Brutalitet for brutalitetens skyld?
Populær
...eller hvorfor det ikke er nok at være vred med 100 km/t. Det er ligesom gjort mange gange før - og bedre.
Kadavergehorsam (Do or Die)
Feed The Leviathan
Strict Seawater Diet
Damnant Quod Non Intelligunt
The Emperor Is Laughing (While You Are Making Plans)
Animalism
Iron Triangle
Discomposure
Corrupted
Savior
Rabies God
Nu er crust punk ikke det, der bliver anmeldt mest her på siden, og i en vis forstand forstår jeg godt den manglende efterspørgsel. Ligesom i alle andre genrer svinger kvaliteten i en sådan grad, at man omkring halvdelen af tiden møder musik, man virkelig ikke gider.
No Fealty ligger sådan et eller andet sted midt mellem yderpolerne i de rammer, jeg sætter op for kvalitetsbedømmelse. I forhold til crust, og punk generelt, hører jeg ikke til det selskab, der ser det hæmningsløst brutale som det optimale. Jeg foretrækker til hver en tid sangskrivning, hvor andet end vrede og tærsken på trommer er styrken i musikken. Og med det ved jeg, at jeg træder nogle i forvejen meget vrede mennesker over tæerne. Men der findes bare kongebands inden for genren, der i langt mere overlegen facon end andre udtrykker aggressionen og indignationen. Fra Nuclear Death Terror eller Sanctum over til det mere brutale igen, som fx Martyrdöd. Jeg kalder det ikke easy listening, men jeg synes bare, der er lidt mere raffinement over det i forhold til så meget andet i genren.
No Fealty svinger meget mellem at være på grænsen til det uraffinerede (som defineret i denne sammenhæng) og faktisk være ret fedt. Tekstuniverset er et sted, hvor det halter, for det syner ikke af meget kreativitet ud fra sangtitlerne at bedømme. Dystopisk fremtid? Dyrevelfærd? Anti-establishment? Det er lidt fra den sikre hylde, og den gennemgående sampling af en mand, der taler, hiver niveauet et hak længere ned - det er simpelthen så uoriginalt. Jeg lurer ikke, hvor det er taget fra, og måske jeg havde opfattet effekten anderledes, hvis jeg havde luret det og kendte referencen.
Et andet er tendensen til at lægge ud med en stærk, forholdsvis melodiøs intro, der så skifter over i noget, der minder om power violence-ensemblet The Locust. Eksempelvis nummeret ‘Discomposure’, der starter med at lyde, som noget Mastodon kunne have haft på deres ‘Leviathan’, og som derfra ryger direkte over i grind. Det lyder nogle gange som grindcore spillet baglæns, og der hopper kæden af igen. Jeg køber ikke den umhæmmethed. Musikalsk er det dødtrættende, og det behøver jeg ikke at købe et album for at høre.
Kontrasternes kvaliteter
Brugen af kontraster fungerer fantastisk godt i spillet mellem selve musikken og pladecoveret, der er en lettere behandlet version af Rubens' maleri af Saturn, der spiser sin søn. Kontrasten mellem det brutale og svævende i musikken er også gennemgående og fungerer egentlig fint. Som regel er kvaliteten af optagelserne dog med til at dæmpe den lidt, da skratten og et meget kompaktelydbillede overtager oplevelsen. Kakofonien af crashbækken og bassens knitren er vel en del af charmen, men giver ikke det vildeste indtryk, når man som anmelder sidder og gennemlytter. Men det er også et aspekt af crust, der for mig gør det langt federe at høre live end i anlægget. Det står ligesom stærkere, når det er et helt rum, der syder af musikken, og ikke kun ens højtalere.
Og der er, som nævnt, ikke kun kedelige ting at sige om No Fealty. Mine absolutte favoritter, ‘Damnant Quod Non Intelligunt’ og ‘Animalism’, har langt mere tyngde end resten af albummet og involverer rytmer, der lige får en til rigtigt at nikke med. ‘Iron Triangle’ bruger den samplede vokal lidt mere effent end vanligt, og dér, midt i albummet, får jeg lyst til at lytte videre. Der er passager, hvor det ikke virker ekstremt for ekstremitetens skyld; der leges med rytmer, lydbillede og melodier.
Problemet i sidste ende er for mig, at struktur og komposition minder mig om distortet freeform jazz. Og jeg hader virkelig freeform jazz. Jeg er nødt til at se en rød tråd i galskaben, og den har det med at forsvinde, på trods af at der virkelig er lysglimt. Et nummer som førnævnte ‘Discomposure’ illustrerer det fint og minder mig på en måde om en treminutters opsummering af hele skiven. Giv det et lyt, og få et indtryk. Det flyder lidt for meget, der mangler at blive strammet op en del steder, og så er det for uraffineret for en som mig, der ikke ser det rent ekstreme som en kvalitet i sig selv.