Ugens Monsterdrøn
Updated
Sådan skal rigtig metal lyde i 2004, skriver Ulrich Wolf om norske Susperias nyeste udspil, "Unlimited". Norske Susperia befinder sig i periferien af Black Metal og trommeslageren Tjodalv har også været en ganske effektiv tøndebasker i black-kongerne Dimmu Borgir. Men "Unlimited" er ikke Black Metal. Det er brutal Death/Thrash af i dag.
Velkommen til en tur ned gennem gågaden med 180 kilometer i timen med Pantera på speed bag rattet, mens en diabolsk Slayer griner højlydt på bagsædet.
Tilsæt så rigtig tung, beskidt guitar og en sovset rytme samt en helt speciel vokal, hvor frontmand Athera giver den som dengang Max Cavalera var sur i Septultura i begyndelsen af 1990erne. Tommetykt og brutalt, men med tilstrækkelig melodi til, at det bliver smadder på den fede måde. Groovy, thrashet og varieret – det er en skøn køretur.
Man kan ikke tale om melodiske sange i gængs forstand, men Susperia har helt klart forbedret deres evner, og deres indgang til musikken er anderledes og langt mere modig og dyster end tidligere. Det er svært at hive specifikke numre frem, for de holder alle stilen. Men skæringer som "Beat by Design" er som at høre Slayer med tyk sovs. Det er pragtfuldt.
Der er alt i alt kommet tæskefed tonsemetal ud af Susperias nyeste udspil, der godt tør prøve af uden at miste pusten. Det er kulsort, råt brutalmetal med gode tekniske detaljer og progressive overraskelser. "Unlimited" er ikke for de sarte, men for os andre er det her sådan som rigtig metal skal lyde i 2004.
Velkommen til en tur ned gennem gågaden med 180 kilometer i timen med Pantera på speed bag rattet, mens en diabolsk Slayer griner højlydt på bagsædet.
Tilsæt så rigtig tung, beskidt guitar og en sovset rytme samt en helt speciel vokal, hvor frontmand Athera giver den som dengang Max Cavalera var sur i Septultura i begyndelsen af 1990erne. Tommetykt og brutalt, men med tilstrækkelig melodi til, at det bliver smadder på den fede måde. Groovy, thrashet og varieret – det er en skøn køretur.
Man kan ikke tale om melodiske sange i gængs forstand, men Susperia har helt klart forbedret deres evner, og deres indgang til musikken er anderledes og langt mere modig og dyster end tidligere. Det er svært at hive specifikke numre frem, for de holder alle stilen. Men skæringer som "Beat by Design" er som at høre Slayer med tyk sovs. Det er pragtfuldt.
Der er alt i alt kommet tæskefed tonsemetal ud af Susperias nyeste udspil, der godt tør prøve af uden at miste pusten. Det er kulsort, råt brutalmetal med gode tekniske detaljer og progressive overraskelser. "Unlimited" er ikke for de sarte, men for os andre er det her sådan som rigtig metal skal lyde i 2004.
