Hæsblæsende meditation
PopulærDeafheaven vender på 'New Bermuda' tilbage med en ny bølge, der nok engang formår at hæve sig selv over de enkelte stykker for i stedet at hellige sig et samlet, emotionelt brusende angreb.
2. Luna
3. Baby Blue
4. Come Back
5. Gifts for the Earth
Hvis 'Sunbather' var som en varm kalejdoskopisk tur langs den californiske kyst med fare for hele tiden at styrte udover kløften, for kun at blive båret længere op af bandets massive og berusende crescendoer, efterlader 'New Bermuda' én på dybt vand uden det mindste håb i sigte.
I albummets sidste nummer, den post-hardcore-drevne 'Gifts for the Earth' fantaserer forsanger George Clarke sågar om selve døden og om, hvordan hans krop efterfølgende skal optages af jorden: “In the dark,/ my flesh to disintegrate/ into consumption for the earth,” er således sidste sætning på albummet. Mere mørkt (og alligevel så uendeligt naturligt) kan det næsten ikke blive.
Kirk og King spøger
Lad det allerede være sagt: 'New Bermuda' er ingen ny 'Sunbather' – et album, der på mange måder vil stå som et ikonisk værk for de næste mange generationer – men mindre kan også gøre det. I stedet har Deafheaven denne gang valgt at tilgå deres sangskrivning med en større trang til at være endnu mere omfattende, dog stadig svævende, men i høj grad også mere tung og metallisk. Som når bandet i 'Baby Blue' sætter ind i et breakdown, der vækker minder om Metallica a la 'The Black Album', eller som 'Luna', der starter ud med et råt og skrattende riff, der sender kærlige tanker til Slayer.
Og sådan fortsætter det igennem det meste af albummet. Omkring de denne gang ret så mange “ægte” metalliske stunder forbliver lyden af Explosions in the Sky, Wilco, Cocteu Twins, My Bloody Valentine (og på dette album endda også en smule Oasis!), mens det hele stadig strømmer igennem en black metallisk blodåre.
Det lyder ikke som noget musik, der i virkeligheden burde kunne lykkes SÅ godt. Men Deafheaven har sparket døren ind til et musikalsk rige, der er deres helt eget. Jovist har bands som for eksempel Alcest og Wolves In The Throne Room forlængst sejret med en kombination af black metal og henholdsvis shoegaze og post-rock. Ingen har dog før serveret det så let og indbydende, som de her fem californiere.
Fungerer som helhed
Ligesom med 'Sunbather' og debutalbummet 'Roads to Judah' er det tæt på umuligt at skille de enkelte stykker fra hinanden uden at få hele det samlede lydbillede til at krakelere. Det er den samlede sum, som er Deafheavens styrke. Og i endnu højere grad den helt specielle storladne stemning, der rammer lytteren.
George Clarkes pinefulde skrig transcenderer undervejs noget, der er menneskeligt, og transformeres i stedet om til et dyr eller bæst, hvis smerte er umulig ikke at overføre til sig selv, så det nærmest tenderer til selvtortur. Men hold op, hvor er det også medrivende. Og samtidig utroligt opløftende, så det nærmest mere bliver en hæsblæsende omgang meditation end egentlig musiklytning.
Intet under, at bandet har vundet et publikum af ikke-metalfans også. For med en så bredt favnende lyd og en så gennemgribende nerve, skal man enten bare slukke eller lade sig selv suge ind i bandets orkan. Der er umiddelbart ingen mellemvej. I hvert fald ikke for undertegnende, for lige så snart der bliver sat spørgsmålstegn ved musikken, så ryger den magiske fornemmelse af at være pakket ind i et univers, hvor regn bliver til sol. For nu at holde det metaforiske på et plan, der svarer til Deafheavens kompleksitet.
En trommestjerne er født
Alt er så ligetil og banalt, at det nærmest skriger om at blive rakket ned. Fra George Clarkes håbløse kamp for at finde sit selvværd til de nærmest grotesk udpenslede inspirationskilder. Men i Kerry McCoy har bandet en formidabel guitarist, der forstår at balancere brutaliteten med en skønhed, der altså skaber den her helt specielle atmosfære i Deafheavens musik. Og så er det vel okay egentlig ikke at gå så meget op i, om strukturen i de enkelte numre egentlig holder? Ja, er der overhovedet nogen struktur? Det ene øjeblik blastes man bagover i en hvirvelvind af utilpashed for lige pludselig at blive nusset med blide bevægelser fra et frodigt palme-blad.
At det hele ikke sejler, skyldes uden tvivl trommeslager Daniel Tracy, der leverer en fuldstændig vanvittig indsats på 'New Bermuda', og som måske i virkeligheden er albummets mest funklende stjerne, som på forunderlig vis formår at binde det hele sammen. Der er ikke mange begrænsninger med en så stor kapacitet bag tønderne, og det har Deafheaven forstået at udnytte til fulde på albummet, der fortsætter bandets rejse mod det umulige.
Lige så udefinerbar Deafheavens musik i sandhed er, lige så sikkert er det, at vi her har at gøre med et band af en kaliber, der kun meget sjældent forekommer. De, der hader, vil fortsat hade, de, der er i tvivl, vil fortsat have nok at undre sig over, mens fans af bandet kun kan juble over, at Deafheaven på en gang forbliver det samme, men alligevel bliver noget helt andet.