Flo Mounier har fået tid til at indspille nyt med Cryptopsy, og det er stadig hæsblæsende dødsmetal, denne gang med et melodisk strejf.

Sylosis bruger sin mangeårige erfaring på at se bagud, barbere til og så lave et stærkt og mere direkte album, end den gængse fan af bandet måske ville have forventet.

Till the Dirt byder på ekstremmetal, hvor et dødsmetallisk udgangspunkt bydes op til dans med seje træk fra grunge, og hvad har vi.

Langt om længe skulle Cabal vise deres værd. Det gjorde de, og understregede hvorfor Cabal skal opleves live.

Sirenia er produktive og udgiver ofte. Måske skal der en lang ferie til for at højne niveauet.

Copenhell-aktuelle Enforcer bør som alle andre bands kunne spille hurtigt, højt og vildt, og hvis de havde husket på den grundregel i heavy metal, ville Nostalgia være et perfekt knallert-heavy-album.

Med 47 minutters brandvarmt og brændbart materiale har bandet fået en livgivende dosis ilt, så navnet In Flames endelig er hot igen.

Cabal buldrer fortsat derudaf med sortsværtet deathcore, men spiller den lidt for sikkert.

Avantasias hovedperson Tobias Sammet er barslet med endnu et album, der lyder ligesom alle de andre, men har en længere og mærkeligere titel. Det er selvfølgelig herligt skamløst, men ikke helt oppe at ringe.

Lamb of God har fart på med deres niende plade ’Omens’, der dog ikke ligefrem indvarsler så meget andet end en fortsættelse af det, de allerede har lavet.

Behemoth har med deres 12. plade begået en tilforladelig og nærmest ligegyldig plade. Men populariteten er alligevel kæmpestor. Underlig udvikling.

Machine Head gør det umulige. Laver endnu et comeback. Fra asken rejser Machine Head sig og udgiver deres bedste album i flere år. Selvom det med Ø er fjollet.

Dele af den vigtige DNA bag In Flames og Dark Tranquillity er smeltet sammen på The Halo Effect, og det kommer der ganske hæderlig melodødsmetal ud af. 

Mørke, østrigske skyer er drevet ind over os med rettidig omhu inden vinterens komme.

Cross-over thrash med glimt i øjet og fuld fart over feltet. Municipal Waste har ikke mistet hverken tempo eller riffs på deres seneste plade.

Med en fint sammenflettet blanding af død, doom, black, sludge og hardcore, så man ved, at det er grundigt post-alting, imponerer briter på deres andet album.

Thrashveteranerne roder rundt i genrerne på seneste album og efterlader lytteren med ujævnt resultat.

Det skulle være så sundt at søge lidt udenfor sin comfort zone i ny og næ, siges det. Man skulle da også næsten tro, at det var parolen for dette sideprojekt, der musikalsk lander i krydszonen mellem primale power-riffs og det trygge bagland, vi kender dem fra.

SepticFlesh gør det, de er gode til på ‘Modern Primitive’. Pompøs, velkomponeret og vellydende dødsmetal, der lyder ligesom de forrige fire plader.

Årets bedste og mest vellydende black metal plade har Watain måske lige udgivet. Problemet er, at det står i skærende kontrast til deres manifest.