Tårevædet himmelflugt
Britiske Earth Moves bevæger sig op og ned i jagten på crescendoet, de synger som Robert Smith på de tracks, der var for mørke til ‘Disintegration’, og de lader frustration og sorg blandes til en post-hardcore, der driver af skærende aggression og følsom skrøbelighed.
2.Into The Ether
3.Other Voices, Other Rooms
4.Prayer Sign
5.Catatonic
6.Genic
7.Rot
8.Their Eternal Home
9.Embody
Hvis du synes, at This Will Destroy You mangler et skud energi, at Robert Smith er et geni, og at Cult of Luna var mere spændende i gamle dage, så er ‘Human Intricacy’ bestemt en plade, du skal give en chance. Kvartetten spiller imponerende flydende, og lydlandskaberne vokser næsten umærkeligt omkring lytteren.
Earth Moves fremfører emotionel post-hardcore, der føles som et frisk pust i et mylder af bøllevokaler og tough guy-riffs. Bandet stammer fra Brighton i England, som ellers primært er kendt for indiepop som Dream Wife og Esben and the Witch, men som også er hjemstavn for de, blandt Devilutions læsere, nok bedre kendte Architects. Undergrunden byder dog også på rigeligt med hardcore, og Earth Moves beskrives også af nogle som lidt af en lokal supergruppe med medlemmer fra We Never Learned To Live, Grappler og Cloud Boat.
Tungt og følsomt
Earth Moves spiller tungt og hårdt og er ikke bange for at give aggressionen los. ‘Human Intricacy’ åbner i mellemtempo uden de store instrumentale dikkedarer, men allerede her hører vi, hvad Earth Moves kan, som adskiller dem fra andre post-hardcore-bands. Sanger Jordan Hills har en imponerende rækkevidde i sin vokal og skifter fra næsten blackened skrigeri til en mere følsom vokal, der lægger sig tættere på det rene uden nogensinde at blive det.
Hills’ vokal er dog ikke altid lige i skabet, og på andet track, ’Into the Ether’, læner den sig faretruende op ad en generisk nu-metal-vokal fra starten af 00’erne. Det er en kombination af en staccato-agtig frasering og lidt for kæk attitude. Det trækker ned, men vender heldigvis ikke tilbage.
Robert Smith på sit allerlaveste
’Other Voices, Other Rooms’ følger op med traditionel hardcoreenergi allerede efter fire sekunder. Trommer, guitar og Hills’ skrig holder i fællesskab nummeret kørende på høj intensitet. Midtvejs sætter Earth Moves tempoet ned, og desperationen i Hills’ stemme når næsten Lifelover-lignende højder. Man kan mærke det, lige så meget som man kan høre det.
Et kort intermezzo baner vej for albummets absolutte mest centrale track, ’Catatonic’. Jordan Hills lægger her ud med noget, der bedst kan beskrives som Robert Smith på bunden af sit liv. Og det skal forstås på allermest positive vis. The Cure skinner igennem som en tydelig inspiration, både i de næsten kvælende lydlandskaber, men i særdeleshed i vokalen. Det er imponerende og giver gåsehud.
Som om det ikke skal være nok, skruer kvartetten op for tyngden og aggressionen midtvejs, mens guitarist Sam Ricketts skruer op for effekterne og tilføjer en industrial klang til et nummer, der ender i et brag af støj, sorg og vrede.
På pladens sidste tracks fortsætter rejsen ud gennem atmosfæren med et højt niveau af post-rocket guitar og inderlige omkvæd. Klimaks følger i en eksplosion af energi og riffs, inden den trommebårne ’Embody’ med sin melodiøse kantethed leder os forløste ud af albummet.
Hvis Earth Moves fortsætter udviklingen – og dropper den sidste smule tough guy-attitude – er de klart et bud på et nyt stort navn blandt de metallyttere, der kan lide deres musik tung og trist.