Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Grindcoremaskine i tomgang

Populær
Updated
Grindcoremaskine i tomgang

Grindcoreheltene drejer skuden i en helt ny retning og omfavner deres doom- og sludgeinspirationer på ny ep.

Titel
Arc
Dato
22-02-2016
Label
Genre
Trackliste
1. Not A Daughter
2. Deathbed
3. Gnaw
Karakter
2

100 numre med en samlet spilletid på lige under 22 minutter. Så meget når Agoraphobic Nosebleed at pløje sig igennem på udspillet 'Altered States of America' fra 2003. Det amerikanske grindcoreband er altså ikke kendt for at skrive hverken de længste eller langsomste numre.

Nu arbejder grindcoremaskinen imidlertid i en helt anden grøft, for på den aktuelle ep 'Arc' har bandet valgt at gå i en helt ny retning, hvor de i stedet omfavner forsanger Katherine Katz' forkærlighed for doom- og sludgegenren. Det er mundet ud i denne ep på blot tre numre, men til gengæld en spilletid på sammenlagt en halv time. Planen er, at ep'en skal være en forløber for tre kommende ep'er, som vil udforske de resterende medlemmers favoritgenrer.

Her er ikke så meget pjat. Pladen lægger ud med 'Not A Daughter', som angriber lytteren med simple, langsomt malende riffs og Katherine Katz' insisterende og martrede skrigevokal. Her er et ganske pænt stykke til grindcoregenren, og det er da meget rart for en kort bemærkning.

Agoraphobic Nosebleed har alle dage været kendt for at bruge trommemaskine, og det har ikke ændret sig på dette udspil. Det er dog i et helt andet tempo end på de tidligere udladninger, hvoraf de fleste foregår i en hastighed, som er menneskeligt umuligt at opnå. På 'Arc' er trommerne dog så flot programmeret, at de faktisk lyder helt menneskelige.

Trommemaskine eller ej kan dog ikke ændre på, at det samlede indtryk af ep'en er, at den nok skulle være blevet hjemme i øvelokalet. Efter endt lytning af skivens tre numre sidder man tilbage med følelsen af at have hørt det samme nummer i en halv time. Mange af riffene er virkelig umådeligt simple, og når de gentages i det uendelige, indsætter mætheden desværre ret hurtigt. Ja, det er langsomt og tungt, men også virkelig en kedelig gang grød i længden. Det er ganske enkelt, hvad redaktøren på nærværende publikation uden tøven ville betegne som sekunda-sludge.

At Katherine Katz dertil kun er i stand til at klemme det samme ensformige skrig ud mellem stemmelæberne bidrager ikke just til pladens udtryk, som forbliver uhyggeligt ensformigt.

Sæt en plade med Crowbar på i stedet.