Et studie i egne ekstremer
Amerikanske Code Orange fortsætter med at udfordre dig, mig og sig selv på bandets fjerde album, hvis avantgarde-hardcore udvikler sig i adskillige mulige og umulige retninger.
2. Swallowing the Rabbit Whole
3. In Fear
4. You and You Alone
5. Who I Am
6. Cold.Metal.Place
7. Sulfur Surrounding
8. The Easy Way
9. Erasure Scan
10. Last Ones Left
11. Autumn and Carbine
12. Back Inside the Glass
13. A Sliver
14. Underneath
Den eksperimenterende, tungmetalliske og svært genredefinerede hardcore-kvartet Code Orange slog for alvor et hul igennem til den brede metalbefolknings ører i 2017 med 'Forever', bandets tredje plade. Et album, der både brillerede ved at være svært at overgive sig til med sine skæve strukturer, avantgardistiske tilgang til musik og brug af noise og elektronik i den traditionelle hardcore, samtidig med at den bød på bandets måske mest poppede nummer til dato, 'Bleeding in the Blur'. Hvilket meget fint beskriver bandets to modpoler. Evnen til at skrive medrivende metalrockede ørehængere det ene øjeblik, for i næste moment at gå kradsbørstigt amok og oversvømmede lytteren med en flodbølge af larm, skrig, hvinende, skærende guitarer, forvrængede vokaler, tonstunge breakdowns og blastbeats.
Disse er modpolerne, dette er særpræget og dermed definitionen af Code Orange. En definition, der vel næppe nogensinde har været så udtalt som på 'Underneath', bandets netop udkomne fjerde fuldlængde, der meget vel kan tænkes at sparke Code Orange det sidste stykke fra vækstlaget op i den ekstremmetalliske superliga.
Ikke fordi Code Orange pludselig er katapulteret derop med hjælp fra et mesterværk, som det eksempelvis skete for Behemoth, men mere fordi en række fornuftige plader med kunstnerisk pondus, der samtidig konstant nærmer sig det mere og mere lyttevenlige, tør man sige poppede, sagtens kan være vejen: eksempler er Dimmu Borgir, In Flames og med lidt god vilje Parkway Drive.
For 'Underneath' fortsætter netop rækken af fornuftige plader. Allerede forgængeren 'Forever' var på mange velansete mediers årslister i 2017, og 'Underneath' er isoleret set en bedre udgivelse end 'Forever'. Ikke mindst fordi Code Orange har haft modet til at tage de tendenser, som man fornemmede på 'Forever', og trække dem langt længere ud i ekstremerne. Når det er brutalt: Gør det mere brutalt. Sæt nogle effekter på, som understøtter det udtryk. Når der bruges elektronik: Træk den så langt ud, at skingre, vrælende sirener går af i ørerne på lytterne med jævne mellemrum, når vi ikke har travlt med at trække på alt det noise, ambient og dubstep, vi kan få fingrene i. Og når vi skriver et fængende omkvæd: Så gør det så forbandet fængende, at hardcore-puritaneren må synke et par gange for at mindske kvalmen.
Pladen må formodes først og fremmest at være Eric Balderoses hjertebarn. Guitaristen, der i de sidste 4-5 år har gjort sit til at få flere og flere elektroniske programmeringer, percussion og keyboards ind i lydbilledet. På 'Underneath' har han virkelig fået lov at folde sig ud, og allerede i introen '(deeperthanbefore)' får vi blåtrykket til selve pladen. En melodisk klangfuld guitar åbner og overdøves snart af larmende dystopisk elektronik, der slutter i et infernalsk skrig, som smerter i ørerne. En tematik, som fortsætter ind i 'Swallowing the Rabbit Whole', hvor Jami Morgans vokaler føles som et overfald, der er eneste stabile element i et nummer, som konstant flås fra hinanden og samles igen af elektronikkens ind- og udfald, lydene af ting, der bliver knust og smadret, og en fragmenteret lyd, der minder om Skrillex, Aphex Twin og Slipknot på en vred dag, altimens Code Oranges mere traditionelle hardcore-guitarer og breakdowns holder fast i den essens, der trods alt stadig sidder dybt forankret i bandet.
Singalong og blod i øregangen
Lyder det voldsomt? Det er det også. Og det fortsætter det med at være pladen igennem. 'In Fear' holder samme stil igennem, omend guitarist Reba Meyers' mere melodiske vokal tilføjer et strejf af lyttevenlighed og lettelse for lytteren. Den er nærmest det eneste element i Code Oranges musikalske udtryk, der ikke på et eller andet tidspunkt lyder, som om den har i sinde at slå dig ihjel. Og Meyers får virkelig lov til at komme oftere til orde på 'Underneath', end det nogensinde er sket før i Code Orange-regi. Hvilket fører os til fornævnte metalrockede ørehængere.
For Code Orange ved godt, at skal man op og bide skeer med de store, skal man ikke være bange for at skrive et hit. Og hits er der på pladen, alle med Meyers' rene vokal som den store fællesnævner. 'Autumn and Carbine' lyder bemærkelsesværdigt meget som Garbage tilbage i 90'erne, og i selvsamme årti udgav Nine Inch Nails 'The Fragile', der synes at have været den ideologiske skabelon for titelnummeret, der lukker pladen med syng-med-omkvæd og alt, hvad dertil hører. Det samme gælder for seneste single, 'Sulfur Surrounding', der kan virke en smule kønsløs i sit tørre, rockede udtryk.
Nu skal Code Orange naturligvis ikke beskyldes for at have skrevet en gemen rockplade, for det er langt fra tilfældet. De vil forny hardcoren og trække den ind i de skingert vrælende 20'ere, og de lykkes langt hen ad vejen med det med den brug af elektronik, der mere end nogensinde før gennemsyrer deres musik og aldrig har fungeret bedre for dem end på 'Underneath'.
'Cold.Metal.Place' er helt forstyrret og banket af og har elementer af The Dillinger Escape Plan og numetal most ned i det industrielle hardcore-inferno. Helt af krogen bliver det også taget på 'Erasure Scan', der er et rent lydmæssigt kaos, man skal anstrenge sig for at sætte pris på, men som har sine stærke elementer. Det samme har eksempelvis 'Back Inside the Glass', der med en næsten dødsmetallisk lyd tilføjer endnu et element til den collage af brugbare inspirationer, Code Orange trækker på. En collage, der også undervejs på pladen byder på hiphop-elementer, thrash og ren tumpet Hatebreed-beatdown.
'Underneath' er ikke nødvendigvis en nem plade. Den har elementer og enkelte numre, der overvinder én med det samme og er nemme at gå til. Den har lyde og kompositioner, man måske aldrig bliver venner med. Men det er en stort opsat og ambitiøs plade, indspillet af et band, der er bevidst om sit særpræg og dyrker det i højere grad, end de søger at passe ind. Det er en plade, der sikkert vil skille vandene. Således også på Devilution-redaktionen, hvor stabens hardcore-leksikon opgivende refererede til det som ”panisk moderne”. Men Code Orange har på 'Underneath' taget chancer og dyrket ekstremerne i deres eget udtryk. Og så har de muligvis aldrig lydt bedre. Det bør man sætte pris på.