Der er vampyrer blandt os, og de vil dræne vores fremtid bort

Sludgeleverandør Adzes, fra det kontinentale USA's nordvestlige hjørne peger på de menneskelige årsager til de forskellige kriser verden oplever og kalder på bål og brand.

Adzes spiller massiv og skæv sludge med et fokus på klima- og kapitalismekrise og hvordan det føles at være menneske midt i den slags. Første plade udkommer fredag, og du kan læse anmeldelsen her. Vi fik muligheden for at veksle et par ord med den enlige sludgeuddeler om pladen, musikken, nutiden og fremtiden.

Forest Bohrer bor i Seattle og har spillet musik i over 20 år, først for nyligt er det dog blevet til udgivelser af den tunge art. Det er også første gang han har taget det primære sangskrivningsansvar, og det har ikke kun været nemt. 

– Jeg har spillet musik i mere end tyve år, fortæller Bohrer – Men de fleste af dem har hverken optaget særligt meget eller haft noget med internettet af gøre. Da mit tidligere band løb ud, kiggede jeg mig omkring for at lave noget tungt, men det gik op for mig, at jeg måtte gøre det selv, hvis jeg ville have det på min måde.

– Det er første gang jeg har stået alene med alt ansvaret, og det er lidt intimiderende. Men samtidig er det også befriende.

Tidligere har Bohrer både spillet i indierockbandet Sunrunners, men også beskæftiget sig med blandt andet synthpop og overordnet set, må Bohrers baggrund og inspirationskilder siges at være eklektiske. Efter den første ep, indspillede han covers af The Cures ‘A Forest’ og Peter Gabriels ’Digging in the Dirt’, og adspurgt om sine interesser, er det også i den grad bredden, der slår en.

– Det er bredden, der er nøglen i mit arbejde. Jeg elsker at lytte til musik, hiphop, synthpop, industrial, americana, folk. Inspirationen kommer ofte til mig fra uventede sider. Jeg er i gang med et par samarbejder lige nu, og det er også lidt til en side. Dog ikke mere Peter Gabriel lige nu.



Det er dog hverken prog-rock-gone-pop-legenden Gabriel eller gothpionererne i The Cure, der fylder mest i lydbilledet på 'No One Wants to Speak About It'. Hvor første ep var lidt mere fragmenteret i sine indflydelser, er den nye mere helstøbt. Bohrer har kigget i de indlydelsesrige sludge-lag, og nævner i særdeleshed San Francisco-bandet Kowloon Walled City som en af de vigtigste lyde i tilblivelsen af hans musik. Herudover finder vi også Neurosis, Mastodon og Isis, når han skal pege på, hvem han har lyttet til, da han skrev pladen.

– Jeg har plukket lidt rundt omkring, og har tilføjet det hver sang havde brug for. Der er både 90’er-grunge og shoegaze generelt, lidt Godflesh i ‘Jesus Built My Death Squads’ og lidt Paradise Lost i leadsene på ‘Divide’.

Jeg spørger ind til, om der er noget i den lokale scene han vil anbefale, og Bohrer lyser op.

– Der er en enormt spændende scene i Seattle! Der er Northwest Terror Fest, spillesteder som Highline og fantastiske bands som Heiress og Sandrider. Hvis der er noget jeg virkelig ville anbefale læserne, skulle det være Great Falls, et fremragende noisecoreprojekt, med medlemmer fra både Jesu og Playing Enemy.

“Hvis nogen kan lide den, er jeg lykkedes”

Jeg går ned på allermest grundlæggende niveau og glemmer højpandet interviewteknik et øjeblik. Jeg er interesseret i at vide hvorfor Bohrer har lavet præcis denne plade. Hvad ville han med den, spørger jeg.

Han har tydeligvis tænkt over det, da han svarer:

– Jeg ønskede at lave musik, der kunne skabe forbindelse til mennesker. Hvis nogen kan lide den og lader den blive en del af det de lytter til, så er jeg lykkedes.

Selvom svaret egentlig er godt nok har Bohrer fået en tanke og fortsætter:

– Metal og hård musik har også altid haft plads til underhunden og de undertrykte, og det var mit håb, at denne plade kunne løfte denne arv.

‘OK’, tænker jeg for mig selv. Det politiske kunne ikke vente længere. Når man hører ‘No One Wants to Speak About It’ mødes man ikke kun af tunge riffs og hæst skrigeri, men også af både ren vokal og samples, der beskæftiger sig med den temmelig store klimakrise som klart størstedelen af verdens forskere spår os til at stå i inden for ganske kort tid.

Adzes er uden tvivl et politisk band og det virker til, at det var et vigtigt element, da Bohrer valgte at spille metal.



Katastrofekapitalisme

– Jeg skrev ‘415’ velvidende, at den ville være forældet inden for ganske kort tid. Den henviser til, at vi nåede grænsemålet 415 milliontedele kuldioxid i atmosfæren i midten af 2019. (Det er den højeste koncentration i menneskets levetid og flere forskere anser det som et dårligt varsel - red.). Pointen er, at vores udledning fortsætter med at stige, og at vi ikke gør noget ved det.

Og det er ikke til at komme uden om klimakrisen, når man lytter til Adzes. Hvert eneste nummer handler i en eller anden forstand om det. Selv den instrumentale ‘Overcome’ er ledsaget af ildevarslende citater. “Do you know what the future will be like?”, spørger den os. Det virker umuligt ikke at synke ned i tungsind, når man læser nyhederne.

Som Bohrer påpeger, er der dog nogle mennesker, der klarer sig ret godt på denne baggrund. Han kalder dem "katastrofekapitalister", og forklarer, at det er de samme, der lige nu tjener kassen på at skrue prisen på  værnemidler og masker op og som arbejder på at gøre en vaccine så dyr som muligt.

– Men de her mennesker, de eksisterer. De har navne og arbejdspladser, vi kan nå dem og vi kan gøre vores utilfredshed hørt. Selvom klassebevidstheden er enormt lav i USA, ser jeg alligevel små fremskridt, blandt andet i den nylige bølge af strejker. Vi har magten til at forlange forandringer, men det kræver langt og hårdt arbejde.

Hvordan holder man dampen oppe i en sådan situation? Hvordan forlanger man sin ret, når verden brænder omkring en? Jeg forestiller mig, at mange står i samme sindsstemning som beskrives på pladens sidste nummer ‘I Won’t Last Forever’ der, som jeg læser det beskriver en følelse af afmagt og udbrændthed. “This long struggle will reach its end / it will not last forevermore / I will not last nor would I want to”

– Jeg forsøger at se på vores nuværende situation så oprigtigt som muligt, både for mig selv og for mine to, små døtre, og for at citere Genghis Tron: “Things don’t look good.” Men det giver mig brændstof til at gøre sangene så ærlige  og passionerede som jeg synes de skal være. Jeg prøver på ikke at fortvivles, for fatalistisk sortsyn er lige så drænende som benægtelse, og jeg tror ikke på, at vi ikke kan ændre det her.

– Jeg forsøger at have begge budskaber med i min musik: Der er vampyrer blandt os, og de vil dræne vores fremtid bort; vi må ikke lade dem gøre det.