Kort og godt, pt. IV
I ved det: Vi har fingrene i de korte sager en gang mere. En frisk omgang EP'er til din fucked-up koncentrationsevne.
Hurra, EP’erne er tilbage.
Og som altid er vi fuldstændigt ligeglade med, hvor aktuelle de egentlige er. Case in point, vi skal helt tilbage til sidste år med en af dem, fordi vi simpelthen ikke har fået hørt den før nu, men den alligevel fortjener at komme lidt ud.
Emma Ruth Rundle – Orpheus Looking Back
Vi har mest at gøre med nogle gamle kendinge i denne uge, og det er jo som regel også hyggeligt nok at se, hvad de kan finde på, når de har lidt frie rammer at arbejde med. Og først på listen står Emma Ruth Rundle – lidt af en darling her på magasinet. Sidst vi stiftede bekendskab med hende, var på hendes seneste soloalbum, ‘Engines of Hell’, der bød på noget lidt mere afdæmpet end det foregående samarbejde med sludgerne i Thou. På samme måde som ‘Engine of Hell’ fokuserede mere på klaveret end på den forvrængede akustiske guitar, er ‘Orpheus Looking Back’ fokuseret på en nærmest minimalistisk komposition omkring Rundles sangstemme. Lidt kedeligt, ville nogle sige; smukt og sårbart, ville andre mene.
Hvis man savner Rundle i tungere selskab, så har hun heldigvis også indspillet et cover af Zola Jesus’ ‘Night’ sammen med Thou og Mizmor. Så man kan åbenbart få det hele.
Horndal – Be Evil
Horndal gav den fuldt gas på årets Copenhell og den svenske, tunge sludge, eller hvad man nu skal kalde det, gjaldede udover festivalpladsen fra morgenstunden, hvilket var en vild oplevelse.
Vi lagde særligt mærke til råheden og tyngden, og på denne to-tracks-EP er det også det, der er i fokus. Horndals forsanger Henrik Levahn brøler som rustent jern og de riffs, der ligger under, særligt på ‘The Deceiver’ er intet mindre end pisseseje og bøffede.
De svenske industrimetallere holder gryden i kog med denne EP, der nok ikke vinder nogen priser for originalitet, men til gengæld spiller med musklerne.
Vile Creature & Bismuth – A Hymn of Loss and Hope
Ok, kun et track på denne EP. Det varer til gengæld fyrre minutter. Så det er ikke en lille let og hurtig mundfuld det her. Men det havde vi nu heller ikke forventet af de to kollaborerende duoer. Oprindelig skrevet til Roadburn 2020 efter den kæmpemæssige succes begge navne havde på festivalen året forinden, blev det store værk, som alt andet, forsinket to år.
Vile Creature er altid leveringsdygtige i sjæleflænsende og -fortærende doom, men kombineret med, hvad der må være verdens pt. tungeste band i Bismuth, bliver hele stemningen skruet en ekstra gang op.
‘A Hymn of Loss and Hope’ er en lang omgang, der kræver fordybelse, men gevinsten er også derefter.
Inthewaves – Inthewaves
Op i tempo, op i stemning. Den her er faktisk fra sidste år, så vi rækker langt tilbage, men nogle gange opdager vi altså også ting for sent. Og danske Inthewaves er værd at lytte til. Det er dansabel og boppende pop-punk, men med et ekstra twist af en mere hardcoreinspireret vokal, der fletter sig ind i den traditionelle rene, hvilket giver en kant, som man egentlig godt kan forvente af pop-punk anno 2022.
Det er netop den rå kant, der gør dem interessante, og som gør, at denne EP får rotation. Det bliver spændende at høre, hvad de kan få ud af at grave længere ned i post-punk og emo med pop-punk riffs.
Forhåbentlig en bandcampside, blandt andet.
Witnesses – The Holy Water EP
Forleden postede Witnesses en skala over doom metal, der gik fra “kandelaber” i den ene ende til “Denim” i den anden. De placerede ‘The Holy Water EP’ ekstrem på kandelaber-aksen, hvilket er ganske dækkende. For nok er det doom, men det er ikke rock’n’roll. Det er derimod langsomt, smukt og sart, i høj grad båret af Gabbi Coenens sørgmodige vokal, flankeret af langsommelige og smukke guitarriffs, både organiske og ebow-arrangerede.
Det er en fin og klassisk doom-udgivelse, der placerer sig der, hvor musikken ville blive for genkendelig for Swans og Lingua Ignota.
Tombs – Ex Oblivion
Siden 2014’s ‘Savage Gold’ har Tombs ikke gjort sig synderligt bemærket. ‘Savage Gold’ var også en svær plade at leve op til, og hypen omkring den var nok endnu sværere, men det var en skam, for den plade viste, at new yorkerne har noget særligt at byde på.
På denne EP, der består af to covernumre – henholdsvis Motörheads ‘Killed by Death’, GG Allins ‘Commit Suicide’ – et remix, og to nye sange, er de vidt omkring, og formår at gøre begge covers til noget helt andet end det oprindelige, samt demonstrere deres eget take på guitarorienteret post-black. Det første bemærkelsesværdige er naturligvis, at de gør GG Allins’ musik værd at lytte til, hvilket er noget af en bedrift for en musiker, der sandsynligvis aldrig var blevet til noget, hvis han ikke havde kastet afføring efter folk. Ikke desto mindre er den hårdtpumpede ‘Commit Suicide’ blevet nærmest Motörheadsk i sin fortolkning, hvilket er morsomt, da ‘Killed by Death’ i langt højere grad har fået en NWOBHM-agtig behandling.
Remixet er lidt mere eh, og de to originale sange er i vid udstrækning udmærkede. Det er en interessant lille udgivelse, der giver en lyst til at prøve kræfter med Tombs engang mere.
Transgressive – Fetus Factory
Første installation i denne klumme bød på Transgressives første EP. https://devilution.dk/anmeldelser/pladeanmeldelser/210929-aktuelle-ep-er. Sidenhen er de gået i opløsning kort efter den udgivelse, blot for at blive genstiftet i en flammende sky af raseri, der kun blev varmere efter højesteretsafgørelsen om den fri aborts forfatningssikring. Transgressive er et non-profit projekt, der donerer al indtægt til velgørenhed, og som udelukkende eksisterer for at kanalisere modløshed og modgang over i hæsblæsende raseri og direkte aktion. Den energi kan høres direkte i musikken, og de formår at spille bedre thrash end de fleste har været i stand til i årevis. Guitaren på titeltracket er intet mindre end vabelfremkaldende og vokalen spyttes aggressivt og fuld af solid kraft frem. Hvis man har savnet stærke riffs og lyrik, der minder om dengang thrashen tog fat i tunge samfundsemner, behøver man ikke lede længere.