Europæisk metaltur
Populær
Updated
Ulrich Wolf anmelder nyt album fra hollandske Orphanage. Det er fire år siden, at hollandske Orphanage sidst lod høre fra sig. Udskiftning af line-up og forskellige problemer gjorde, at der skulle gå så lang tid inden de igen var på banen med deres klassiske Gothic-stil. Med "Driven" er de tilbage i den velkendte stil med tunge guitarer og vokal vekslende mellem kvindelig skønsang og mandlige growl.
Da Orphanage debuterede i 1995 var stilen forholdsvis ny og gav bandet en del credit. I dag er der massevis af bands, der bruger den konstellation. Det er faktisk lidt uretfærdigt at affærdige Orphanage som endnu et Gathering på nye flasker. For der er meget mere tyngde og snert i Orphanages musik. Det er tungt, groovy og sine steder egentlig ganske råt. Man bliver heller ikke snydt for nogle mere tekniske raffinementer, og mens Rosan van der Aa bare synger som alle de andre kvindelige sangere i denne genre, kan George Oosthoek sin dødsvokal. Det kommer der nogle ganske fede stunder ud af, som i "Cold", der kan lede tankerne i retning af In Flames på en god dag. Brugen af storladne keyboardflader som underlægning skaber det rette dystre drama og spiller godt sammen med de tunge rytmer og den rå vokal.
Der er også en del ligegyldige skæringer på den 14 numre lange plade, og 3-4 numre kunne såmænd godt udelades, uden det ville ødelægge noget. Men generelt er det et ganske skarpt og kompromisløst album, som Orphanage har lavet. Et album, der godt kan ende med at give ny credit, efter nogle stille år.
Da Orphanage debuterede i 1995 var stilen forholdsvis ny og gav bandet en del credit. I dag er der massevis af bands, der bruger den konstellation. Det er faktisk lidt uretfærdigt at affærdige Orphanage som endnu et Gathering på nye flasker. For der er meget mere tyngde og snert i Orphanages musik. Det er tungt, groovy og sine steder egentlig ganske råt. Man bliver heller ikke snydt for nogle mere tekniske raffinementer, og mens Rosan van der Aa bare synger som alle de andre kvindelige sangere i denne genre, kan George Oosthoek sin dødsvokal. Det kommer der nogle ganske fede stunder ud af, som i "Cold", der kan lede tankerne i retning af In Flames på en god dag. Brugen af storladne keyboardflader som underlægning skaber det rette dystre drama og spiller godt sammen med de tunge rytmer og den rå vokal.
Der er også en del ligegyldige skæringer på den 14 numre lange plade, og 3-4 numre kunne såmænd godt udelades, uden det ville ødelægge noget. Men generelt er det et ganske skarpt og kompromisløst album, som Orphanage har lavet. Et album, der godt kan ende med at give ny credit, efter nogle stille år.