Kuldegysende storhed
Hvad kan man tillade sig at forvente af et band, der er gendannet efter 21 år? I hvert fald ikke, at de både spiller som en drøm og ophæver tiden på en og samme gang. Men det gjorde 16 Horsepower tirsdag i Amager Bio.
Haw
Dead Run
Brimstone Rock
Straw Foot
Splinters
American Wheeze
Prison Shoe Romp
Heel on the Shovel
South Pennsylvania Waltz
Sac of Religion
Strong Man
Black Soul Choir
Black Bush
Phyllis Ruth
Harm's Way
Clogger
Poor Mouth
Encore:
Hutterite Mile
Blessed Persistence
For Heaven's Sake
Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har oplevet Amager Bio være så fyldt. Heller ikke til andre totalt udsolgte koncerter. Men der er virkelig proppet og varmt denne tirsdag.
Anledningen er nu også ganske særlig: Det stilskabende gotiske americana-band 16 Horsepower er – nærmest mirakuløst – gendannet efter 21 års pause, og i mellemtiden (og måske også i kraft af den karismatiske guitarist, accordeonist og sanger David Eugene Edwards' flittige turneaktivitet med soloprojektet Wovenhand) er savnet efter dem tydeligvis vokset. Sidst de spillede i Danmark, i samme Amager Bio i 2003, husker jeg det, som om der nærmere var halvfyldt.
Salen er endda propfyldt, længe før bandet går på scenen. Luften, som klichéen lyder, sitrer af forventning. Samtidig ved jeg ikke helt, hvad man egentlig kan forvente. Gendannelsen blev annonceret ud af det blå, efter bandet i sin tid opløstes på grund af "politiske og spirituelle" uenigheder. Og selvom bassist Pascal Humbert og Edwards' veje er krydsedes i Wovenhand, lå en gendannelse ikke lige i kortene. Hvad kan man forvente af et band, der ikke har spillet sammen i over tyve år, ikke har udgivet et nyt album og i første omgang, tyder det på, kun er gendannet for denne turné?
I hvert fald ikke, at de spiller så blændende godt sammen og spiller så blændende godt, som de gør. Trommeslager Jean-Yves Tola spiller som en drøm fra første rundgang i åbningsnummeret, klassikeren 'I Seen What I Saw' fra debuten 'Sackcloth 'N Ashes' fra 1995. Det lyder på mange måder af 90'erne, især Humberts buldrende og ekstremt vellydende Thunderbird-bas, men det lyder også fuldstændig tidløst. Som om det lige så godt kunne være lavet nu. Eller, måske snarere, i 1840'erne.
Der er ingen bands, der emmer så meget af gudsforladte småbyer i USA, hvor tiden står stille, og eksotiske, religiøse sekter dominerer, af støvede øde vidder, af rejsende prædikanter, af dyndvåde sumpe, af bjergkæder og ensomt beliggende bjælkehytter; kort sagt af et mytisk Amerika, der sikkert kun findes i fantasien og visse andre fiktionsprodukter, af en verden, der er uendeligt meget større og mere faretruende end det lille liv, man selv lever. Det virker alt sammen enormt overbevisende i hænderne på frontmand David Eugene Edwards.
Formummet frontmand
Jeg skriver frontmand, men han agerer ikke rigtig sådan. Han er formummet bag en ret Axl Rose-agtig hvid cowboyhat med fjer og gule Anastacia-solbriller og overlader rollen som indpisker til Humbert og guitaristen Chuck French fra Wovenhand. I gamle dage rullede han vildt med øjnene, talte i tunger, gestikulerede vildt og virkede som en halvgal vækkelsesprædikant (hans bedstefar var vækkelsesprædikant) midt i et tekstunivers, der handlede om skyld og skam og en sjælden gang imellem noget, der mindede om forsoning.
Nu bliver det til et "Tusind tak" på dansk, og den ene gang, han rejser sig for at modtage folkets hyldest, virker det helt akavet. Alligevel er Edwards så karimatisk, at han suger det meste af opmærksomheden til sig, hvad enten han spiller på guitar, mandolin eller concertina, som hviler på knæene, mens han sidder og trækker i den, som i den faretruende 'Harm's Way'. Det ligner en direkte genvej til at få ondt i ryggen, tænker jeg, mens jeg selv mærker ømheden i lænden af at have stået og svajet i snart et par timer.
Edwards er en usandsynligt god guitarist, ja, god til alt, han spiller på. Stemmen er mere patineret, når ikke samme skingre leje som tidligere, og lige det element kan jeg godt savne. Lidt mere af den vildskab, der var så fremtrædende tidligere; man har på fornemmelsen, at alle sangene har præcis samme længde som på pladen, og sætlisten er den samme som på resten af turneen. Men det er urimeligt at forlange, når et band sætter deres eget ry på spil ved en gendannelse.
Sand storhed vs. smålighed
Ellers er det svært at være utilfreds med noget som helst. Det er en koncert, der langt overgår de forventninger, jeg ikke rigtig vidste, om jeg havde. Flere gange tænker jeg, at det er imponerende, hvor meget intensitet man kan få ud af et musikalsk udtryk, der egentlig er en lille smule monotont i al sin fortættethed. Et udtryk, der ikke så tit arbejder med særligt tydelige melodistemmer, og hvor numrene selv for en gammel fan kan flyde lidt sammen her og der.
Kunne man have ønsket sig lidt flere af de mere atmosfæriske og melodiske numre – det sublime cover af Bob Dylans obskure 'Nobody 'Cept You' eller 'The Partisan' (oprindeligt en fransk modstandssang fra 2. verdenskrig, som Leonard Cohen gjorde populær) – til at bryde den meget fortættede undergangsstemning og det heftige groove op? Sådan som "hittet", den uptempo og nærmest festlige 'Black Soul Choir' gør det på anden vis?
Ja, det kunne jeg egentlig godt, men det føles på den anden side også nærigt, når nu koncerten var så god, som den var, når man fik 21 numre på knap to timer, og når man rent faktisk mærkede en kuldegysen, som da man først forelskede sig i 16 Horsepower; det føltes, som om en direkte kanal til dengang, til en ubestemmelig længsel efter dommedag og frelse, var åben igen. Så er alle disse små kvababbelser den rene smålighed, og smålighed vil altid blegne ved siden af sand storhed. Sand storhed fik vi en tirsdag aften i Amager Bio, hvor tiden blev ophævet.