Ugens Monsterdrøn
Updated
Ulrich Wolf erklærer "KØBEPLIGT!" og går fuldstændig bersærk over svenske Debase, der er oppe at snuse til selveste 13-tallet. Det svenske kvintet Debase blev dannet i 1996 og er nu ude med deres 3. cd, denne gang på Noise Records. Albummet hedder "Unleashed" og er en yderst heftig og tung sag, der kan karakteriseres som rigtig rå metal på en helt ny måde. Et stænk af nu-metal, men på en måde som Pantera eller Metallica ville
have spillet den, hvis de gik i den retning.
Forsanger Michael Hansson besidder en rigtig beskidt Heavy stemme, med en evne til både at lyde passende voldsom og rå og til samtidig at klare det mere polerede, uden på nogen måde at blive poppet eller fimset. Åbningsnummeret "Holy Caravan" og efterfølgende "Pleasuredome"er kodylt tunge skæringer, der blander Doom, Thrash og Rock N Roll, som lugter af sved, pis og maskingevær-olie. På nummeret "Restrained" ligner det Black
Sabbath med ekstra tyngde (det lyder ellers usundt på den sunde måde - Red.), mens et nummer som "Elected" sparker lytteren i røven som Rammstein på speed. Det er f.... godt det her!
Debase er velsignet med nogle teknisk dygtige musikere, hvor både vokal og musik spiller eminent sammen. Numrene er varierede og afslører også, at de fem kan inkorporere lidt ballader og uforudsigelige breaks i deres musikalske udtryk, uden det på noget tidspunkt bliver kedeligt, mærkeligt eller ensformigt. Her er sgu smæk på, også i de mere stille numre, der
heldigvis aldrig bliver rigtig stille!!
En kombination af dygtige og kreative musikere, der alle beholder deres møgbeskidte attitude i både musik og fysiske fremtoning - det holder tungt. Jeg får igen og igen lyst til at svinge luftguitaren og banke hovedet ind i alt omkringstående inventar. Selv det stille "Symphony for the Unholy" er en svinagtig dyster sang, hvor spørgsmålet om liv, død og fortabt kærlighed er oppe at vende. Og tag så de
guitarriffs, Tony Iommi!!!
Hele Debases tekstunivers kredser om livets mere dystre sider, psykisk sygdom, vampyrisme og tabte illusioner. Men emnerne til trods, bliver det aldrig klichépræget. Også teksterne er nemlig uforudsigelige og opfindsomme. Jeg har meget svært ved at finde nogle svagheder ved Debase og "Unleashed". Det skulle måske være, at der er en lille disharmoni mellem vokalen og musikken i "The Blood Remains", et nummer der kan tendere det poppede. Det
nummer forstyrrer helheden en lille smule - men også kun en lille smule.
Samlet set er "Unleashed" en helstøbt metalmassakre for ægte metalhoveder. En blankpoleret metalmaskine uden rustpletter.
Vi nærmer os faretruende et 13-tal her og der er kun én afsluttende kommentar: KØBEPLIGT!!!!!
have spillet den, hvis de gik i den retning.
Forsanger Michael Hansson besidder en rigtig beskidt Heavy stemme, med en evne til både at lyde passende voldsom og rå og til samtidig at klare det mere polerede, uden på nogen måde at blive poppet eller fimset. Åbningsnummeret "Holy Caravan" og efterfølgende "Pleasuredome"er kodylt tunge skæringer, der blander Doom, Thrash og Rock N Roll, som lugter af sved, pis og maskingevær-olie. På nummeret "Restrained" ligner det Black
Sabbath med ekstra tyngde (det lyder ellers usundt på den sunde måde - Red.), mens et nummer som "Elected" sparker lytteren i røven som Rammstein på speed. Det er f.... godt det her!
Debase er velsignet med nogle teknisk dygtige musikere, hvor både vokal og musik spiller eminent sammen. Numrene er varierede og afslører også, at de fem kan inkorporere lidt ballader og uforudsigelige breaks i deres musikalske udtryk, uden det på noget tidspunkt bliver kedeligt, mærkeligt eller ensformigt. Her er sgu smæk på, også i de mere stille numre, der
heldigvis aldrig bliver rigtig stille!!
En kombination af dygtige og kreative musikere, der alle beholder deres møgbeskidte attitude i både musik og fysiske fremtoning - det holder tungt. Jeg får igen og igen lyst til at svinge luftguitaren og banke hovedet ind i alt omkringstående inventar. Selv det stille "Symphony for the Unholy" er en svinagtig dyster sang, hvor spørgsmålet om liv, død og fortabt kærlighed er oppe at vende. Og tag så de
guitarriffs, Tony Iommi!!!
Hele Debases tekstunivers kredser om livets mere dystre sider, psykisk sygdom, vampyrisme og tabte illusioner. Men emnerne til trods, bliver det aldrig klichépræget. Også teksterne er nemlig uforudsigelige og opfindsomme. Jeg har meget svært ved at finde nogle svagheder ved Debase og "Unleashed". Det skulle måske være, at der er en lille disharmoni mellem vokalen og musikken i "The Blood Remains", et nummer der kan tendere det poppede. Det
nummer forstyrrer helheden en lille smule - men også kun en lille smule.
Samlet set er "Unleashed" en helstøbt metalmassakre for ægte metalhoveder. En blankpoleret metalmaskine uden rustpletter.
Vi nærmer os faretruende et 13-tal her og der er kun én afsluttende kommentar: KØBEPLIGT!!!!!
