ACW 25: Fokus på eventyr - en tur rundt i programmet
A Colossal Weekend står for døren, og den er i sandhed kolossal. Læs med her om, hvad du ikke må gå glip af i denne weekend.
Det er ikke for ingenting, at vi her på magasinet har kaldt A Colossal Weekend for det danske ”mini-Roadburn”. For ligesom Roadburn Festival i Holland, så udforsker A Colossal Weekend rammerne for mørk og tung musik, og programmet i år spænder vidt. Og hvorfor ikke give dig selv mulighed for at udforske undergrunden, mens du glæder dig til Oranssi Pazuzu eller Kellermensch.
Men ... for der er et men. Du bliver nødt til at vælge. Prioritere, hvad du skal se og hvad du ikke skal se, med mindre du er en venue-hopper, der ser lidt af det hele. Inden vi her på magasinet springer ud i de mere dybdegående foromtaler, så har jeg her her givet et bud på, hvordan et festivalprogram kunne se ud. For der skal jo også være tid til at drikke en øl, spise en hotdog eller bare lige sidde ned i 5 minutter.
Torsdag
Torsdagen starter for mig på Basement med Machukha. Jeg kender ikke bandet, men jeg elsker, at et tysk/ukrainsk band er taget hertil fra Berlin for at spille en blanding af post-black, dark hardcore og punk. Og hvem kan ikke altid bruge noget mere punk?
Derfra løber jeg over på Store Vega til Dool, som spiller rar progressiv, psych’et rockmusik. Og så er det jo lidt irriterende at skulle vælge mellem Telepathy og Agriculture, men sidstnævnte har jeg simpelthen aldrig fået set, og sidst jeg prøvede, var der cirka en kilometers kø og ingen chance for, at jeg ville nå ind i tide. Så nu skal det være.
Og i modsætning til cirka alle andre, så skal jeg faktisk IKKE se Chat Pile. Jeg så dem sidste år på Roadburn Festival og jeg valgte dem fra i år på samme festival, men min anmelderkollega var begejstret, så hvis du er glad for en omgang amerikansk, socialt indigneret hardcore, så skal du gøre noget andet end mig. Men det giver mulighed for at få en øl med venner og bekendte inden jeg på
Basement for at se New Money.
Sidste band på programmet for mig om torsdagen bliver Oranssi Pazuzu. De rykkede et nyt røvhul på universet på Roadburn i år, og det vil jeg virkelig ikke gå glip af. Desværre (eller heldigvis) har jeg et arbejde, så St. Digue må blive min torsdags-MO. Øv.
Fredag
Med udsigt til en lidt lang arbejdsdag, er det nok ikke realistisk at nå noget før omkring kl. 18.30, så det må være Frail Body på Store Vega, der bliver mit første fredagsband. Det er også en god start. Jeg er fristet af Lueenas, men afhængigt af hvor min tipsy-ness er på det tidspunkt, kan det godt være det bliver for stille, og så må jeg i stedet en tur i gyngen med Valerian Swing – et for mig helt ukendt band. Men det er derfor jeg elsker ACW. Jeg kan høre noget, jeg aldrig har hørt før! Det er
fedt.
Kylesa prioriterede jeg væk på Roadburn, fordi de skulle spille på ACW, så må hellere få dem hørt, og skal jeg tro venner på andre magasiner, så var det måske en af bedste koncerter overhovedet på Roadburn i år.
Og så bliver det svært igen. For jeg har aldrig fået set Vulvatorious live, men jeg elsker virkelig også Alkymist. Det må være noget, jeg afgør i realtid. Begge bands frister. Aftenen lukker og slukker nok med Elder, hvorefter der både kan gå bajere eller Nika i den. Det kan også være, jeg er træt og går i seng. Så den lader vi lige så åben lidt endnu.
Lørdag
Min lørdag er dagen, hvor jeg skal have suget mest muligt eventyr ud af festivalen. Så jeg lægger hårdt ud med Laser Nun. Fordi navnet er sejt, og fordi åbningsorkestrene fortjener at blive hørt, når jeg endelig har muligheden. Der har før ligget guld gemt i en ”morgen”-koncert. Absalon String Quartet lyder også spændende – de får selskab af Zola Jesus ca 20 minutter inde i sættet, og det er jo den slags musikalsk spræl, der gør festivaler som ACW til noget fedt.
Daufødt kl. 18.30 er mit næste indslag, og jeg vælger med vilje Jo Quail fra. Ikke at hun spiller dårligt eller noget, men ork, jeg har set hende mange gange, og nyhedsværdien er faldet lidt. Men har du ikke hørt hende før, så tag forbi Basement – det er smuk musik til din sjæl. Og som en ven engang sagde til mig: Mørk musik giver huller i sjælen. Pallbearer får nok et lyt, men jeg tvivler på at jeg holder til en hel koncert, og så er det jo godt, at jeg kan kigge forbi Bosco Sacro fra Italien. De skriver selv, at de spiller – og hold nu fast – doom ambient dreamgaze trip-hop. Det kan enten ende virkelig fedt eller det modsatte, men det skal komme an på en prøve skal det.
Egentlig prøver jeg at springe over post-rock efter den massive overdosis, vi fik på ACW for et par år siden, men jeg alligevel fristet af God Is An Astronaut, fordi de er fra Irland og det bliver altid lidt weird. Vi må se. Ellers kan vi jo drikke en øl eller fem, inden det er tid til Grava og Kellermensch,som begge er bands, jeg glæder mig helt vildt til at se. Og lørdag bliver jeg squ, til fuglene fløjter – eller i hvert fald til den fede dame har sunget sidste tone. For jeg skal så meget se Dame
Area på Basement – det bliver vildt.