Kort, men velskrevet kollaps
PopulærEverything Is Terrible er en spændende udfordrer på den danske scene. Selvom kvartettens debut levner plads til forbedringer, har bandet skabt en solid grobund for fremtiden.
Anodynic State
Forced consent
Decline
Into Discomposure
Paper Coffin
Directionless Flesh
Atemporal
Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse
Obsolescent
Resignation
Everything Is Terrible er nyeste danske bud på et djent-baseret metalcore-band med progressive aner. Dem er der i forvejen flere af i Danmark. Af disse er det mest prominente sandsynligvis det københavnske band Ghost Iris, men sammenligningen stopper ved genredefinitionen. Den tunge, bastante djent og Cornelius Qvists rå vokal sender i stedet associationer til bands som After the Burial og Heart of a Coward. Hertil har bandet skabt et musikalsk univers, hvor den tunge djent hyppigt akkompagneres af atmosfæriske riffs eller samples, ikke ulig tidlig Tesseract eller Vildhjarta.
Generelt en interessant om end knap så original sammenblanding. Grundlæggende lykkes det kvartetten at få skabt en balance og stemning på pladen. Men det kunne sagtens være mere gennemgående. Flere af pladens numre indledes af et atmosfærisk og melodisk forspil. Rammerne bliver sat, hvorefter bandet bygger deres kompositioner inden for de rammer. Udgivelsens første nummer ’Nervewracker’ er et godt eksempel. Scenen bliver sat smukt og intenst, inden pladens bedste nummer, ’Anodynic State’, starter i forlængelse af ’Nervewracker’. Den opskrift gentages med varierende succes gennem ’Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse’s spilletid.
Det er både negativt og positivt. Bandet har stor succes med at sætte rammerne for det musikalske univers og skabe en stemning gennem pladen. Til gengæld fremstår pladen kort. For kort, for man vil egentlig gerne høre mere. Der bliver åbnet op til kaninhullet, men vi bliver ikke trukket hele vejen igennem.
Til trods for at Everything Is Terrible kun har eksisteret siden 2014, har bandet et ganske fint tag på sangskrivningen. Det bliver sjældent rigtig kedeligt, primært fordi de er dygtige til at inkludere skæve input som for eksempel brugen af industrial-inspirerede synths på ’Forced Consent’. Bedst går det på førnævnte ’Anadynic State´, den ekstremt onde og destruktive ’Directionless Flesh’ samt titelnummeret, hvor man som lytter for alvor får et indblik i bandets kvaliteter.
Til trods for de mange positive indtryk pladen efterlader, er der også plads til forbedringer. Specielt vokalfladen er meget generisk og står i stærk kontrast til resten af det livlige musikalske univers. Hertil er Everything Is Terrible ikke specielt originale i deres sangskrivning. Der er ikke meget nytænkning over debutpladen. Grundlæggende ændrer det ikke ved, at ’Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse’ er en ganske lyttevenlig plade med flere interessante numre.