Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tak skæbne, noget bras

Populær
Updated
F8 1000x1000

Five Finger Death Punch begår med ‘F8’ en plade, hvis slagstyrke er så svag, at man virkelig skal være fan for at kunne holde Ivan Moodys klynk ud undervejs.

Titel
F8
Dato
28-02-2020
Trackliste
1. F8" (instrumental)
2. Inside Out
3. Full Circle
4. Living The Dream
5. A Little Bit Off
6. Bottom of the Top
7. To Be Alone
8. Mother May I (Tic Toc)
9. Darkness Settles In
10. This Is War
11. Leave It All Behind
12. Scar Tissue
13. Brighter Side of Grey
Karakter
1

Five Finger Death Punch er ellers et stort og populært orkester fra Las Vegas i USA. De blev dannet i 2005 og har siden taget særligt USA med storm, og de er nu også blevet så store, at de giver koncert på spillesteder så store som Royal Arena, når de besøger Danmark, som de gjorde i 2017 og 2020. Men på plade er det bare alt for lette kalorier til, at man sådan for alvor kan tage det seriøst. Allerede i 2009, da vi anmeldte deres anden plade ’War is the Answer’, skrev vores anmelder, at det såmænd nok var velproduceret med tung guitar og melodiske omkvæd, men at teksterne var en omgang selvretfærdigt snot.

Siden da har vi igen prøvet kræfter med ’Got Your Six’ fra 2015, hvor dommen var, at deres musik er for kalkuleret og pompøst sat op til, at man sådan rigtig kan mærke nerven i deres musik. Det er også tilfældet her i 2020, hvor Five Finger Death Punch udgiver deres ottende plade ’F8’, der selvfølgelig er en omskrivning af det engelske ord ’fate’. Skæbne.

Skæbnen vil, at vi ikke er blevet tonedøve siden sidste gang, vi hørte Five Finger Death Punch på plade. Der er ikke sket noget som helst siden 2009. Forsanger Ivan L. Moody, født Ivan Lewis Greening, bruger stadig sine tekster til at krænge sin flossede sjæl ud. I sangen ’Living the Dream’ bruger han metaforen om superhelte for at fortælle om at være et tomt skjold og fyldt med facader, mens vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner.

Førstesinglen 'Inside Out':



Stakkels Moody med humørsvingningerne
Og det fortsætter så i ’I’m A Little Bit Off’, ’Bottom of the Top’ og ’To Be Alone’. Moody har problemer med sit temperament, og det er synd for ham, men man er også på et tidspunkt nødt til at blive voksen og ansvarlig og tage ansvar for sine handlinger. Moody åbner ærligt op om sine frustrationer i at tackle voksenlivet, men nu har han brugt over et årti på at græde snot over det, så nu begynder det for alvor at virke som en kliché. Man kan umuligt fortænke en kyniker i at spekulere i, om hvorvidt det blot er en marketingsstrategi, der fungerer, fordi det taler til den sårede sjæl i os alle. Lidt ligesom når udspekulerede religiøse fanatikere læser dødsannoncer for at finde mulige ofre, og så banker på døren hos de efterladte på det helt opportune øjeblik.

Pladen starter med en titelmelodi, der minder lidt om 'Game of Thrones', og så buldrer Five Finger Death Punch ellers derudad med deres tunge breaks og melodiske omkvæd. Det er formlen på snart sagt samtlige numre. ’Full Circle’ minder lidt om Arch Enemy og Rammstein i starten og styrer i første omkvæd over i patetisk, amerikansk rockradio. På ’This is War’ er Moody stærk og vil bare slås med alt og alle, men på ’Mother May I (Tic Toc)' er han magtesløs og vil bare gerne accepteres af sine forældre for den, han er. ’Brighter Side of Grey’ er balladen, der selvfølgelig skal være der, så vi kan tænde lightere og mobiltelefoner næste gang, de gæster Copenhell eller Royal Arena.

’Scar Tissue’ handler om ulykkelig kærlighed, og ’Making Monsters’ handler om at være en oprører. Det hele handler om følelser og er pakket ind i den Slipknot-light lyd, Five Finger Death Punch har finpudset over de sidste 15 år. Intet af det føles for alvor vedkommende, men tværtimod stærkt kalkuleret. Er man fan, så vil ’F8’ være præcis det, man fik på de forrige plader, men er man ikke, så er det noget bras og nogle alt for lette kalorier, pakket ind i tunge guitarer og en fyldig produktion. 

Deluxe-udgaven indeholder yderligere to numre og en radiovenlig (!) version af 'Inside Out'. Dem har vi ligeså lidt brug for som resten af den skylle af auditiv diarré, der er 'F8'. En kalkuleret og letkøbt omgang forvrænget tough-guy-pop, der svømmer i klichéer og nemme løsninger og viser et band, der ingen intentioner har om at ændre på lige netop den formel, hvor afskyvækkende den end måtte være.