For langt i begge retninger
Trods talrige fede ideer er Black Stone Cherrys samlede resultat ikke prangende i denne omgang.
Black Stone Cherry fejrer i 2011 10-års bandjubilæum med at udgive det tredje album, som har fået den mundrette titel 'Between the Devil and the Deep Blue Sea'. Der er også her tale om en rimeligt radiovenlig gang rock i hed flirt med lidt hårdere tendenser, såvel som country og sydstaternes tungere rockudskejelser.
En del riffs er endda ganske brutale og larmende, men på grund af en finpudset og velpoleret produktion, hvor vokalen ligger langt fremme i lydbilledet, bliver det ikke rigtigt farligt. Man får altså larmende rock, der sagtens kan spilles for lyttere uvante ud i det strømførende.
Ambitionsforvirring
Det er både godt og skidt – melodierne får meget plads, og Chris Robertsons lækre stemme har al den plads, den skal bruge til at løfte og udnytte godt skrevne vers og omkvæd. Der er nemlig tale om særdeles stærke sange, hvor helheden tager styringen til fordel for enkle instrumenter.
Men som den skarpsindige læser kan forudse, er det også noget skidt. En rockfan vil sidde tilbage med skuffelsen rumsterende i baghovedet. Hvorfor udnyttes skarptskårne guitarvridninger dog ikke til fulde? Det er et ægte selvmål at svinge stort, frembruse med lækre tunge riffs og have et knaldende drive – for derefter at drukne det hele i en sovs af store singer-songwriter-armbevægelser.
Black Stone Cherry vil for meget i to retninger, og de forstår ikke at forene ambitionerne. Det bliver i stedet uforløst fægtning med meget spredte ben.