Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Godkendt løftebrud

Populær
Updated
Godkendt løftebrud

De svenske doomhelte i Candlemass har fortrudt den lovede tilbagetrækning fra studieindspilninger og er på banen igen med en ny frontmand på en udmærket ep, der udgives som hyldest til bandets debut, der i år runder 30 år

Kunstner
Titel
Death Thy Lover
Genre
Karakter
3

De svenske doom-mestre i Candlemass annoncerede ellers med den forrige fuldlængde, 'Psalms for the Dead', at det var tid at indstille den del af karrieren, der havde med indspilning og udarbejdelse af nyt materiale. Live skulle der stadig være liv i bandet, som blev dannet helt tilbage i 1984, og som har været ganske aktive lige siden, bortset fra to korte pauser på 2-3 år undervejs. Candlemass var ikke tilfredse med live-situationen på vokal, da amerikaneren Robert Lowe, som ellers har gjort det formidabelt på skiverne, blev vejet og fundet for let. Ind kom i stedet Mats Levén, som mainman, bandstifter og bassist Leif Edlung kendte så udmærket fra projektet Krux.

På de skrå brædder har Mats Levén været en overbevisende herre. Måske så overbevisende, at Candlemass må sande at været blevet endnu et band i rækken, der lover et stop (omend det så kun var et "halvt stop") og så alligevel vender retur? Candlemass er således tilbage med nyt materiale i form af en ep, der samtidig skal ses som en hyldest til en 30-årig fødselar. Den ikoniske debut 'Epicus Doomicus Metallicus' udkom nemlig for 30 år siden, og ep'en er således anden del i hyldesten af bandets egen fortid, da 'Behind the Wall of Doom' (opsamling med live-koncert: 3xcd/2xdvd + 92 siders bog) udkom tidligere i år.

'Death Thy Lover' er ikke kun ep'ens navn, det er også åbningstracket, og det syv minutter lange nummer er samtidig udgivelsens bedste. Candlemass forbindes med doom, men kendere vil vide, at bandet fra tid til anden gerne sætter kursen mod uptempo, hvor stilen bliver mere klassisk heavy metal, uden at bandets sans for det dunkle og episke går tabt. Således også i dette nummer, der har alt, hvad hjertet begærer af lækre vokalmelodier, guitarleads ad libitum, riff og så det dér fandens fængende omkvæd. Nummeret alene burde være årsag nok for andre end altædende Candlemass-fass til at investere i udgivelsen.

Udmærket vokalerstatning
Mats Levén er ikke svær at kapere ovenpå en periode med Robert Lowe. Bandet har haft en god håndfuld sangere, hvor den mest kendte, Messiah Marcolin, har været med over to perioder, så man bør nok ikke være alt for forvænt med stabiliteten lige på den post. Men efter syv år og tre album med hr. Lowe var der alligevel opstået en vis opfattelse af, hvordan bandet skal lyde. Ingen grund til nervøsitet, Mats Levén lyder faktisk som amerikaneren, men med et lidt større register og med den tilføjelse til vokalmelodierne, at svenskeren også evner at fyre en mere rå, men stadig ren vokal af.

Det andet nummer hedder 'Sleeping Giant' og præsenteres af et råt, klassisk doomet powerakkord-riff, som man kender det fra Candlemass eller for så vidt pionererne i almægtige Black Sabbath. Nummeret er desværre ret standard, og er på ingen måde lige så vedkommende som 'Death Thy Lover'.

'Sinister N Sweet' går endnu længere ned i tempo, og nu er der for alvor doom i ørerne på lytteren. Åbningsriffet er fedt og overtages af et dystert riff med ren guitar og en pompøs vokal fra Mats Levén. Det tunge riff fra sangens start kommer igen med vokal på og går over i en fed, støjende solo med interessant trommebreak og rytmeskift undervejs. Som nummer består det af fede enkeltdele, men der er alligevel en ufærdig fornemmelse over nummeret. Elementerne virker lidt klasket sammen uden tanke for ordentlig overgange. Kvaliteten i nummeret er indlysende, men klimaks nås ikke.

Udgivelsen rundes af med den instrumentale 'The Goose'. Skulle man have følt sig snydt for guitarleads og melodistykker, så får man flere til samlingen her. Og et bas-tromme-stykke, hvor bassen er seriøst tung. Det er udmærket uden at vække røre.

Med 'Death Thy Lover' markerer Candlemass effektivt, at bandet kan endnu. Specielt med titelsangen, som gør, at man med rette kan håbe på, at bandet kaster sig over fuldlængdeformatet igen, selvom de resterende tre sange på ep'en ikke er lige så overbevisende.