Dragejægerens Krønike - del 1
PopulærSkribent Anders Molin er sendt på en mission: At finde de sande dragejægere i power metallen - først gælder det tjekkiske Eagleheart.
Udsendt af den sorte metals ondeste konge og Redaktør den II af Devilution, sporede jeg min stålfaste ganger og fandt stien til det sagnsomspundne ølbryggerland Tjekkiet, hvor jeg i selskab med den lokale stolthed Eagleheart, skulle jage min første drage. Deres nyligt udgivne heltekvad 'Dreamtherapy' var en perfekt anledning til at tage første stop på denne musikalske odysse.
Jeg red over preussernes stepper, velvidende at power metallen har stærke rødder i grammatikumulighedssprogudøvernes land. Europas magtfulde midtpunkt, kan ud af en ellers ganske mørk fortid, også fremfinde stolte udøvere af symfonisk hårdtslående musik.
Blandt hædersmænd
Legendariske riddere som Kai Hansen, stifter af såvel Helloween-ordenen som de lige så genredefinerende bannerførere fra Gamma Ray-legionen, er måske en af de mest hædersdekorerede, men man kan med lige så stor ro i sindet kaste sit beundrende stålsatte blik på Hansi Kürsch, en velsyngende troubadour og bard i Blind Guardians firetallige vagtkorps, der ofte hører til blandt de vigtigste deltagere i den årlige Wacken Open Air-turneringen tæt på vores hjemlige kongerige.
Men power metal er som at fægte med en velsleben klinge – holder man den for stramt og tilfører for meget tungt og råt, kvæles den i heavy metal og sender et stød gennem ejermandens krop, når den svinges mod en drage. Men er den for tempofyldt og højstemthed, mister man grebet i stålet og ender med at kæmpe uden sværd! Således ender ridderen som et forsvarsløst offer for dragens dræbende flammer.
Og lige netop dragedrabet er det svært efterstræbelige mål for min rejse ud i den symfoniske galopperende afart af metal!
Power Metal Skal Slå Drager Ihjel!
Overalt på min lange rejse efter den ægte power metal, var opgaven den samme:
- Jeg skulle observere, om udøverne af omtalte genre kunne slå drager ihjel, eller ville ende som grillede kyllinger i det skællede og takkede monsters hede ånde?
Eagleheart - Dreamtherapy
Først på min rejse stod altså Tjekkiet.
Eagleheart hørte til blandt de uerfarne i denne ædle disciplin, med kun en enkelt fuldlængde kamp i bagagen, og derfor var mine bange anelser i klart flertal, da jeg red dem i møde ikke langt fra dragens hule.
Dog måtte jeg straks finde skammen frem, da de fem tjekkere viste sig at have styr på vigtige detaljer i kampens indledning. Det kræver en intro – enten pompøst klassisk musik eller måske en lille opmuntrende tale, som kan bringe modet frem og samtidig gøre udyret nysgerrigt og måske endda lulle det lidt i søvn. Derefter er tempo en nødvendighed, og det skal være lige dele melodisk og metallisk. Igen tjekkerne havde styr på den kritiske situation i indledning, hvor kampen, trods overraskelsesmomentet let kan vende til dragens fordel.
Klogeligt havde den femtallige gruppe valgt at skaffe sig pompøs sanger til de dele, der krævede smukke elementer. Yderst vigtigt, eftersom det brutale væsen har et ømt punkt for lige netop høje toner serveret af langhårede mænd – en af powermetallens kendetegn: Skønsang blødgører skæl såvel som deres hårde hjerte.
Rå stemme mod usødet drage
Men den fine stemme må aldrig overgøres, fordi så lusket et dyr som dragen hurtigt gennemskuer, hvis manden eller kvinden bag vokalen ikke også har kraft og råhed nok til at kæmpe, når det gælder. Her svigtede Vojta Simonik dog ikke sine medkombattanter, og takket være en varieret røst, både rå og bombastisk, formåede han at holde dragen på afstand, mens klingerne blev gjort klar.
Det kræver ganske indlysende sværd af stålstrenge at komme tæt på dragen og få sat de vigtige stød ind. Både i form af hårde riffs, hurtige piskende galoprytmer og store sprøde akkorder, men som guitarist skal man også være bevidst om, at man i slaget kommer til at kæmpe alene, og skal holde dyret stangen med melodiske soloer. Det er ikke nok med mod og vrede, også teknikken skal være i orden.
Her opdagede jeg til min skræk, at de ellers brave tjekkere havde en svaghed. Evnerne til at svinge klingen hurtigt var indiskutabelt godkendt, men på det helt simple plan manglede helt åbenlyst de skarpe riff til at stikke dybt i dragens kød. Det finpudsede blev simpelthen overgjort, og selvom dragen modtog flere snitsår og var hårdt presset, manglede der ondskab i guitarhuggene – lige netop de stød, som kunne lægge dragen død.
Tøvende rimsmede
Måske manglede der også mere end det. Jeg fornemmede en presset drage, men ingen skræmt og bange drage. Den vidste, at Eagleheart hørte til yndlingene blandt jægere, og at de hverken havde de allerstørste hymner, der overvælder og sløver den - ej heller det sidste metalliske raseri, hvor kvintetten af tapre riddere kunne gå efter at føre sværd og baslanser helt ind i dens onde hjerte.
Kampen var stadig ikke ulige og tippet til fordel for Eagleheart, og jeg ventede og håbede på, at slutningen af kampen kunne byde på noget uventet og overrumplende. Men til sidst måtte jeg sande, at tjekkerne var modige, men uden evnerne for lige netop at slå til og overvinde dragen. Kun i perioder, når soloerne var stærkest, melodierne toppede og riffsene i enkle stunder stod skarpt, troede jeg på kampen. Men hver gang mistede de igen håndelag og initiativ og blev trængt tilbage af dragen.
Et ærefuldt nederlag
Jeg så altså ingen anden udvej end at råde dem til at stikke halen mellem benene og komme væk fra dragens hule. Dragen var nok tirret og såret, men på ingen måde nedkæmpet. Dog kunne jeg, mens vi red derfra, stadigt rose dem for en modig kamp, der viste at, med større øvelse kunne de være endt som sejrherrer, og at de derfor stadig havde stor ære af kampen.
Således skiltes vi på en bjergvej fjernt fra dragens hule. Jeg bød dem farvel, og lod min hingst føre mig ud i verden. Og trods manglende succes i første forsøg, troede jeg stadig på min mission – at jeg kunne finde de sande powermetalliske dragejægere.