Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En torn i sjælen

Updated
Copy of dedoorn-3000

Amenra forlader prædikestolen og går i stedet blandt mennesket. Nærhed er kodeordet på belgiernes nye plade.

Kunstner
Titel
De Doorn
Dato
18-06-2021
Label
Genre
Trackliste
1. Ogentroost
2. De Dood In Bloei
3. De Evenmens
4. Het Gloren
5. Voor Immer
Forfatter
Karakter
4

Amenra har udgivet plader gennem tyve år og har navngivet deres LP’er "messer" i kirkelig forstand. Men på den nye er de efterhånden garvede post-metallere trådt ned fra pulpituret for at være tæt på folket omkring dem.

Colin H. van Eeckhout, bandets medstifter og frontperson, fortalte os levende og længe om tankerne  tankerne bag De Doorn', og hvorfor de, efter tyve år primært på engelsk med enkelte afstikkere, nu har valgt kun at synge på flamsk.

For Van Eeckhout betød det, at det hele kom tættere på. Og det var præcis det bandet ville med 'De Doorn' – “tornen”, som det betyder. I dette tilfælde er tornen ikke ensidigt deres egne traumer, som det tidligere har været, men det er i stedet et forsøg på at åbne smerten og fortvivlelsen for hele verden.

Det særlige ved 'De Doorn' er, at sangene er skrevet direkte til tilhørerne, ved de store ritualer, der blev afholdt som fejring af Amenra. Ifølge Van Eeckhout ville han åbne musikken for tilhørerne og skabe en fælles oplevelse.



Musikken er sekundær
Inderligheden findes på 'De Doorn'. I høj grad. Det kræver dog et par gennemlytninger at nå frem til det –og måske især en gennemlæsning af de oversatte tekster. Men hvis man gør det, bliver samspillet mellem Colin H. van Eeckhout og Oathbreakers Caro Tanghe, der for nyligt er blevet medlem af Amenra, decideret andægtigt.

Og det er måske 'De Doorns' største problem: Den kræver meget arbejde at sætte sig ind i. Det er ikke skrevet som musik, men derimod som en tale – måske en samtale mellem et band og deres publikum – ved de meget særlige ceremonier, hvor den først blev fremført. Den er bedst hvis man har læst teksterne, kender baggrunden og sætter sig ned og lytter aktivt imens. Det er problematisk for et album.

Derved ikke sagt, at det er dårligt. Langt fra. Den er så smuk som nogen anden Amenra-plade, måske endda smukkere, men som Van Eeckhout også fortalte, er den musikalske æstetik ikke i højsædet. Det er budskabet og fællesskabet, der er det vigtigste, og hvis man ikke køber ind på den præmis, er den meget svær at gå til.

Smerten er til at tage og føle på, og det er vanskeligt ikke at glæde sig til at opleve hele 'De Doorn' i levende live.