Opløftende rifferi
Her er endnu en solid omgang sangskrivning og potent metalcore, pakket ind i opfindsomme riffs. Du ved hvad du får, når du sætter en plade på med Bleed from Within.
Sovereign
Levitate
Flesh And Stone
Incisible Enemy
Skye
Stand Down
Death Defined
Shapeshifter
Temple Of Lunacy
Killing Time
Paradise
Hvis man har en forkærlighed for potent metalcore, med indlevende riffs og varieret sangskrivning, er skotske Bleed From Within nærmest en garant. Kvintetten har været et ’core-powerhouse, siden bandet fandt sin nuværende sammensætning i 2017. Derfra har guitarist Craig Gowans riffet sig igennem tre plader, hvoraf seneste, ’Shrine’, er en solid tilføjelse til et indlevende bagkatalog.
Det er basalt set hvad ’Shrine’ er. En solid udgivelse. Det er Bleed From Within, som vi efterhånden kender dem – uden så mange dikkedarer.
Det hele åbnes med trekløveret ’I Am Damnation’, ’Sovereign’ og ’Levitate’. Tre stærke kompositioner der fremviser bandets alsidighed og kunden til perfektion. Selvom kvintetten følger den slaviske kompositionsformular, føles numrene konstant levende og i variation. Bandet har en iderigdom, der resulterer i masser af indlevende detaljer og et vitalt musikalsk univers.
Det er specielt båret af Gowan og rytmeguitarist Steven Jones' dynamiske ping-pong med hinanden. Et utal af detaljer, strøet ud over sangskrivningen med gavmild hånd. Det har altid været en af Bleed From Withins store forcer – og i høj grad den dominerende force på ’Shrine’.
God, men ikke mindeværdig sangskivning
Ud over det indledende trekløver er det småt med rigtig gode kompositioner. Sangskrivningen er generel god, men en kende anonym. ’Flesh And Stone’ fremviser bandets sans for udvikling, med et omkvæd, der er Gojira værdig. ’Stand Down’ skaber med sit høje tempo og indlevende refræn momentum, men så skal vi også helt frem til den afsluttende ’Paradise’, før vi igen får et virkelig godt nummer.
Resten af numrene er gode. Det er stadig flot sangskrivning, men det ændrer ikke ved, at de fremstår en smule anonyme i den samlede kontekst. De mangler det sidste indlevende omkvæd, sprudlende c-stykke eller tilsvarende, der skaber mindeværdighed.
’Fracture’ (2020) led af samme problem. Et luksusproblem om man vil. Til forskel fra ’Shrine’, lykkedes den mindeværdige sangskrivning dog lidt oftere. Lyt til den sublime ’The End of All We Know’, så står det for alvor klart, hvorfor ’Shrine’ ikke er mere end en udmærket plade.
Where do we go now?
Selvom ’Shrine’ ”blot” er en god plade, er det stadig et solidt bidrag til et allerede flot bagkatalog. Det er endnu en tur i manegen med et af de absolut bedste, nuværende melodiske metalcore-bands. Det store spørgsmål er hvilken retning Bleed From Within vil gå herfra. Det bedste bud er i samme retning som While She Sleeps (det åbenlyse sammenligningsgrundlag). At de vil fortsætte med at spille detaljerig metalcore, men inkludere flere melodiske elementer – og derved bevæge sig i samme midtsøgende retning, som alle andre metalcore-bands på samme punkt i deres livscyklus.
’Levitate’ er et fremragende eksempel på den udvikling. Steven Jones’ rene vokal på omkvædet er ekstremt kalkuleret og ditto eksemplarisk udført. Det vil overraske, om ikke fremtiden for Bleed From Within byder på mere af tilsvarende.