Et årti senere og stadig tændt
PopulærEn hel dekade måtte Ignite-fans, før der kom glimrende nyt. Men uden fordums generelle styrke.
2. Nothing Can Stop Me
3. This is a War
4. Oh No Not Again
5. Alive
6. You Saved Me
7. Rise Up
8. Where I'm From
9. The Suffering
10. How Is This Progress?
11. You Lie
12. Descend
13. Forward (bonus track)
14. Work/Falu
Lad os lige slå fast med syvtommersøm, at Ignite ikke er for alle (her på redaktionen er vi blot to, der kan erkende genialiteten). For når man taler Ignite, så taler man melodisk hardcore, hvilket i nogles ører tangerer, hvad der undertiden betegnes som teenagepunk, formentlig funderet i, at forsanger Zoltán 'Zoli' Téglás udelukkende synger med sin englesmukke renvokal. Lytter man lidt efter, bliver lighederne med hardcore og hardcore punk imidlertid ret så tydelige.
Hele 10 år skulle der gå, før Ignite i januar fik udsendt opfølgeren til mesterværket 'Our Darkest Days' – en fantastisk og helstøbt plade, som ikke så sjældent finder vej til afspilleren. At 'A War Against You' imidlertid skulle blive ventetiden værd krævede tid, vilje og ikke mindst et lille trick.
Første gennemlytning
...var en smule skuffende. Kvaliteten i sangskrivningen fornægtede sig for så vidt ikke, og der herskede på ingen måde tvivl om, at vi her havde med Ignite at gøre. Men med et tiår under bæltet, hvor Zoli nåede at nyde et noget kort ophold hos Pennywise med en enkelt udgivelse som bevis herpå, lå forventningen om endnu et melo-hardcoremesterværk og lurede i baghovedet. 'A War Against You' lød dog ved første "ørekast" som en billig og mere lyttervenlig kopi af sin forgænger. Og det hjalp bestemt ikke, at albummet åbner med Zolis forsøg på at gå Freddie Mercury i bedene med en vokalharmonisk intro til 'Begin Again', som i sin helhed var et for langsomt nummer uden vildskab og pondus, og som umiddelbart kun kredsede om omkvædet. "Billigt", tænkte jeg.
De følgende gennemlytninger...
Forberedt på at skulle diske op med en gedigen opsang af en anmeldelse satte jeg albummet på igen. Den første halvdel af pladen virkede stadig drøvtyggende i forhold til tidligere tiders konstante og kontante energi og hidsighed, som i øvrigt fik Machine Head til at lave en coverversion af 'Our Darkest Day + Bleeding', og derfor fik sidste halvdel aldrig den chance, den fortjente. Alligevel fremprovokerede hver gennemlytning – eller forsøg herpå – lysten til at sætte forgængeren på, hvilket i denne sammenhæng vidnede om en eller anden form for kvalitet. Men nøglen til 'A War Against You' var stadig uden for rækkevidde.
På randen af desperation, hvor gode råd er dyre, tyede jeg til alternative metoder til at lukke albummet op og begyndte derfor den forestående lytning fra 'Rise Up'. Pladens nr. 7 og en af de bedste, men samtidig mest melankolske sange. Sangen starter langsomt, men viser i løbet af sin spilletid flere forskellige tempi af melankoli for til sidst for alvor at bryde tungsindighedens lænker i et uptempo omkvæd. Fremragende sangskrivning. Herpå følger yndlingsnummeret 'Where I'm From', som er en socialrealistisk fortælling om Zolis liv som hardcore punker med ungarske rødder, der vokser op i USA. Og for det ikke skal være løgn, får man nummeret en gang mere som et godt gammeldags hidden track, men denne gang sunget på ungarsk.
Nøglen fundet midtvejs
Anden halvdel af 'A War Against You' brød altså koden til den første, formentlig fordi den ligger mere op ad dyderne fra 'Our Darkest Days', hvorimod første halvdel umiddelbart flirter med lyttervenlighed. Men med et fikst lille lyttetrick opløstes min modstand pludseligt, og førnævnte 'Begin Again' gik fra at være en kommercialiseret ligegyldighed til at være en ørehænger med et af de mest interessante omkvæd i Ignites katalog. Et af hverdagens små mirakler.
Alle numre – lige med undtagelse af 'Oh No Not Again', som er aldeles overflødigt – besidder kvalitet med rytmiske vokallinjer, indsigtsfulde tekster, interessante riff, intelligent basspil, gode kompositioner samt velplacerede rytme- og temposkift. 'A War Against You' er derfor et grundigt lyt værd, hvis man er til punk, hardcore eller bare kan lide den gode melodi, også selvom fandenivoldskheden er blevet tonet lidt ned til fordel for eftertænksomhed og melankoli.
Hvad ventetiden angår, så er jeg glad for, at jeg har haft andet at lave i ti år. I modsat fald havde jeg været slemt skuffet, for 'Our Darkest Days' er altså lige et par hakker bedre.