duoer fra Københavns eksperimenterende musikcirkler. Det blev en aften med tre tilgange til soniske brud med musikkens konventioner.
Første tilgang: genretrofast antigenre
Noisemusik er en sjov størrelse. Musikken er jo implicit et opgør med musikkens ordnende former og dermed en slags antimusik, der forkaster alle konventioner. Alligevel er der inden for (anti-)genren opstået en form for genrekonventioner, og dem var Siamese Serpent bekendt med. Bevæbnet med synths, guitarpedaler og mikrofon spillede duoen en halv times langstrakt noise, som var traditionel i sin lyd, men bestemt med en skønhed og støjende poesi. En god start på aftenen!
Anden tilgang: absurdisme
Bye Bye Tsunami indtog scenegulvet udklædt som henholdsvis kanin i snor og pelsklædt kæledyrslufter, inden de placerede sig med deres instrumenter, den ene bag trommerne, og kaninen (nu udvidet med Pokémon-kostume) med den hjemmegjorte, elektrificerede og kraftigt distortede plasticrørs-saxofon. Vi fik frit jazzende og metallisk buldrende angreb, som i sig selv egentlig var vellykkede, selvom jeg dog ind imellem savnede en lille smule retningssans og skarphed i udførelsen. Kostumerne og den absurde ramme om showet slog mig mere som en gøglet forsvarsmanøvre, og jeg må indrømme, at det irriterede mig og stod lidt i vejen for nydelse af musikken, så jeg faktisk fandt den halve time med duoen en anelse for lang.
Tredje tilgang: frie synteser
Aftenens headlinere bød på en generøs koncert på omkring 100 minutter, og her fløj tiden af sted! Koncerten begyndte med åbneren fra ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’, som vi skrev om helt tilbage i 2023. Det var en stærk begyndelse med vokalen næsten helt nøgen i rummet, senere fulgt op af imponerende flotte korvokaler. Den slags er noget sværere at gøre godt live end i studiet. Heldigvis var det et opmærksomt og lyttende publikum, i hvert faldt det meste af det, det meste af tiden – under ‘Black as Oil’ til sidst i koncerten, måtte bassisten lige ud at tysse på et par snakkende publikummere.
Setlisten bød meget passende på en overvægt af sange fra det nye og ganske fremragende album, og selv om jeg personligt ville have elsket at have fået ‘Valencia’s Next’ med, så var det alle gode nedslag i Heathes sangkatalog. Samspillet og groovet var upåklageligt der på Xenon-salens gulv, og det var let at falde helt ind i Heathes støjende, elegant og tungt groovende, men også melodisk expressive musik, som drog elementer fra nu-metal, jazz, alt-rock og umådeligt meget andet ind i deres musik. Alt sammen lød det som Heathe, for syntesen af meget forskelligartede elementer i musikken foregik på organisk, uforceret vis, således at hverken tibetansk klangskål eller hiphop-grooves syntes at være fremmedelementer i den støjende rock. Blandt højdepunkterne må nævnes den ufatteligt stærke sang ‘My Gods Destroy’, som var vidunderligt hypnotisk, og den højstemt messende ‘The Truth Hurts’, der fik rummet til at ryste med sine elektroniske trommer, og også ‘White Lies’ fra sekstettens demo var en fin og monstrøst doomende oplevelse.
Som en lillebitte bananflue i suppen var lydmikset på ‘Uproar Taking Shape’, som ellers er et skønt nummer, en smule ude af balance. Og her må jeg gå til bekendelse. Jeg skrev i min anmeldelse af albummet om autotunede horn, som altså, viste det sig, faktisk var vokal med virkelig flot klangkontrol. Jeg undskylder på det ydmygste! Et indslag på cirka ti minutter fra slutningen af det 38 minutter lange nummer ‘On the Tombstones, The Symbols Engraved’ imponerede også. Trommerne lå så lækkert i lommen, som var selveste J Dillas ånd til stede i salen.
Og sådan kunne jeg blive ved, for Heathe leverede en formidabel koncert, som sluttede, som den begyndte med Martin Jensens skregne vokal helt alene. Kan vi få Heathe på A Colossal Weekend? Det synes jeg, ville være på sin plads.
Siamese Serpent: 3/5
Bye Bye Tsunami: 2/5
Heathe: 4/5