Er der noget at komme efter?
PopulærMyrkur har af forskellige grunde fået meget opmærksomhed. Men er interessen berettiget på baggrund af debuten?
Der har været en del opmærksomhed om den danske black metal-kunstner Myrkur. Hun er udkommet på mægtige Relapse og fået streamet sin debut-ep på Pitchfork. Det er noget, der vækker opmærksomhed. Nå, ja. Det faktum, at det er en kvindes soloprojekt er også med til at øge opmærksomheden, når musik over en bred kam hovedsageligt bliver spillet af mænd (ja, det er sgu ikke bare indenfor metal, det er sådan. De andre genrer er lige så gode om det).
Men er der så bare tale om en hype? En trang til at se noget ”nyt, nyt”? Eller er det håbet om en mere ligestillet musikverden, der driver interessen? Hvad angår det sidste spørgsmål, så kan det jo ikke udelukkes, at det spiller ind. Men om projektet er hypet, kræver nok et par lyt af musikken for at afgøre. Så hermed:
Den selvbetitlede debut-ep 'Myrkur' lægger sig rigtignok op ad black metal-genren, men er virkelig ikke det mest sataniske, kaotiske eller dystre der nogensinde er hørt, for at sige det mildt. Myrkur lader sin klassiske og folkemusikalske interesse slå igennem med en righoldig brug af harmonier fra disse musikalske universer, oftest udført af klassisk klingende kvindekor begravet dybt i rumklangens dale. Kontrasten til de black metalliske tremologuitarer, blastebeats og den sporadisk anvendte forvrængede vokal er derfor slående. Tanken bliver også ledt hen på noget af det, Enslaved og Ulver har begået, og hermed også sagt, at det ikke er fuldstændigt uhørt – det er ikke ”nyt, nyt”, med andre ord, men den samlede sound er dog noget særligt.
Men kan man leve med, at det ikke er et radikalt nybrud, og kan man leve med, at det ikke er det ondeste og sorteste black metal, ja, så er der faktisk en del at komme efter. Det er nemlig temmelig godt skruet sammen det hele. Det musikalske håndværk i arrangementerne løfter 'Myrkur', og når det er bedst, giver de kontrastfyldte skift mellem det forvrængede mørke og den rene korsang rigtig god mening og gør ep'en til noget særligt. Også selv om skiftene andre steder kan virke påklistrede.
Arrangementerne og kontrasterne er pladens styrke, for skal man tage musiklærerhatten på, og lader man sig ikke forblænde af imponade over, at det hele er lavet af den samme person, så har man hørt bedre instrumentbeherskelse andre steder, og det er så noget af det, som efter mange gennemlytninger trækker lidt ned.
Så er det hypet? 'Myrkur' kan ikke bære at blive gjort til metallens frelse, hvis det er dét, man lægger i det. Men den kan sagtens bære at at blive fremhævet for talentfuld og stemningsfuld sangskrivning og forfriskende brug af kontrasten mellem det rensungne, flerstemmige kvindekor og gængs black metal.