Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fest i støj og damp

Populær
Updated
Fest i støj og damp

Barricade holdt i weekenden hof med vennerne i Justin Hate og Redwood Hill og ikke mindst et veloplagt publikum, der var klar til at fejre kvartettens nye pladeudspil.

Kunstner
Titel
+ Justin Hate + Redwood Hill
Spillested
Dato
01-10-2016
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Københavnske Barricade udgav i 2013 albummet 'Terrorlight', der fik fine ord med på vejen på disse sider, og i fredags udkom så efterfølgeren, 'Waker'. Den slags skal naturligvis fejres, og det blev det så dagen efter med et release-party på Beta på Amager. Der var gratis øl som flydende forret til de hurtige og tidligt fremmødte, inden to andre københavnske acts var hyret ind til at servere den musikalske opvarmning.

Først på plakaten var Justin Hate, der har meldt ud, at et nyt album er klar, men bandet har dog endnu ikke noget nyt om udgivelsestidspunktet. Der var naturligt nok derfor en hel del nyt materiale på sætlisten, og det lød i den grad lovende. Musikken er stadig funderet tungt i hardcore, men der iblandes spændende sager fra dødsmetallen over et mørkt univers fra post-black metallen. Det skaber en dynamisk dybde i bandets musik, der denne aften blev serveret med et eftertrykkeligt bastryk fra den solide rytmesektion, hvor stortrommen og især den grumsede bastone gik rent ind.

Vokalen fra Kim Rock, der i vanlig stil havde svært ved at forholde sig i ro på scenen, var imponerende i det diskante område, hvor lyse, hæse skrig blev slynget ud i hobetal. Det var dog også rart med de dybere råb/growls indover fra bassist Ulrik Gielsager, for selvom skrigene fra Kim Rock er imponerende, så kan det, for nogen i hvert fald, godt blive lidt monotont i længden. Det tyder dog på, at der med det nye materiale også er lidt forandring på vej, for i et tungt, lidt mere atmosfærisk nummer blev der også plads til netop den eftersøgte dybere vokal fra frontmanden selv, ligesom der et andet sted i korte passager også blev plads til lidt "speak" i vokalen.

Justin Hate kom lidt uheldigt fra start, da der tidligt i sættet knækkede en streng på den ene guitarists spade, og det tog sin tid med improvisation fra resten af bandet til følge, før der kunne fortsættes. Bandet leverede et udmærket show, men selvom Kim Rock gjorde sit for at på publikum rigtigt "på", blandt andet ved selv at indtage gulvet foran scenen, så var det trods de indledende gratis øl tydeligvis stadig tidligt på aftenen, og publikum nøjedes, med undtagelse af de forreste, mere dedikerede rækker, primært med at forholde sig høfligt til musikken.

Opvarmerne fylder salen
Bedre held med publikum havde Redwood Hill, der gik på efter et hurtigt change over, hvilket gik smidigt og på den måde ikke skulle få lov at minde publikum om de tekniske problemer på Copenhell, der fik forkortet bandets show dér betragteligt. Her på Beta var det også et kort show, men denne gang altså helt efter planen. Der var markant flere folk i salen, og når det hele blev gjort op senere, så var det smart af Barricade at invitere Redwood Hill med, da det helt sikkert har været med til at sælge endnu flere billetter, for af aftenens tre bands spillede Redwood Hill for flest publikummer.

Gruppen annoncerede, at dette var sidste show, inden fokus ville blive lagt på sangskrivning til det tredje album. Man kan derfor også sige, at showet var, præcis som man kunne forvente af bandet, en slags afslutning på dét, man kender fra bandet, og så må fremtiden vise, hvor meget der vil blive ændret i bandets allerede effektive og velfungerende metoder. I det visuelle var der intet nyt fra bandet: stadig hætte over hovedet på de samme medlemmer indtil sidst i koncerten. Og igen et lysshow, der virkelig er fint tilpasset musikken, og til sidst naturligvis et helvedes velspillende band. Den bas/baslyd i det band! Det lyder virkelig godt og fungerer som den på en gang hårde og blide omfavnelse af guitarernes stemningsfulde passager, som den onde vokal slutteligt lægger sig oven på. For at minde lytteren om, at hvis man er kommet for at drømme, så skal det altså ikke kun være søde drømme.

En stemning som blandt venner
En halv time før midnat var det så tid til hovednavnet selv. Årsagen til festen. Barricade fortsatte aftenens tradition for god lyd – nærmest en selvfølgelighed, når det drejer sig om koncerter på Beta – og spillede naturligvis det nye album, hvilket til sidst blev efterfulgt af lidt af det ældre materiale. Med masser af venner og familiemedlemmer i salen blev pauserne mellem numrene indimellem lidt pjattede, men det tog dog ikke fokus fra selve musikken, der præsenteret live virkede godt og med bedre plads til dynamik og en bedre udnyttelse af, at de to guitarister i bandet ikke behøver følge hinanden slavisk.

Det virker, som om det for Barricade har været en fordel, at man er gået fra to trommeslagere til en. Ikke fordi det på nogen måde var dårligt før, men det har givet mere plads til leg og improvisation, når den tilbageværende trommeslager ikke længere skal tænke over, om spillet passer til og ligger synkront med den anden trommeslagers spil. Der var i hvert fald masser af gode trommedetaljer, der fint bakkede de tunge sludge-riff fra guitaristerne op.

Bassen var generelt i højsædet for de tre bands denne aften, og er man ikke til den tunge, tunge bund, der specielt i tilfældet Justin Hate og Barricade leveres med en smadret, distortet lyd, ja, så har man nok haft en hård aften – på den ærgerlige måde. I tilfældet Barricade var det interessant at høre den noget aparte basstøjs-intro på 'Slave the Fire' udført live for næsen af lytteren. På single-udspillet blev denne anmelder, der endda selv spiller bas, nærmest lidt rastløs af den et minut lange støj, men live passede det ind.

Barricade har med de nye sange fået flere hooks, og med ændringen i vokalerne, så bassist og vokalist Jonathan Mulvad-Reinhardt nu er endnu mere brutal i det dybe leje, og Lars Pontoppidan på guitar og vokal i stedet er gået op i toneleje i sin råbende vokal (der nærmest tangerer Zack de la Rocha fra Rage Against the Machine), er der åbnet for helt nye muligheder. Og dem benytter bandet godt, så hvis bandet fortsætter det hårde arbejde, så burde 'Waker, som blev fejret denne aften, kunne bringe bandet et pænt skridt fremad.