Den tungeste byrde
Fra lyden af containerskibe til destilleret tomhed. Kowloon Walled City er musikalsk benzodiazepin og virkningen er så stor som altid.
2. Utopian
3. Oxygen Tent
4. You Had a Plan
5. Splicing
6. When We Fall through the Floor
7. Lampblack
Kowloon Walled City, opkaldt efter den fredløse kinesiske enklave midt i Hong Kong, der eksisterede i knap hundrede år, indtil dens nedrivning i 1994, er lige så mystisk og ildevarslende som den forbudte bydel, de deler navn med.
Siden den nu elleve år gamle debut har San Francisco-kvartetten omdefineret tyngde – særligt på hovedværket ‘Container Ships’, der nærmest har sat nye standarder for hvor passende en albumtitel kan være. ‘Container Ships’ rammer netop følelsen af de alenlange, mørke skygger, der passerer hinanden på havet, og den knusende melankoli, der ligger i skibe, der passerer hinanden i natten, som Henry W. Longfellow beskrev det for 150 år siden.
På ‘Piecework’ er melankolien rettet indad og fokus er tomheden – fejlene, der er begået.
Og selvom musikken er skrevet først, og sangskriver og vokalist Scott Evans har lidt af alvorlig skriveblokade, er lyrikken gribende og præget af den samme tomhed, som fremgår af det melankolsk-monstrøse albumcover.
Coveret, et fotografi af Melyssa Anishnabie, griber stemningen fra ‘Piecework’ til fulde. Et forladt værelse, der stadig bærer præg af at have været et hjem, men siden er gået i forfald. Et forladt hus er altid et ubehageligt billede – der er en grund til, at definitionen af det forstyrrende, det mærkelige, det foruroligende hedder ‘das unheimliche’. Altså, det, der ikke er hjemme. For hjemmet repræsenterer det nære og det trygge, og det forladte hus bliver altså et symbol på det modsatte, og en påmindelse om, hvor hurtigt vores egne liv kan tage en drejning til det værre.
‘Piecework’ er, ligesom forgængeren ‘Grievances’, et værk, der er stærkt rodfæstet i vores tid. Som den tidligere udgivelse, er det en plade, der handler om arbejderklassen. De jævne mennesker, amerikanere, mere specifikt, der i vor tid balancerer prekært tæt på ruin. Det er værre på den anden side af Atlanten end herhjemme, og Gudsketak og lov for det.
På den måde føles det som en stærkt politisk plade, titeltracket kunne nærmest lige så godt have været skrevet af Bruce Springsteen. Hvis altså Springsteen nogensinde havde oplevet de ting han synger om. Sangen handler om Evans’ bedsteforældre, der var henholdsvis maskinsyerske og minearbejder, og på hver deres måde kæmpede i en opslidende virkelighed. Med spejlingen “you breathed dust / he breathed stone”, bliver virkeligheden for mange hårdtarbejdende mennesker sat i spotlyset. Selvom deres hverdag var meget forskellige, var de ikke desto mindre lige opslidende.
Det er ikke nyt, men hvor eksempelvis Panopticon’s ‘Kentucky’, omend den er rå og hård i sin skildring, fokuserer på historien og kalder til samling, er ‘Piecework’ i højere grad et spejl, der sættes op for verden, og tvinger beskueren til at forholde sig til dens grusomhed.
På den måde er tingene som de plejer hos Kowloon Walled City. Det er mørkt og trist og tungt.
Men håbet forsvinder ikke, og det er måske det væsentligste. ‘Piecework’ handler nemlig også om at klamre sig til de dele af livet, der giver mening og giver håb for fremtiden. Om det er i reel forstand eller på et mere spirituelt plan er svært at vurdere, men når man lytter til de afsluttende linjer i ‘You Had a Plan – “You’re not dead yet. Can we fly to the sun / When you said you had a plan, I didn’t understand” er det umuligt ikke at føle sig draget i en retning, der peger mod noget større.
Tomme pladser
Musikken kom, som nævnt, i første række, og ikke overraskende afspejler den derfor til fulde den stemning der skabes i lyrikken. Kowloon Walled City er med deres noiseinspirerede post-metal stilskabende inden for den melodiske og tænksomme sludge og man kan både fornemme inspirationen fra Neurosis og ISIS i musikken, ligesom man kan se hvordan de selv har inspireret et band som Adzes.
Hvis et eksempel til sammenligning skal hives frem, er det oplagte valg Cult of Luna, mere specifikt deres plade ‘Somewhere Along the Highway’ fra 2006, hvor den samme gotiske americana tages under kærlig behandling, med de æteriske og langsommelige rene passager.
Hvor Cult of Luna på føromtalte album dog nærmest havde lagt hardcorerødderne fra sig, høres de mere tydeligt hos Kowloon Walled City, ikke mindst hos forsanger Scott Evans, der med sin trængte og pressede vokal, nærmest lyder som en Zack de la Rocha på ketamin, når han desperat råber sig igennem ‘When We Fell Through the Floor’.
Det er især i de tomme pladser – det negative rum – at Kowloon Walled City virkelig skiller sig ud. Hvor inspirationskilderne, navnlig Cult of Luna, konstant jagter deres crescendo, lader Kowloon Walled City de tomme pladser og de stille passager eksistere for deres egen skyld og ikke kun som trædesten til buldrende højdepunkter. Tomheden er en væsentlig del af pladen og på den måde kan man føle sig draget af dem, ligesom man gør det, når man hører Russian Circles, et af de få andre bands, der på samme måde formår at skrive både fyldigt og minimalistisk på samme tid. Musikalsk set er de vanvittigt dygtige, Jon Howells licks i ‘Oxygen Tent’ eller solo i ‘Splicing’ er betagende, men det er i samspillet med den rå, nærmest a capella-stemning, der skabes i ‘You Had a Plan’, at det går op i en højere enhed.
Hvor mange andre bands måske nok spiller tungere på realplan, er Kowloon Walled City mestre i den sjælelige tyngde. Det er ikke årets tungeste plade. Men det er måske den mest vægtige.